Ekstra Bladets oplag rasler ned

Nye oplagstal for andet halvår af 2010 viser nedtur for langt de fleste landsdækkende danske aviser. Men særligt Ekstra Bladet lider. Og set over flere år er tilbagegangen nu markant.

Nye oplagstal for andet halvår af 2010 viser nedtur for langt de fleste landsdækkende danske aviser. Men særligt Ekstra Bladet lider. Og set over flere år er tilbagegangen nu markant.

At de danske dagblade bliver ved med at gå tilbage, er i sig selv ikke længere en nyhed. Ej heller, at det især er de største landsdækkende aviser, som rammes hårdest.

Men dagens nye kontrollerede oplagstal fra Dansk Oplagskontrol er alligevel bemærkelsesværdige. Opgørelsen dækker nemlig udviklingen over flere år og viser, at de engang så store morgenaviser i dag nu næsten er reduceret til en fjerdedel af deres oplag i de gode tider.

Værst ser det ud for Ekstra Bladet, der på hverdage tilbage i 1978 havde et oplag på 249.000 eksemplarer.

Her fremgår det af de nye tal fra Dansk Oplagskontrol, at man i andet halvår af 2010 er nede på 72.986 eksemplarer. Det svarer til en tilbagegang på 12,5 pct. alene det seneste år. Går man yderligere et år tilbage, så er der tale om en tilbagegang på 21,2 pct.

Og mens Ekstra Bladet i 1970'erne var Danmarks største avis – på skift med B.T. – så er både Jyllands-Posten og Politiken nu større; omend også de to går tilbage. Jyllands-Postens oplag er de seneste to år faldet med 14,7 pct. til 106.717 og Politiken med 9,1 pct. til 97.986 eksemplarer.

Selv Børsen er nu i øjenhøjde med Ekstra Bladet. Avisen er de seneste to år gået 1,1 pct. frem og har nu et oplag på 72.868.

Danmarks anden store tabloidavis, B.T., har ligeledes tabt terræn. Men nedturen har i de seneste år været mindre end for Ekstra Bladet – rent procentvis. B.T. har på to år tabt 14,9 pct. og har nu et oplag på 69.839 eksemplarer (andet halvår af 2010).

Kigger vi rundt i landet – og bort fra de landsdækkende dagblade – så er der også røde tal for langt de fleste øvrige aviser. Både på Sjælland, Lolland-Falster, Bornholm, Fyn og i Jylland går dagbladene tilbage.

Alene det seneste år har Fyns Amts Avis mistet 14,1 pct. og er nede på 12.639. Kalundborg Folkeblad har tabt 10,2 pct. og har nu et oplag på 5.911 eksemplarer. Og Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad er gået 9,9 pct. tilbage i andet halvår af 2010 og udkommer nu med et oplag på 16.687 eksemplarer.

Blandt gratisaviserne skiller Urban sig især ud. Mens avisen i andet halvår af 2008 udkom i 196.752 eksemplarer, så var Urban i andet halvår af 2010 reduceret til 93.978. Det svarer til et fald på 52,2 pct. på to år.

4 Kommentarer

Jens Poulsen
27. MARTS 2011
Re: Ekstra Bladets oplag rasler ned

Efter at have set Poul Madsens usle forsvar i Presselogen på TV2 News af EB's dækning af den danske familie, der er taget som gidsler af pirater i Somalia, er jeg ikke i tvivl om, at EB's nedgang i høj grad skyldes chefredaktørens redaktionelle linje. 

Poul Madsen afslører med sin argumentation, at han er utrolig følelsmæssigt afstumpet og total uden empati for andre mennekser. Målet helliger midlet synes at være Poul Madsens motto, og man må blot håbe at nedgangen i EB's oplagsdtal fortsætter, så Poul Madsen kommer til at ligge, som han har redt. Den mand er en skændsel for en avis, som engang var frygtet af magteliten for sublim journalistik.

Bjarne Jørgensen
2. MARTS 2011
Re: Ekstra Bladets oplag rasler ned

Otto Frederiksen!

Du taler om betaling for Ekstrabladet. Undskyld mit sprogbrug, men du må da være gal.

Anders Petersen
1. MARTS 2011
Re: Ekstra Bladets oplag rasler ned

Poul Madsen lagde ud med at bringe mere kvindestof, hive side 9-pigen om bagerst i avisen og trykke flere fladskærmsanmeldelser. Det faldt til jorden med et brag og siden har avisen været i journalistisk tomrum, hvor EB på den afslørende journalistik er sejlet afgørende agterud i forhold til BT. Det må være tid til at ryste posten med chefemner igen.

Otto Frederiksen
1. MARTS 2011
Re: Ekstra Bladets oplag rasler ned

Så længe tabloidnyheder, som er den type nyheder, EB i vidt omfang leverer, kan findes gratis på nettet, endda på EB's egen hjemmeside, så er der da ikke noget at sige til, at oplaget rasler ned. 

Hvorfor ikke finde en betalingsløsning for siderne, som News of The World har gjort det?

Kan det betale sig i forhold til tab af besøg og dermed annoncører, eller er det en dødsejler fra starten?