Ekstra Bladet frifundet

     

 

 

 

 

 

RETSREPORTAGE. »Der er virkelig grund til at studere den dom,« siger Oluf Jørgensen, pressejurist ved Danmarks Journalisthøjskole, om højesteretsdommen, der netop har frifundet Ekstra Bladet.

Det hele begyndte tilbage i september 2000. Landsretten havde netop frifundet en pædagogmedhjælper for seksuelle overgreb mod småbørn, da Ekstra Bladet bragte interview med moren til et af børnene. Hun meddelte, at hun ville hænge den frifundne ud på internettet som pædofil.

Til forskel fra i byretten, hvor pædagogmedhjælperen blev idømt fængselsstraf, blev der på forsvarerens foranledning ikke vist videoafhøringer af børnene i landsretten. Derfor sagde moren til Ekstra Bladet:

»Vi vil ikke acceptere, at en mand kan gå fri, blot fordi retsregler, der er lavet for at beskytte vores børn mod ydmygende afhøring i retten, bøjes så langt, at de i stedet beskytter den anklagede.«

Pædagogmedhjælperen lagde sag an mod Ekstra Bladet, fordi han følte sin ære krænket.

I byretten blev Ekstra Bladet frifundet, i landsretten blev avisen dømt, og i Højesteret blev den atter frifundet. Oven på frifindelsen sagde chefredaktør Bent Falbert i sin egen avis:

»Det er en dejlig dom for ytringsfriheden, som nu udvides. Det fastslås, at folk kan kritisere selv endelige domme i retssystemet.«

Oluf Jørgensen læser dommen med samme briller:

»Højesteret siger, at der i den type sager her er grund til at diskutere og kommentere bevis- og skyldsspørgsmålet, fordi det er vanskeligt. Det kan altså diskuteres i juridiske tidsskrifter og i Ekstra Bladet,« siger Oluf Jørgensen.

Han pointerer desuden, at dommen viser, at medierne kun må diskutere sagerne. Redaktøren står til straf, hvis mediet dømmer en frifunden skyldig. Mediet må derimod citere en kilde, der dømmer en frifunden.

0 Kommentarer