
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ekstra Bladet-journalisten James Kristoffer Miles og fotograf Linda Johansen fik med egne ord ”en klam fornemmelse”, da de i weekenden var på reportagetur i Baltikum.
Hovedformålet var at dække Nato-topmødet i Litauens hovedstad, Vilnius, men der var også tid til at tage til nabolandet Letland for at udforske Natos østfront helt tæt på Ruslands grænse.
Her kørte de i bil helt nær grænsen til Rusland, kun omringet af birkeskov og fugleflugt.
Men det viste sig, at de ikke var alene.
”Mens vi sidder i bilen bliver vi ringet op af vores biludlejningsselskab, som oplyser os om, at grænsepolitiet har spottet vores bil tæt på den russiske grænse. De ville høre, hvad vi laver der, og informere os om, at vi under ingen omstændigheder må tage bilen med over grænse til Rusland, hvilket vi heller ikke havde tænkt os.”
”At kalde det intimiderende er et stærkt ord, men det var et rimeligt tydeligt signal om, at nogen holdt øje med os, mens vi kørte. Det gav da lige en klam fornemmelse et øjeblik,” fortæller James Kristoffer Miles.
Bevægede sig på grænsen
Ifølge James Kristoffer Miles var et af formålene med reportagen var at teste, hvor frit man egentlig kan bevæge sig i grænselandet i Letland, som både er medlem af EU og Nato.
Og her blev svaret altså, at der foregår en overvågning af grænselandet mellem Letland og krigsførende Rusland.
”Vi følte os ikke truet på nogen som helst måde, og vidste godt, at vi bevægede os på grænsen – bogstaveligt talt. Men vi ville til den yderste udpost, hvor vi så fik en påmindelse om, at der er nogen, der sidder og holder øje, og at de kan trykke på nogle knapper, hvis de får nok af os,” siger han.
Tydelig spænding
Efter opkaldet fra biludlejningsfirmaet kørte EB-journalisten og fotografen lidt videre, snakkede med et par lokale og derefter forsvandt de fra området.
Det var da også tydeligt for James Kristoffer Miles, at der i området var en spænding mellem Nato og Rusland.
”Som journalist var det tydeligt at mærke. Generelt var der heller ikke så mange, der har lyst til at tale med os i området.”
På eb.dk kan du se en video af episoden, hvor de bliver ringet op og får at vide, at grænsepolitiet holder øje med dem.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.