Afgående chefredaktør Claes Kastholm renser sig selv og giver journalisterne på Ekstra Bladet ansvaret for hans voldsomme drukscene. Nu vil de have ham frosset ud – han skal ikke dække Murens fald. Chefredaktøren afviser: »Det er ikke medarbejderne, der redigerer avisen.«

»Jeg har ganske vist mistet et job. Men jeg har vundet min frihed.«
Ordene slog læserne af Berlingske Tidendes Magasinforside i møde søndag den 24. oktober. Her gør Claes Kastholm rede for en gevaldig drukscene, som har betydet, at han ikke længere kan fungere som chefredaktør. Kastholm giver kollegerne på Ekstra Bladet ansvaret for miseren. De beskrives som »meget små, sølle mennesker, der benyttede anledningen« til at lade chefen »gå planken ud« i en »livsfarlig« og »patologisk rus.«
Mens danskerne kan more sig over livet på Ekstra Bladet, får Kastholms syn på drukscenen Bodum-kanderne til at danse hidsigt på morgenbakkerne hos Ekstra Bladets journalister.
»Folk er sure over hans løgnagtige påstande i Berlingske. Han er en ussel mand, der forsøger at tørre sine egne problemer af på andre,« siger Thomas Szlavik, tillidsmand og journalist på Ekstra Bladet.
En anonym Ekstra Blads-kilde:
»Kastholm er ved at opbygge en dolkestødslegende. Han har udvist utrolig grov sexchikane, det nærmer sig verbal voldtægt, mens han var tordnende beruset.«
Lisbeth Hvidt, avismager på Ekstra Bladet, den dag Kastholm gennemførte sin drukscene.
»Det gør mig ondt for en voksen og intelligent mand som Claes, at han ikke tager ansvaret, for det, han har gjort. Det er trist, at han har brug for at tørre ansvaret væk fra sig selv.«
Kastholm beskriver i interviewet tiden på Ekstra Bladet som »den sværeste periode, jeg overhovedet har oplevet i mit voksne liv.« Han siger tiden farvel: »Jeg sætter aldrig mine ben i Huset mere.«
»Kastholm giver i Berlingske det indtryk, at vi er dårlige kammerater på Ekstra Bladets redaktion. Hvorfor hjælper vi dog ikke en mand i en dødelig rus!« siger Lisbeth Hvidt. »Men for det første: Vi hjalp ham! For det andet: Hvis hans rus var så dødelig, som han selv siger, så har han ofte været i livsfare. Jeg har flere gange set ham lige så fuld,« siger Lisbeth Hvidt.
»Jeg ville virkelig ønske for Ekstra Bladet og Kastholm, at sagen må blive glemt. Men det irriterer mig at læse Berlingske Tidendes penneføring for Claes,« siger Lisbeth Hvidt.
Fire dage efter Berlingske-interviewet, torsdag den 28. oktober, er der generalforsamling i Ekstra Bladets medarbejderforening. Kastholms udtalelser i Berlingske Tidende drøftes under beretningen. Det henstilles til bladets ledelse, at Kastholm ikke skal sendes til Berlin for at dække 10-året for Murens fald.
»Hvis han har haft de fire værste år af sit liv her på bladet, så er der da ingen mening i, at han skal repræsentere avisen i Berlin,« sammenfatter Thomas Szlavik.
Ekstra Bladets chefredaktør Sven Ove Gade fastholder, at Claes Kastholm skal skrive om Murens fald.
»Det er ikke medarbejderne, der redigerer Ekstra Bladet,« siger han.
Claes Kastholm:
»Jeg er temmelig ligeglad med medarbejdergruppens holdning. Men de pågældende medarbejderes forsøg på sanktion bekræfter mig i, at der er tale om nogle små mennesker,« siger Kastholm. »Jeg tager til Berlin.«
Journalisterne på Ekstra Bladet kan den 10. november notere nederlaget – Kastholm skriver fra Berlin.
Mens druksagaen således ruller videre, er der flere journalister, der undrer sig over, at Kastholm gennem Berlingske ripper op i sagen.
»Jeg forstår ikke, at han spiller rollen som forfulgt uskyldighed,« siger Poul Høst Madsen, journalist på Ekstra Bladet. Hans kontor udgjorde kulissen for en mere bizar del af drukscenen.
»Han skulle hellere lade den historie gå i glemmebogen,« siger Poul Høst Madsen.

Fuld og tåbelig
Det er mandag aften den 23. august. På Hawaii er to forsvundne danske piger dukket op igen efter en tur i junglen. I Norge har håndboldfurien Anja Andersen ladet meddele, at hun ikke vil spille mere. Der er travlt på Ekstra Bladet.
Chefredaktør Claes Kastholm Hansen er netop dukket op. Klokken er cirka 23.30. Han har side-2-vagten, og skal blandt andet skrive lederen. Men i kantinen i Politikens Hus, har han mødt en kvindelig Politiken-journalist – en tidligere kollega.
»Han forsøgte flere gange at kysse mig,« forklarer journalisten. »Han var fuld og tåbelig og påtrængende.«
Set i forhold til den udbredelse Kastholms adfærd senere skal få gennem B.T., vil eks-kollegaen gerne understrege, at Kastholms adfærd ikke rystede hende. Der var ikke tale om sexchikane.
»Jeg mener … Jeg kan godt håndtere fulde mænd, der forsøger at kysse på mig. Han har jo heller ingen myndighed over mig.« siger hun. »Han kan ikke bruge sin chefposition over for mig.«
Ved midnat når Kastholm ind i Ekstra Bladets sekretariat. Lisbeth Hvidt er aftenens bladmager og ansvarlig for avisen.
»Jeg var ikke specielt rystet over at se ham fuld, det har jeg set før. Men han var et forstyrrende element, der tonsede rundt i hele sekretariatet,« siger Lisbeth Hvidt.
Kastholm beskriver i Berlingske Tidende, at han »øjensynligt ingen venner havde på redaktionen den nat.«. Det afviser Lisbeth Hvidt. Hun nævner, at Kastholm ikke er i stand til at lave side 2. Den bliver i stedet skrevet af en politisk reporter.
»Jeg forsøgte flere gange at få ham til at gå hjem eller ind på sit kontor, men han »vil følge produktionen,« som han sagde,« forklarer Lisbeth Hvidt. »Til sidst tager jeg ham i armen, og fører ham ud af sekretariatet.«
Direkte adspurgt forklarer Lisbeth Hvidt, at hun ikke følte sig sexchikaneret af Claes. »Han var helt ukampdygtig,« som hun siger.
Men flere kilder forklarer, at Kastholms seksuelle ambitioner tog hårdt på en kvindelig medarbejder, der efterfølgende har modtaget psykologhjælp.
Claes Kastholm til JOURNALISTEN:
»Det må være hårdt for så sart et væsen at arbejde et sted som Ekstra Bladet.«
Fra sekretariatet går Kastholm ind på journalist Poul Høst Madsens kontor. Her forretter han sin nødtørft i en grad, så kontoret senere skal renses af et specialhyret rengøringsfirma.
Derpå går han – stærkt afklædt – ned på gaden. Her bliver han gelejdet ind i en taxa og sendt hjem. Næste dag er han sygemeldt. To dage efter siger han frivilligt op. Det næste år skal Claes Kastholm skrive til avisen.
Kastholm fastholder over for JOURNALISTEN, at han blev ladt i stikken:
»Jeg mener bestemt ikke, at de prøvede at hjælpe mig,« siger han.
Kastholm ser EB-journalisternes reaktion på drukscenen som symptom på et større problem:
»Ekstra Bladet ville stå bedre i fremtiden, hvis der blev luftet ud blandt medarbejderne. Det er en meget lukket landsby, hvor indbyggerne har gået sammen i mange år, uden egentlig kontakt til resten af egnen, både øvrig presse og det virkelige liv. Derfor er det meget vanskeligt for ledelsen at bibringe avisen den mere grundlæggende fornyelse, som en hel ny tid kræver. Avisen føles meget gammeldags,« siger Kastholm.

En særlig etik …
Berlingske Tidende har tidligere været meget tilbageholdende med at omtale andre bladhuse. »Når vi omtaler konkurrenter, må vi iagttage en særlig etik,« som avisens chefredaktør Peter Wivel har proklameret over for JOURNALISTEN.
Flere journalister på Ekstra Bladet giver udtryk for, at de »gerne ville have givet deres version« i Kastholm-interviewet. Berlingske-journalist Annelise Bistrup, der har lavet interviewet, siger – med et grin – at hun godt forstår journalisterne på Ekstra Bladet er »blevet sure«. Men kritikken afviser hun.
»Du kan godt sige, at min artikel er et partsindlæg, fordi jeg kun taler med ham. Min ide er at lave en samtale med et menneske, som er ude i yderområderne af, hvad man regner for almindelig opførsel. Min vinkel er den menneskelige vinkel. Jeg går jo ikke ud og tjekker,« siger Annelise Bistrup – og forklarer:
»Så kan du jo ikke lave portrætinterview.«