Ekstra Bladets fotografer endte i et mindre slagsmål, da de ville tage et billede af en gældstynget modeekspert. Formand for pressefotograferne kan ikke se noget galt i situationen.
Da Ekstra Bladet i onsdags var på besøg hos modeeksperten Uffe Buchard, udviklede det sig til håndgemæng mellem avisens fotografer og Uffe Buchars kæreste. Det fremgår af denne video på EkstraBladet.dk.
Ekstra bladet forsøgte at få en kommentar til sine historier om Uffe Buchards gæld. Ifølge avisen har modeeksperten adskillige ubetalte kreditorer og har snydt samarbejdspartnere for penge. Derfor opsøgte de Uffe Buchard på hans adresse på Gammel Strand i København, og det dramatiske optrin endte med, at en af Ekstra Bladets fotografer holdte Uffe Buchards kæreste op i mod en mur, mens han prøvede at tage sine billeder.
Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet, kan ikke se noget galt i fotografernes opførsel.
»Det ser voldsomt ud, men videoen er jo klippet sammen. Det er svært at vurdere i hvilken rækkefølge tingene er foregået. Men jeg vil da sige, at jeg ikke er voldsomt provokeret af klippet,« siger Lars Lindskov til Journalisten.dk
Han medgiver, at der ser ud som om, Ekstra Bladets fotograf tvinger Uffe Buchards kæreste op i mod en mur, mens han prøver at tage et billede af modeeksperten. Ekstra Bladet selv udlægger det sådan, at Uffe Buchard og hans kæreste overfaldt deres fotografer. Og af videoen fremgår det da også, at kæresten skubber til Ekstra Bladets videofotograf.
»De prøver at undgå at blive fotograferet. Man kan vurdere om historien er alvorlig nok til at komme i håndgemæng på åben gade over. Og det synes jeg personligt ikke den er. Men Ekstra Bladet er selvfølgelig fri til at vælge sin egen redaktionelle linje,« mener Lars Lindskov.
Er det i orden at holde en mand op mod en væg for at få sit billede?
»Man kan spørge på en anden måde: Hvorfor skal en anden mand forhindre en fotograf i at tage sine billeder på åben gade? Sådan som jeg forstår det, så prøver de at forhindre fotograferne i at arbejde. Og som udgangspunkt synes jeg altid man skal passe sit arbejde som fotograf. Men som sagt, man kan diskutere om historien er så vigtig, at man havner i håndgemæng.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Uffe Buchard.
17