Ekstra Bladet giver tre ansatte påtale for sexistisk optræden

Tillidsmand beskriver de seneste uger som en regulær shitstorm, hvor Ekstra Bladet har smagt sin egen medicin. Poul Madsen har ikke tid til interview efter intern undersøgelse af sexisme

En undersøgelse af omfanget af sexisme på Ekstra Bladet fører nu til, at tre EB-ansatte får påtaler for sexistisk optræden.

”Ud fra undersøgelsen har vi identificeret en håndfuld sager, hvor der er sket sexistisk optræden eller mobning. Ud fra sagerne har vi truffet nogle disciplinære foranstaltninger, som har medført, at tre medarbejdere på Ekstra Bladet har fået disciplinære påtaler. Tre tidligere medarbejdere har fået samme besked om, at hvis de i dag havde været ansat, havde det ført til en disciplinær sanktion,” siger chefredaktør Poul Madsen til Mediawatch.

Han afviser dog at svare på, om de tre påtaler betyder, at nogen har måttet forlade Ekstra Bladet.

”Godt forsøgt! Svaret er, at der er givet tre disciplinære sanktioner. Mere har jeg ikke at sige,” skriver Poul Madsen i en sms til Journalisten.

En hård omgang

Tillidsmand Per Mathiessen bekræfter, at der er uddelt påtaler til tre ansatte. Han kan ikke kommentere de enkelte sager og beskriver stemningen på Ekstra Bladet som trykket lige nu.

”Det har været en hård omgang. Dem, jeg har talt med, siger, at de har behov for at se fremad. Det er jeg enig i,” siger Per Mathiessen.

De seneste uger har tidligere EB-ansatte fortalt i pressen om gramserier, sex-spørgsmål og en ”ekstremt seksualiseret kultur”. Tidligere kreativ chef på Ekstra Bladet Thomas Stokholm har undskyldt, at han var med til at dække over flere sager. Siden har 46 tidligere og nuværende praktikanter og ansatte kritiseret kulturen for at være sexistisk, hvilket førte til den interne undersøgelse af kulturen, som nu er færdig.

Vi hjælper og bekymrer os for hinanden

Per Mathiessen beskriver de seneste uger som en shitstorm, hvor Ekstra Bladet ”har smagt sin egen medicin”.

”Billedet, der står tilbage, er, at alle mænd på Ekstra Bladet har løbet rundt med tungen ud ad halsen på gangene og til festerne. Når man sidder midt i det, har man et meget mere nuanceret billede. For sådan er vores hverdag ikke. Der er et stærkt sammenhold her på stedet, hvor vi hjælper og bekymrer os for hinanden,” siger Per Mathiesen.

Han vurderer, at de seneste ugers debat har gjort det nemmere at få ubehagelige oplevelser frem i lyset.

”Hvis nogen med deres væremåde eller tone optræder stødende, er det i dag nemmere at sige det til dem end for tre uger siden.”

Brandmandsjargon

Nu skal Ekstra Bladet finde en vej, hvor avisen bevarer sin identitet, men samtidig har en kultur, hvor det er trygt at gå på arbejde.

”Jeg har ikke selv oplevet det som et stort problem tidligere. Og jeg har ikke været vidne til seksuelle krænkelser,” siger Per Mathiessen.

Han tror, at problemet med tonen skyldes en ”brandmandsjargon”, hvor pressede ansatte ikke tænker over, hvordan deres udtalelser kan påvirke andre.

”Og så kan man komme til at sige noget dumt.”

 

0 Kommentarer

Læs også

TV 2 og Ekstra Bladet indgår forlig om forbudte klip 1

46 nuværende og tidligere EB-ansatte i brev til ledelsen: I har et problem med sexisme

21. SEPTEMBER 2020
<span class=Overblik/ Her er Poul Madsens forklaringer om sexisme på Ekstra Bladet">

Overblik/ Her er Poul Madsens forklaringer om sexisme på Ekstra Bladet

23. SEPTEMBER 2020