Kildebeskyttelse

Ekstra Bladets opbakning til sex-lokkedue kan blive afgørende i retten

Lokkeduen skulle dokumentere, at en chauffør for statsministeren misbrugte ministerbil til dates og sex

Det er klart i offentlighedens interesse at vide, at en tidligere chauffør for statsminister Mette Frederiksen (S) har misbrugt ministerbilen til private formål som dates.

Derfor bør den lokkedue, som Ekstra Bladet har brugt til at forsøge at afdække netop det, også nyde samme beskyttelse som en journalist, der havde forsøgt at afdække det samme.

Det er vurderingen fra Sten Schaumburg-Müller, professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet, efter at 24syv og Berlingske i går kunne fortælle, at Ekstra Bladets lokkedue Tanja Olivia Iversen er blevet medtiltalt for brugstyveri af motorkøretøj og for at have tilskyndet en offentligt ansat til at misbruge sin stilling.

Retten vil nemlig skulle tage stilling til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytrings- og informationsfrihed, forklarer Sten Schaumburg-Müller.

”Den bliver forstået sådan, at der bliver ydet en vis forstærket beskyttelse af især journalister, men også af andre, som bringer oplysninger af almen interesse frem,” siger han.

Lokkedue skulle afsløre sex i ministerbil

Tanja Olivia Iversen blev brugt som Ekstra Bladets lokkedue tilbage i august 2021.

Hun havde været i kontakt med daværende chefredaktør Henrik Qvortrup, der havde fået et tip om, at en chauffør for statsministeren misbrugte sin tjenestebil til blandt andet at fragte kvinder rundt og i enkelte tilfælde havde sex med dem i ministerbilen.

Forud for daten udstyrede mediet hende med skjult kamera og mikrofon, og da hun blev samlet op af ministerbilen, fulgte to journalister og to fotografer fra Ekstra Bladet efter i en bil bag ved.

Men undervejs kom Ekstra Bladets journalister i tvivl om, hvorvidt det faktisk var Mette Frederiksens ministerbil, chaufføren kørte rundt i. Kort før den planlagte konfrontation blev missionen derfor afblæst, og Tanja Olivia Iversen afbrød daten.

Henrik Qvortrup lagde til Tanja Olivia Iversens store frustration historien helt i graven. Det fik lokkeduen til at kontakte politiet for at informere dem om det, som hun betragter som et sikkerhedsbrist. I værste fald kunne hun jo have bragt en bombe ind i en statsministerens bil, siger hun til 24syv.

I maj blev Tanja Olivia Iversen så ringet op af politiet, der kunne fortælle hende, at hun er medtiltalt i en sag mod den tidligere chauffør. Chaufføren er tiltalt for at have misbrugt sin stilling og udnyttet ministerbilen i sit datingliv. Tanja Olivia Iversen er tiltalt for at have tilskyndet til den misbrug.

Føler sig røvrendt

Lokkeduen var nemlig vidende om, at han var ministerchauffør, og hun pressede på for at få en tur i bilen, da hun var i dialog med chaufføren inden den iscenesatte date.

Under køreturen i bilen opfordrede hun også chaufføren til at onanere, og det var hende selv, der opfordrede til, at sex-daten skulle foregå i en stor bil.

”Tilskyndelse er lidt værre, end hvis man mere eller mindre tilfældigt kommer med og ikke rigtig får sagt fra. Men hvis man direkte tilskynder til det, er man oplagt inde i det,” siger Sten Schaumburg-Müller og tilføjer:

”Men det vil fortsat være min vurdering, at 10 artikel om ytrings- og informationsfrihed spiller ind. Hvis en journalist opsøger en pusher og efterspørger hash, sker der jo ikke noget, mens en journalist, der får overtalt en ellers lovlydig person til for eksempel at smugle, mere oplagt vil være medvirkende ved at tilskynde.”

Hele miseren har fået Tanja Olivia Iversen til at anklage Ekstra Bladet for at røvrende hende, idet hun aldrig fik at vide, at hun muligvis foretog sig noget strafbart.

Henrik Qvortrup mener dog ikke, at Ekstra Bladet har ladt Tanja Olivia Iversen i stikken, eftersom hele planen var søsat hende og hendes bekendte i grupperingen ’Sandhedens Time’.

”Jeg vil gerne anholde den der muldvarpeteori. I min verden er en muldvarp en, der på initiativ fra et medie går i gang med at infiltrere et system. Det var ikke tilfældet her. Vi brugte dem til at dokumentere, om det her tip var rigtigt,” siger Henrik Qvortrup til Berlingske.

Ekstra Bladet kan blive afgørende

Sagen skal for Københavns Byret til maj, og her har Henrik Qvortrup i sinde at vidne, hvis han bliver indkaldt.

Og det kan blive særdeles vigtigt for Tanja Olivia Iversens sag, siger Sten Schaumburg-Müller. For eftersom der aldrig blev udgivet en historie på baggrund af Tanja Olivia Iversens forsøg, og hun ikke er ansat som journalist, skal det bevises i retten, at hun gjorde det for at tjene offentlighedens interesse.

”Hun skal have bevist i retten, at det var noget, hun snakkede med pressen om, og at hun havde fået udstyr og var i forbindelse med dem. Det bliver interessant, om hun bliver bakket op af Ekstra Bladet, eller helt bliver dumpet,” siger han.

Sten Schaumburg-Müller er ikke tvivl om, hvilken side han gerne vil stå på, hvis det i retten bliver bevist, at formålet med forløbet var, at Ekstra Bladet ville have historien, men på grund af redaktionelle overvejelser ikke bragte den.

”Hvis det kommer frem, vil jeg absolut helst stå på hendes forsvarsadvokats side. Uden dermed at sige, at jeg er sikker på, at hun bliver frifundet, men så vil jeg synes, at hun har en god sag,” siger han.

Havde det været lettere – forstået på den måde, om man kunne være sluppet for medtiltale – hvis man havde brugt en af avisens egne journalister?

”Måske. Journalister må heller ikke bare overtræde loven. Men det er klart, at den beskyttelse, der er af at videregive oplysninger af offentlig interesse, jo især omfatter journalister.”

”Men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har også klart sagt, at det ikke kun gælder journalister. Det er alle, der er med til at bringe oplysninger frem, der har almen interesse.”

0 Kommentarer

Læs også

Kildebeskyttelse

Lokkedue anklager Ekstra Bladet for at røvrende hende i sag om sex i ministerbil

14. FEBRUAR 2023