Ekstra Bladets dyre tyveri

100.000 kroner.Det skal Ekstra Bladet, ifølge JOURNALISTENs oplysninger, betale, fordi avisen har stjålet et billede af kronprins Frederik og Mary Donaldson.

100.000 kroner.

Det skal Ekstra Bladet, ifølge JOURNALISTENs oplysninger, betale, fordi avisen har stjålet et billede af kronprins Frederik og Mary Donaldson.

Billedet blev scannet fra Billed-Bladets forside i maj i år.

"Det er den største erstatning for et enkelt billede, som jeg kender til," siger Journalistforbundets jurist på området, Christian Dølpher.

Pressen havde igennem længere tid jagtet det ultimative billede af kronprinsen og hans kæreste. Men det blev Billed-Bladet, der den 12. maj kunne triumfere. Fotograf Lars Henrik Laursen lavede det perfekte skud gennem forruden på kronprinsens Landrover. Ingen reflekser. Den sad lige i skabet.

Billed-Bladet trykte naturligvis billedet på forsiden, og som sædvanlig modtog bladets abonnenter bladet, før det havnede i butikkerne. Ekstra Bladet er en af de trofaste abonnenter. Formiddagsavisen fik lov at trykke forsidebilledet fra Billed-Bladet, men det var en klar betingelse, at man kunne se Billed-Bladets logo, siger chefredaktør Anders Thisted på Billed-Bladet.

Dagen efter fyldte billedet af Landroveren hele Ekstra Bladets forside. Men der var intet logo.

Da JOURNALISTEN talte med Ekstra Bladet i maj, afviste avisen, at der var begået fejl. Men i dag er sagen en helt anden.

"Ekstra Bladet har begået en fejl. Det sker, og det er ærgerligt," siger Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert.

Ekstra Bladet er blevet enig med fotografen og Journalistforbundet om at betale 25.000 skattefrie kroner til fotografen, Lars Henrik Laursen. Formiddagsavisen har også indgået forlig med Billed-Bladet. Her lyder regningen på 75.000 kroner. Hverken Lars Henrik Laursen eller de andre parter ønsker at bekræfte beløbet. De er blevet enige om ikke at udtale sig mere om sagen.

Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, synes til gengæld, at beløbet er helt rimeligt.

"Det er klart, at man ikke skal kunne spare penge ved at stjæle billeder – og særlige billeder koster noget andet end helt almindelige hverdagsbilleder," siger han.

Det er fotograf Lars Henrik Laursen enig i.

"Det er et vigtigt signal at sende, at den slags koster rimeligt mange penge. Man skal tænke sig om to gange, før man sætter rotationspressen i gang," siger Lars Laursen.

1 Kommentar

Michael Stochholm
27. SEPTEMBER 2009
Re: Ekstra Bladets dyre tyveri

Hvor er det dog dejligt at læse at tyveknægtene ikke kommer til at dø i synden.

Jeg har selv fået gaflet fire billeder fra min web af et modelbureau, som påstod at "det plejede de da at gøre, så det så de ikke noget problem i".

Problemerne for bureauet er nu startet, idet jeg sendte sagen i retten. Vi slidsomme fotografer skal ikke finde os i tyverier og i at arbejde gratis.