Det havde ikke ”klar almen interesse”, da Ekstra Bladet i april i en artikel om den tidligere direktør på Malmö Opera, Michael Bojesen, omtalte en mail, hvor Michael Bojesen beskrev en kvindelig operasangers bryster med ordene ”hun har tilsyneladende brystvorter – men ingen bryster at bakke dem op med.”
Det mener Pressenævnet, der i en kendelse udtaler kritik af Ekstra Bladet for med artiklen at have bragt oplysninger fra Michael Bojesens mailkorrespondancer, som kan være krænkende for hans privatliv.
Nævnet finder ikke, at kommentaren faldt som led i en drøftelse af udelukkende professionel karakter, og Bojesen betegner den selv som en ”sjofel” mail til en ven.
Udover kritik for at krænke Michael Bojesens privatliv får Ekstra Bladet i kendelsen kritik for en række faktuelle ting i artiklen. Blandt andet finder nævnet det ikke dokumenteret, at mailen blev skrevet som led i en casting af operasangerinden, og at det skete i en professionel sammenhæng.
Michael Bojesen havde også klaget over manglende forelæggelse, og at Ekstra Bladet skrev, at han ”har stået bag seksuel chikane og et seksualiseret miljø på sangskolen Sankt Annæ Gymnasium og i DR Pigekoret, hvor han var henholdsvis korleder og chefdirigent i 20 år.” Men her udtalte Pressenævnet ikke kritik.