Ekstra Bladet meldt til Forbrugerombudsmanden

Ekstra Bladet indgår i musicalen 'Olsen Banden og Den Russiske Juvel' sammen med en stribe andre kendte produkter. Forbrugerrådet har klaget til Forbrugerombudsmanden over skjult reklame.

Ekstra Bladet indgår i musicalen 'Olsen Banden og Den Russiske Juvel' sammen med en stribe andre kendte produkter. Forbrugerrådet har klaget til Forbrugerombudsmanden over skjult reklame.

Ekstra Bladet har indgået i et omfattende annoncesamarbejde med musicalen Olsen Banden. Som en del af samarbejdet har Ekstra Bladet og producenterne trykt en avis med titlen Olsen Bladet, der til forveksling ligner Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet er langt fra det eneste kendte produkt, som indgår i forestillingen. Børge hacker på en Zitech-computer, Yvonne går i Marimekko, Toblerone er en vigtig rekvisit, og det er Carlsberg-øllene også.
Der er tale om skjult reklame i strid med markedsføringsloven, mener Forbrugerrådet, som har opfordret Forbrugerombudsmanden til at se nærmere på musicalen og dens brug af flere kendte produkter.
»Som jeg hører det, så tyder det på, at sponsoreringen har taget overhånd, så det bliver deciderede reklameindslag. Om det ligefrem er ulovligt, vil vi bede Forbrugerombudsmanden om at vurdere. Hvis produktet indgår som en del af handlingen, skrider grænsen mellem skjult reklame og sponsoreringen, er der noget, der tyder på,« siger jurist i Forbrugerrådet Anette Høyrup.

Udover samarbejdet om at producere Olsen Bladet, der også har været bragt som indstik til Ekstra Bladet, har Ekstra Bladet også lavet konkurrencer med Olsen Banden som tema, og læserne har kunnet købe billige billetter til forestillingen på Ekstra Bladets hjemmeside.
På mange distrikts – og ugeaviser er det ifølge lektor ved Journalisthøjskolen, Roger Buch, et udbredt problem, at annoncører får positiv redaktionel omtale, selv om de presseetiske regler klart foreskriver, at der skal være vandtætte skodder mellem redaktion og marketingsafdeling. Ekstra Bladet har som den eneste landsdækkende betalingsavis givet Olsen Banden og Den Russiske Juvel fire stjerner. Men om Ekstra Bladet giver musicalen positiv omtale, fordi Ekstra Bladet indgår i et annoncesamarbejde med forestillingen, er i praksis umuligt at finde ud af.
»Det her kan så bare være endnu et eksempel på det, men det er svært at gennemskue, hvordan sådan noget foregår. Man vil formentlig aldrig kunne føre bevis for, om positiv omtale er aftalt, eller noget, man gør for at være venlig over for sine kunder. Det kan også være noget, anmelderen har skrevet, fordi han rent faktisk kan lide stykket,« siger Roger Buch.

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen afviser enhver mistanke om, at der har været en sammenblanding af salgsafdeling og redaktion.
»Hvis vi havde syntes, at det var noget lort, så havde vi dækket det som noget lort. Vi går heller ikke ud og undlader at fortælle om dårlige madvarer i Fakta, selv om de annoncerer hos os. Redaktionelt skal der være vandtætte skodder, og det har der også været,« siger Poul Madsen.
Producenten bag forestillingen afviser også enhver tale om 'product placement' og aftaler om positiv redaktionel omtale.
»Det er fuldstændigt latterligt. Ethvert dagblad er organiseret med en redaktion og en annonceafdeling, der er fuldstændig adskilt. Meget kan man sige om journalister, men jeg har aldrig haft grund til at betvivle den høje etik, der kræves i det fag,« siger producent og komponist Jesper Winding Leisner. Han oplyser, at der ikke har været penge imellem parterne. De har hver især betalt for det, de har lavet i samarbejdet. Teksterne til Olsen Bladet har han selv bidraget til, og Ekstra Bladet har stået for layoutet af bladet.
»Det handlede meget lidt om at reklamere for noget. Det er foregået meget på den måde, at vi har lånt lidt af hinandens sjæl. Vi har ikke givet hinanden penge. Vi har lavet hver vores ting og har været glade for, at vi har kunnet bruge lidt af hinandens universer,« siger han.

»Skjult reklame i Olsen Banden« Sådan lød 24timers rubrik, da de tirsdag omtalte, hvordan forskellige produkter optræder i stykket. Men 24timer nævner ikke Ekstra Bladet i sin artikel. Journalist på 24timer, David Birch, afviser, at han har taget hensyn til, at Ekstra Bladet hører til i samme bladhus som hans egen avis.
»Det er en ren forglemmelse. Jeg ville ikke have haft noget imod at skrive, at Ekstra Bladet er en del af forestillingen i kraft af den avis, de har lavet, og på den måde, de bidrager til listen af kendte produkter. Men deres anmeldelse ville jeg ikke røre ved,« siger David Birch fra 24timer.

 

0 Kommentarer