Pressefrihed

Ekstra Bladet frifundet i sag om iscenesat indbrud

Journalister og avis blev dømt i byret, men landsret vægter den journalistiske frihed højere og frifinder

Ekstra Bladet og to journalister er blevet frifundet i en sag om et iscenesat indbrud på Amager. Frifindelsen er sket i Østre Landsret, som avisen og journalisterne ankede til, da de blev dømt i Københavns Byret i juni sidste år.

Avisens advokat, Carlo Siebert, fortæller, at sagen grundlæggende handler om grænserne for journalisters ytringsfrihed. Byretten mente, at de to journalister, og dermed også Ekstra Bladet, gik for vidt, mens landsretten var uenig.

Journalister må nemlig som udgangspunkt ikke bryde loven for at lave journalistik. Men på den anden side kan det nogle gange være nødvendigt for at dokumentere en sag af samfundsmæssig betydning.

Sagen om det iscenesatte indbrud opstod, da journalister fra Ekstra Bladet og TV3 tilbage i 2015 ville vise, hvor let det var via nettet at hyre tyve til at begå indbrud og stjæle designermøbler.

Tyve skulle stjæle ”Ægget”

I den forbindelse blev en ”Ægget”-stol af møbelformgiver Arne Jacobsen anbragt i et lejet kælderlokale, og to tyveknægte blev hyret til at bryde ind og stjæle den.

Ved indbruddet smadrede tyvene en dør. Journalisterne hyrede umiddelbart efter en tømrer til at udbedre skaden. Udlejeren var ikke bekendt med, at hans lokale blev brugt til den form for journalistisk research.

Selv om udlejeren ikke anmeldte sagen til politiet – hans dør var jo blevet repareret igen – valgte anklagemyndigheden efter langvarige overvejelser i 2020 at rejse en straffesag.

De to tyveknægte blev tiltalt for indbruddet og dømt i byretten. Derudover blev der rejst tiltale mod Ekstra Bladet og Nordic Entertainment Group, selskabet bag TV3, og fem journalister for medvirken til hærværk.

Dømt for hærværk

I byretten blev tre journalister og Nordic Entertainment Group frifundet. Retten lagde vægt på, at de ikke var klar over, at udlejeren ikke var informeret om, at der skulle ske et iscenesat indbrud.

De handlede med andre ord i den tro, at det var et lokale tilhørende Ekstra Bladet, som tyvenes hærværk gik ud over, og derfor blev de frifundet.

Men – lød det i byrettens afgørelse – Ekstra Bladets folk iscenesatte indbruddet, vel vidende at lokalet tilhørte en anden, og derfor gjorde man sig medskyldig i hærværk.

Og byretten mente ikke, at journalisternes ytringsfrihed og sagens samfundsmæssige betydning kunne fritage dem og avisen for strafansvar. Derfor blev de dømt.

Retten valgte dog på grund af, at den ødelagte dør straks blev repareret, og på grund af den meget lange sagsbehandlingstid, at der hverken skulle udmåles en straf til avis eller journalister.

Det kaldes på jurasprog strafbortfald. Det er noget andet end en frifindelse, da man regnes som skyldig, men slipper for at blive straffet. Og det ville avisen og journalisterne ikke have siddende på sig. Derfor ankede de til landsretten.

Ifølge Carlo Siebert har landsrettens flertal på fem dommere imidlertid vægtet hensynet til den journalistiske frihed højere, og derfor er der sket frifindelse.

Endnu har han ikke modtaget dommen på skrift, og han kan derfor ikke gå yderligere i detaljer med landsrettens præmisser.

En af landsrettens dommere stemte for at stadfæste byrettens afgørelse.

0 Kommentarer