Ekstra Bladet: Kendelsen er god for pressen

Ekstra Bladet har fået historisk hård medfart i Pressenævnet i sagen om Eddy Lopez. Avisen erkender nogle fejl, men fremhæver kendelsen som en delvis sejr og tillægger de hårde sanktioner de »politiske signaler,« som Pressenævnet ligger under for

Pressenævnet tildelte i dag hårde sanktioner til Ekstra Bladet i sagen om avisens dækning af Eddy Lopez. Blandt andet skal avisen i morgen bringe en spiseseddel, hvor der på mindst to-tredjedele af spisesedlen skal stå "Alvorlig kritik af Ekstra Bladet i gidselsagen".

Chefredaktør Poul Madsen sagde ved et pressemøde her til eftermiddag onsdag, at han vil følge alle Pressenævnets henvisninger.

Men Ekstra Bladet vil kun bringe Pressenævnets kritik, fordi de i deres kendelse skriver, at sagen har væsentlig samfundsmæssig interesse. Det var Poul Madsens hovedpointe på pressemødet i dag.

Godt for pressen

Ekstra Bladets advokat Ulrik Ibfelt er på linje med Poul Madsen.

»Det, man kan uddrage af kendelsen, er, at der er sket en privatlivskrænkelse og intet andet. Ekstra Bladet er gået for langt i forhold til at bringe private oplysninger, fordi man ikke har fået det nødvendige samtykke. Hvis man havde fået det, kunne man gå langt. Det er det, Pressenævnet siger. Kendelsen er god for pressen og god for Ekstra Bladet på det punkt,« siger han til Journalisten.

Med Pressenævnets hårde sanktioner mener Poul Madsen, at nævnet følger et politisk signal.

»Pressenævnet har forstået det politiske signal, der hedder, at medierne skal have nogle bank. Vi er nogle grimme nogen, og kendelsen skal være, så folk kan se det,« siger han.

Poul Madsen erkender dog, at Ekstra Bladet skulle have været bedre til at lade læserne vide, at gidslerne Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn muligvis talte under tvang.

»Vi skulle klarere have tilkendegivet, at de her mennesker taler under tvang. Vi skriver i vores reportage, at de har en Kalashnikov (skydevåben, red.) i nakken. Men for at selv Pressenævnet kan forstå, at man taler under tvang, når man har en Kalashnikov i nakken, må vi skrive det klarere fremover. Det har aldrig været vores intention at tilkendegive, at de talte frit. Det taler for sig selv,« siger Poul Madsen, der også erkender, at Ekstra Bladet skal blive bedre til at finde balancen, hvis avisen igen skal dække en gidselsag.

»Vi vil skærpe vores opmærksomhed omkring, om vi har bragt for mange private detaljer, men vi vil ikke afstå fra at vise virkeligheden,« siger Poul Madsen.

Afviser kritik

Ekstra Bladet afviser Pressenævnets kritik af, at avisen ikke har forelagt oplysninger for Eddy Lopez efter hans frigivelse.

»Jeg stiller mig undrende over for, at Pressenævnet kan komme frem til, at vi ikke har forelagt Eddy Lopez oplysninger. Vi har kontaktet ham 15 gange. Vi har gjort alt,« siger Poul Madsen.

Poul Madsen mener, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, om medierne skal dække en sag om gidsler.

»Det væsentlige i den her sag, sådan som Pressenævnet fremstiller den, og som vi også ser den, er, at selvfølgelig skal danske medier dække en gidselsag. Ellers passer vi ikke vores arbejde. Men vi skal selvfølgelig afstemme det med hensynet til privatlivets fred. Man skal tage et særligt hensyn til folk, som er udsatte. Vi syntes, at det var nødvendigt at gå langt i den her sag og bruge billeder og bringe oplysninger om Lopez’ tilstand, mens han var gidsel. Det var væsentligt for os at råbe den danske offentlighed op, så der kunne komme til at ske noget i den her sag,« siger han.

Pressenævnets sanktioner mod Ekstra Bladet er blandt de hårdeste nogensinde.

Poul Madsen, hvordan har du det med at være ansvarlig for det?

»Jeg tror, der har været andre sanktioner, for eksempel da Sjællandske (Sjællandske Medier skulle i 2012 bringe en kritik på forsiden, red.) skulle bringe en artikel på forsiden. Det tror jeg var lige så hårdt for dem, som det her er for os. Jeg har det sådan med det her, at vi efterkommer og anerkender den her kendelse i Pressenævnet. Vi behøver ikke være enige i alt, hvad der står, men vi vil efterleve den. Vi vil ikke fremover afskrive os at dække sager, som politikerne og andre ikke vil have os til at dække,« siger han.

Sanktionerne

Blandt Pressenævnets sanktioner mod Ekstra Bladet er følgende:

– På eb.dk skal Ekstra Bladet i syv dage lige under hovedhistorien bringe en firkant med teksten "Alvorlig kritik i gidselsagen", og der skal linkes til en tekst, der svarer til den tekst, som bladet skal bringe på side to og side fire i den trykte avis.

– På forsiden af printavisen skal Ekstra Bladet bringe meddelelsen "Alvorlig kritik af Ekstra Bladet" i samme størrelse, som da bladet lancerede kampagnen på sin forside den 1. juli 2012 med underteksten: "Se Pressenævnets kritik, som Pressenævnet har pålagt bladet at bringe på side to og fire".

– På bladets spiseseddel skal der på mindst to-tredjedele af spisesedlen stå "Alvorlig kritik af Ekstra Bladet i gidselsagen" med underteksten: "Læs pressenævnets afgørelse".

1 Kommentar

Teddy Gehrke
11. DECEMBER 2013
Har det ikke synderligt godt
Har det ikke synderligt godt med at give Poul Madsen ret, men i dette tilfælde har han. Pressenævnet tegnes af en flok politisk udpegede smagsdommere, som kan afgøre lige præcis, hvad de bliver enige om, fordi de presseetiske regler er så elastiske. Det har udviklet sig til et cirkus om, hvem man kan lide og hvem, man ikke kan lide. Ank afgørelsen til den europæiske menneskerettighedsdomstol og få genindført ytringsfriheden.