Ekstra Bladet skal betale 600.000 til søfolk: »Usædvanligt højt beløb«

Ekstra Bladet er dømt til at betale 300.000 til hver af de to danske søfolk, der blev holdt som gidsler i 838 dage. Ifølge byretten har avisen krænket gidslernes privatliv. »Denne sag bekræfter, at medierne stadig opererer med nogle samtykkekriterier,« siger mediejurist til Journalisten

Ekstra Bladet er netop blevet dømt ved byretten til at betale 300.000 kroner til hver af de danske søfolk Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn.

»Eddy og Søren har fået medhold i, at offentliggørelsen af disse private og følsomme oplysninger er retsstridigt i en situation, hvor man er taget som gidsel og dermed ikke frit kan tage stilling til, om man ønsker at medvirke,« siger mediejurist og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg.

Sammen med fire filippinske kolleger blev Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn kidnappet af somaliske pirater og sad som gidsler i 838 dage. Ekstra Bladet førte en kampagne for at skabe opmærksomhed om sagen, og de to søfolk føler, at Ekstra Bladet har krænket deres privatliv. Derfor har deres fagforening, Søfartens Ledere, ført sagen på deres vegne.

Alvorlig kritik i Pressenævnet

I dommen fra Københavns Byret står der ifølge ekstrabladet.dk:

"Et gidsel befinder sig som en krigsfange i en situation, hvor pågældende ikke har mulighed for frit at give samtykke til optagelsen af billeder, ligesom pågældende ikke har mulighed for at frabede sig, at der optages billeder, eller at undgå at man på billederne iscenesættes i særlige situationer."

Det er både Ekstra Bladet og ejeren JP/Politikens Hus, der er blevet dømt.

Vibeke Borberg sammenligner dagens dom med sagen mellem Se og Hør og Andrea Elisabeth Rudolph, hvor bladet endte med at betale 75.000 kroner for at have vist et billede af hende topløs og gravid på en strand.

»Det ligner samme konstruktion som den sag. Retten finder, at der er sket en integritetskrænkelse, og at der derfor er grundlag for at tilkende en godtgørelse,« siger Vibeke Borberg.

Hun understreger, at hun ikke har haft lejlighed til at læse dommen endnu, men udtaler sig på baggrund af pressens dækning.

I 2013 udtalte Pressenævnet alvorlig kritik af både Ekstra Bladet og TV 2 for deres dækning af gidselsagen. Kendelsen havde den alvorlige konsekvens for Ekstra Bladet, at avisen både på forsiden og på spisesedlen skulle tildele det meste af pladsen til at bringe Pressenævnets kritik.

"Alt i alt har Ekstra Bladet ikke gjort tilstrækkeligt for at beskytte den tilfangetagne kaptajn, ligesom Ekstra Bladet ikke har sikret sig, at alle oplysninger i forbindelse med kampagnen var rigtige," lød det blandt andet fra Pressenævnet.

Usædvanligt højt beløb

Vibeke Borberg hæfter sig ved beløbenes størrelse:

»De havde krævet 500.000 kroner hver, og de har fået 300.000 kroner. Det er et usædvanligt højt beløb i dansk ret. Andrea Elisabeth Rudolph fik jo 75.000 kroner i 2010.«

Er det udtryk for, at retspraksis er ændret?

»Nej, jeg ser det i forlængelse af retspraksis. Det er en grundlæggende regel, at du kun kan offentliggøre private oplysninger, hvis der er samtykke. Hvis et emne har stærk offentlig interesse, kan det overtrumfe hensynet til privatlivets fred. Denne sag bekræfter, at medierne stadig opererer med nogle samtykkekriterier. Her vejede hensynet til offentlighedens interesse ikke lige så tungt som beskyttelsen af den personlige integritet,« siger Vibeke Borberg.

Ekstra Bladet udtaler sig klokken 15

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har tweetet, at han vil kommentere byrettens afgørelse klokken 15. Det sker på et pressemøde, der transmitteres på ekstrabladet.dk.

Poul Madsen har sagen igennem fastholdt avisens uskyld i sagen, men har forsøgt at opnå forlig.

»Vi er ulykkelige over, at de føler sig krænkede, men som udgangspunkt mener vi ikke, at vi har krænket nogen. Der kan være punkter, hvor vi er kommet til at udstille dem mod vores hensigt,« sagde han, da sagen blev anlagt.

Senest opdateret klokken 13.35.

0 Kommentarer