Pressenævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet for i februar at have bragt en forside om kaos i Veganerpartiet. Et kaos, der dækker over beskyldninger om swinger-sex, løgne og lækager.
På forsiden var der et billede af en af partistifterne, men da beskyldningerne ikke omfattede vedkommende, klagede vedkommende til Pressenævnet.
Og Pressenævnet er altså enig med klageren i, at læseren efterlades med et fejlagtigt indtryk om, at det var den ene partistifter, der blev beskyldt for kaosset i partiet, selv om det faktisk var ham, der havde fremsat beskyldningerne. Det fremgik af brødteksten, men kunne altså ikke læses ud af forsiden.
”Overskriften kan derfor sammen med billedet efterlade det indtryk, at de omtalte beskyldninger var rettet mod klager. Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for den omtalte forside,” skriver Pressenævnet i sin kendelse.