search

ekstrabladet.tv – gode historier, ringe produktion

For en uge siden skrev jeg, at Ekstra Bladet havde lanceret en hjemmeside med aktuelle videoindslag. Nu er det så tid til en anmeldelse.

For en uge siden skrev jeg, at Ekstra Bladet havde lanceret en hjemmeside med aktuelle videoindslag. Nu er det så tid til en anmeldelse.

Sex, forbrug, afsløringer og kuriøse historier. Det er sådan vi kender Ekstra Bladet, og det er den samme profil, vi genfinder på ekstrabladet.tv. Derfor virker ekstrabladet.tv som den mest naturlige udvidelse af Ekstra Bladets webunivers. Historien om Nycomed, der bestikker hjertelæger, er et glimrende eksempel på en historie, der ligger i slipstrømmen af de historier, som Ekstra Bladet er kendt og elsket for.

Der hvor ekstrabladet.tv halter efter er produktionen. Kameramanden virker mere eller mindre beruset, redigeringen er slap og journalisterne, der speaker, kunne godt bruge et par timer ved en stemmelærer. Det er en skam, når historierne er velfungerende.

Indslaget om Nycomed er et godt eksempel på slap redigering. Videoklippet varer over to minutter, men historien udvikler sig kun sparsomt undervejs. Den skarpviklede historie, som vi kender fra Ekstra Bladets artikler, savner jeg at se i de videoklip, som ekstrabladet.tv indtil nu har publiceret.

Når det gælder funktioner, er ekstrabladet.tv kedelig og ude af trit med tidens ånd. Derfor har jeg samlet en liste over funktioner, som jeg savner:

1. Afspilningslister: På den måde ville jeg kunne planlægge en halv times online tv med Geo, Nycomed og den 68-årige Lotto-millionær fra Samsø.

2. Forslag: Vi kender det fra YouTube. Når vi har set et videoklip med en kat, der kan tale, så har YouTube tre-fire forslag til videoklip, der passer til det, som vi netop har set.

3. Henvisninger: Hvis jeg vil læse mere, om hvordan Nycomed bestikker yngre hjertelæger, skal jeg selv finde artiklen. Et link mellem videoklip og artikel ville være elegant.

4. Kommentarer: På YouTube indgår brugerne i en løbende dialog om de forskellige videoklip, og det samme sker med artiklerne på avisen.dk. Den funktion vil passe perfekt til ekstrabladet.tv.

Nu er jeg spændt på at se, hvordan ekstrabladet.tv ser ud om et halvt år.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen