Ekstra Bladet lokkede Zobel med journalistisk tagselvbord

Da Ekstra Bladet hånede 21 Søndag for at skåne Rigmor Zobel, havde avisen allerede selv tilbudt Zobel, at hun selv kunne "stryge afsnit", hvis hun valgte at lade sig interviewe. Også B.T. lokkede Zobel.

Da Ekstra Bladet hånede 21 Søndag for at skåne Rigmor Zobel, havde avisen allerede selv tilbudt Zobel, at hun selv kunne "stryge afsnit", hvis hun valgte at lade sig interviewe. Også B.T. lokkede Zobel.

GODT STOF. I en e-mail den 10. februar forsøger Ekstra Bladet at overtale Rigmor Zobel til at lade sig interviewe, efter at hun den 4. februar er blevet dømt for at have modtaget 6 gram kokain. Mailen lover Rigmor Zobel vide beføjelser. Ekstra Bladet "garanterer" over for Rigmor Zobel, at hun kan "ændre i formuleringer eller stryge afsnit, som du fortryder".

Lars Bjerg, ekspert i interviewteknik på Danmarks Journalisthøjskole, er rystet.

»Det er utroligt. Du kunne lige så godt bede hende skrive det selv,« fastslår han og understreger, at en interviewkontrakt formuleret på den måde ville dumpe med et brag på Journalisthøjskolen.
»Det er grotesk, hvis journalisten i jagten på økonomisk gevinst til mediet fraskriver sig retten til at redigere journalistikken,« siger Lars Bjerg.

Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, afviser sagen. Han understreger, at kilder aldrig kan stryge væsentlige afsnit i Ekstra Bladet:

»Hun kan rette misforståelser og fejl.«
– Men der står direkte i mailen, at hun kan stryge afsnit, hun fortryder.
»Man kan få interviewet til gennemsyn og rette misforståelser.«

Poul Madsen gentager forklaringen flere gange.
– Vil det sige, at det, I lover hende, det mener I ikke?
»Misforståelser kan rettes. Det er det eneste, jeg kan sige,« siger Poul Madsen, der mener, at Journalisten misforstår mailen.

»Interviewet blev aldrig til noget, fordi hun ikke ville. Det her er et bevidst forsøg på at koge en suppe på noget, som ikke eksisterer i virkeligheden.«

Det er journalist Jan Körner, der har skrevet mailen til Rigmor Zobel. Heller ikke han mener, at Ekstra Bladet afgiver redigeringsretten.
»Hun kan kun stryge fejl,« siger han.
– Men du skriver, at hun kan stryge afsnit, hun fortryder?
»Hun kan kun stryge fejl.«
– Det virker, som om hun efter interviewet kan trække i land?
»Overhovedet ikke.«
 
Udadtil har Ekstra Bladet i sagen om Rigmor Zobel efterlyst høj journalistisk standard. Da 21 Søndag på DR den 21. februar bragte et cirka 10 minutter langt interview med Rigmor Zobel, udløste det faglig hån fra Poul Madsen i et tv-interview på Ekstra Bladets hjemmeside.

"Jeg får en fornemmelse af, at man har været så fuldstændig forhippet på at få det her interview, at man har tilsidesat alle journalistiske kriterier for det kritiske interview. Det er ikke public service, det er dårlig journalistik," fremhævede Poul Madsen og understregede, at Ekstra Bladet agerer helt anderledes:
"Vi stiller nemlig de kritiske spørgsmål, når vi får lejlighed til det, i modsætning til det, som Reimer Bo leverede i går aftes."

Men i Ekstra Bladets e-mail til Rigmor Zobel er tilgangen yderst imødekommende. Interviewet kan ligefrem indeholde "hvad du ellers måtte have lyst til at fortælle om", som det hedder.

Reimer Bo har efter sit interview med Rigmor Zobel fået den store tur i Ekstra Bladet. Han kalder nu Ekstra Bladet og Poul Madsen "hykleriske og dobbeltmoralske".
»Jeg er åben for professionel efterkritik. Men Ekstra Bladet var villig til at sælge resterne af deres journalistiske sjæl for at komme først. Fri mig venligst for, at de skal fælde nogen dom over andres journalistik. Ekstra Bladet er dårlige tabere,« siger han, og Poul Madsen returnerer:

»Reimer Bo har lavet noget forfærdeligt lort og har brug for et forsvar. At kalde os hyklere er det rene vrøvl. Rigmor Zobel ved godt, at Ekstra Bladet er kritisk, derfor vælger hun det nemmeste påskelam i flokken – Reimer Bo,« siger Poul Madsen. Og Reimer Bo slår tilbage:
»Det er for ubegavet til, at jeg gider kommentere det.«

Poul Madsen påpeger, at avisens e-mail ikke udelukker kritiske spørgsmål.
»Hvis vi havde fået det interview, havde vi også stillet de kritiske spørgsmål. Vi skriver, som vi gør, for at få hende i tale.«
– Det vil sige, at det, I lover hende, ikke er det, I har tænkt jer at gøre?
»Hold nu op. Det er jo helt ude i en ekstrem. Vi forsøger jo at få hende i tale.«

Jan Körner understreger ligeledes, at han ville have været meget mere kritisk i interviewet, end mailen lægger op til.
»Jeg ville gå meget mere til makronerne end Reimer Bo og have spurgt ind til hendes angivelige narkomisbrug. Det her er jo bare en første indledende mail, og vi kom ikke videre.«

Også B.T. har raset over interviewet i 21 Søndag. I mediemagasinet Presselogen på TV2 News sagde B.T.'s chefredaktør, Peter Brüchmann: "Jeg har aldrig i mit liv set noget så ukritisk."

Han uddyber over for Journalisten:
»Rigmor Zobel får held til at fremstå som offer for et stort justitsmord, men der er spørgsmål fra retssagen, som vi som journalister skal stille.«
Også B.T. forsøgte at få et interview med Rigmor Zobel. Den 4. februar, dagen efter dommen, skriver B.T. en e-mail til Zobel holdt i en venlig tone.

"Det virker fuldstændig vanvittigt, at man slæber dig og din familie igennem et så langvarigt og smertefuld forløb, når bevismaterialet er så tyndt,« lyder det fra avisen – der selv har været langt fremme i feltet med artikler om "jetset-dronningen". Nu vil B.T. gerne høre: "Hvilke konsekvenser har det haft for dig og din familie?"

Peter Brüchmann er ikke glad for mailens tone.
»Jeg ville ikke selv have formuleret den på samme måde. Alt, hvad vi skriver til kilderne, skal kunne tåle offentliggørelse. Det her lyder for imødekommende, synes jeg. Men overordnet er den fair nok,« siger Peter Brüchmann og understreger – præcis som Ekstra Bladet – at det endelige interview ville være mere kritisk.

– Vil det sige, at I først lokker Rigmor Zobel med i interviewet og derpå spørger om noget helt andet?
»Sådan ser jeg det ikke. Dette er starten på en aftale. Man starter en aftale et sted og arbejder sig frem.«
Journalist Tobias Schultz, der har skrevet e-mailen, synes også selv, han "fedter" for meget for Rigmor Zobel. Men han vil gerne have Zobels version – og:
»Der står ingen steder, at hun kan slippe for kritiske spørgsmål. Hvis hun havde sagt ja til interviewet, havde jeg stillet dem, uden at aftale det med hende. Jeg ville aldrig indgå en aftale om ikke at stille kritiske spørgsmål.«

E-MAILSNE FRA EKSTRA BLADET OG BT

"Fra: Jan Körner [mailto:Jan.Korner@eb.dk]
Sendt: 10. februar 2010 13:46
Til: Rigmor Zobel Ravn
Emne: Interview

Kære Rigmor Zobel

Jeg ved, det er en svær tid for dig, og at du formentlig har travlt med at finde fodfæste igen efter den seneste tid. Ikke desto mindre vil jeg høre, om du har mod på at stille op til et interview, hvor det er DIN forklaring, der bliver hørt. Hvor du gendriver anklagerne, kommenterer politiets behandling af dig, konsekvenserne for dit liv, og hvad du ellers måtte have lyst til at fortælle om.

Hvis du stiller op til et interview, garanterer jeg, at du får teksten til gennemsyn, inden den trykkes, således at du kan rette misforståelser, ændre i formuleringer eller stryge afsnit, som du fortryder.

Jeg håber, du har mod på det.

Mvh
Jan Körner
Ekstra Bladet"

Fra: Tobias Schultz [mailto:tsc@bt.dk] 

Sendt: 5. februar 2010 15:00

Til: Rigmor Zobel Ravn

Emne: Kære Rigmor Zobel

"Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min medfølelse for dig og din familie.
Sikke et cirkus I har været igennem.

Jeg er den journalist fra B.T., der ringede på jeres dør i går.
Som alle andre medier i landet (formoder jeg), er vi interesserede i at lave et interview med dig.
Selvfølgelig med respekt for navne og billedforbud og på en måde, som vi kan blive enige om.
Det, der primært interesserer mig, er, at anklagemyndigheden har lidt et så sviende nederlag, som tilfældet er.
Det virker fuldstændig vanvittigt, at man slæber dig og din familie igennem et så langvarigt og smertefuld forløb, når bevismaterialet er så tyndt.

Hvilke konsekvenser har det haft for dig og din familie?
Hvorfor tror du, at sagen mod dig ikke blev droppet for længe siden, som man typisk ville have gjort, når sagen står så skidt set fra anklagemyndighedens side?
Er det mon blot fordi, du er et kendt ansigt, at det har været så vigtigt for anklagemyndigheden at statuere et eksempel?
Hvordan kommer man videre oven på sådan en omgang.
Får du den hjælp, du har brug for?
Støtter venner og familie dig?
Er der venskaber, der er tabt for altid? Nogle der har skuffet dig og andre, der har overrasket positivt ved at bakke op om dig og familien?
 
At det, vil jeg gerne tale med dig om.
 
Allerhelst ansigt til ansigt.
Men telefon eller mail, kan også godt gå.
 
Hvad enten du beslutter dig for eller i mod at tale med mig, skal du i hvert fald have et ønske om god vind i den kommende proces, hvor dit liv skal stables på benene igen og vende tilbage til en normaltilstand.
 
Allervenligst
Tobias Schultz
Kriminalreporter
BT"


∞ Fakta

  • De e-mails, der er dokumentation i denne artikel, har Journalisten fået overdraget af Reimer Bo. Han har fået dem af Rigmor Zobel.
  • Rigmor Zobel blev anholdt 30. juli 2009 og sigtet for modtagelse og opbevaring af mindst 140 gram kokain med henblik på videresalg.
     
  • I Københavns Byret den 4. februar 2010 blev hun kun dømt for at have modtaget 6 gram kokain og fik en bøde på 20.000 kroner. 

2 Kommentarer

Ole Skovgaard
24. APRIL 2010
Re: Ekstra Bladet lokkede Zobel med journalistisk tagselvbord
Raimer Bo er jo en kendt "Bannerfører" for den kritiske journalistik i firmaet "hofsnog" A/S som til til enhver tid kritisk stiller op for at dække royale begivenheder... Ha Ha Ha Ha
Ole Skovgaard
24. APRIL 2010
Re: Ekstra Bladet lokkede Zobel med journalistisk tagselvbord
Ja men det endte jo med, at det mest blide  "påskelam" mikrofonholder Raimer Bo tog sjansen, så flere ord på den sag er jo egentlig spildte ord på Balle - Lars