Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
JP/Politiken og Ekstra Bladet får alvorlig kritik af Datatilsynet for Ekstra Bladets tidligere samtykkeløsning på eb.dk.
Det oplyser Datatilsynet på sin hjemmeside.
Ekstra Bladet får den alvorlige kritik for at have skabt en samtykkeløsning, hvor man som bruger kunne vælge mellem en ’rød’, ’grå’ eller ’grøn’ knap. På den måde mener Datatilsynet, at Ekstra Bladet forsøgte at ”skubbe” brugerne over mod at trykke på grøn, som tillader alle cookies, og dermed ”undergraver den registreredes rettigheder”.
”I det konkrete tilfælde, hvor valgmuligheden Acceptér alle førte til et mangelfuldt samtykke, fandt tilsynet, at det stred mod princippet om lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed,” lyder det.
Samtykkeløsningen er afgørende for, hvor meget Ekstra Bladet kan overvåge den enkelte brugers færden på eb.dk. Datatilsynet bemærker, at Ekstra Bladet siden har lavet en ny samtykkeløsning, som Datatilsynet altså ikke har taget stilling til i afgørelsen.