SE og HØR har mere end tidobbelt mængden af sladder om journalister på bare fem år. Tv-værter, journalister og kommunikationsfolk er blevet forsidestof. TV 2 har spottet tendensen og markedsfører programmer via kendisserne.

SLADDER. Sladder om journalister er blevet en god forretning.

Hvor det for fem år siden var deltagere i reality-programmer som Robinson, der var spot på, er journalisterne nu rykket frem på forsiden. Naeem, Dan og Biker-Jens er ude.

Nu handler det om studieværter som Steinmetz, Dorph og Bo. 

I 2002 var der i fem numre af SE og HØR fra den 22. august og frem kun ni historier om journalister. Ingen af dem nåede forsiden. I samme periode i år har der været 109 historier om journalister, hvilket er mere end en tidobling på fem år. Der er nu journalister på fire ud af fem forsider.

Karakteren af omtalen har også ændret sig. Hvor artikler om journalister i SE og HØR fra 2002 primært handlede om rent formelle arrangementer, som journalisterne havde deltaget i, handler det i dag lige så meget om journalisternes privatliv. Frivilligt eller ufrivilligt.

SE og HØRs chefredaktør Henrik Qvortrup slår fast, at tendensen med journalister i SE og HØR er kommet for at blive. Værterne, det går ud over, har da også noteret sig den øgede fokus på de journalistiske værter.

Et eksempel på det er studievært Natasja Crone fra TV2 News. Hun siger: »SE og HØR har næsten udviklet sig til et personaleblad for journalister.«

Men chefredaktøren afviser, at det er hans egen eller stabens interesse for journalisterne, der smitter af på SE og HØRs prioriteringer.

De målgruppeanalyser, som SE og HØR har foretaget, viser, at journalist-historier går rent hjem hos læserne. Forklaringen på den positive modtagelse ligger dog ikke i det journalistiske hverv, men er ifølge Qvortrup langt mere enkel. Det handler slet og ret om det faktum, at de er i tv og hver dag bliver set af utrolig mange mennesker, hvilket også er grunden til, at man ikke ser skrivende journalister på forsiden af SE & HØR.

 Men der er også eksempler på, at journalisters historier bliver prioriteret for højt.    

For eksempel kalder Henrik Qvortrup historien, om at vært på DR2s Deadline Nynne Bjerre havde fået barn med Nyhedsavisens journalistiske chefredaktør Simon Andersen, en fejlprioritering, fordi læserne ikke aner, hvem parret er.

Derimod er det ifølge Henrik Qvortrup en god historie, når korrespondenten Svenning Dalsgaards tidligere elskerinde taler ud i SE og HØR. Ikke fordi Svenning Dalgaard i forvejen er i kendissernes superliga, men fordi han normalt ses som en objektiv og ufejlbarlig journalist.

»Det er sjovere at se en falde langt oppe fra end at se en falde et lille stykke,« siger Henrik Qvortrup.

Derfor ser han også en skandale med nyhedsvært Jes Dorph-Petersen som mere værd end en med Casper Christensen. Jes Dorph-Petersen falder simpelthen længere end Casper Christensen, der i forvejen har ry for at være lidt af en klovn. 

Og både eksponering og status er elementer, der fylder meget på dagens mediedagsorden, mener Lars Kabel, der er fagmedarbejder og journalistikforsker ved UPDATE.

Ifølge ham er mediernes magt stigende, og vi ser en udvikling, der kunne kaldes en Paris Hilton-effekt, hvor evner og talent bliver tilsidesat for ren og skær eksponering. Dermed ikke sagt, at kvalifikationerne ikke er der, de er bare ikke vigtige. Lars Kabel bruger Ulla Terkelsen som et eksempel på et journalistisk tv-ikon, der optager en særlig rolle i den offentlige bevidsthed. Hendes kendis-status er uagtet hendes glimrende journalistiske kvalifikationer også hægtet op på hendes eksponering.

Folk føler, de kender hende, og de holder af hende, fordi de ofte ser hende.

TV 2s kommunikationsafdeling hilser ugebladenes stigende interesse velkommen. Anne-Mette Bro, der er presse- og kommunikationschef, ser det som en gunstig situation for både de blade, der har fokus på de kendte, for journalisterne selv og ikke mindst for deres arbejdsplads.

SE og HØRs læsere er nemlig ikke bare flittige læsere, men også storforbrugere af tv. Så der er et naturligt win-win-samarbejde mellem tv-stationerne og ugebladene.

»Det er et dejligt ægteskab, vi tjener de samme interesser, de vil gerne have flere læsere, vi vil gerne have flere seere,« siger Anne-Mette Bro.

Der er derfor en hyppig kontakt, hvor tv-stationerne prøver at få bragt deres værter i søgelyset i bladene. Og på TV 2 er de ikke blege for at ringe op til ugebladene og forsøge at 'sælge' en ny vært. Anne-Mette Bro ser i dag en øget bevidsthed om effekten af et værtsinterview i et ugeblad, og hvad det kan bringe med sig af indtægter og stigende seertal. Så forskellen på at være en kendt og en ukendt vært er særdeles stor. Anne-Mette Bro betragter eksponering i ugebladene som principielt sammenligneligt med annoncer og ser det derfor som indlysende, at man gerne vil have kendskabet til et program så bredt ud som muligt. Især fordi reklamen her  i modsætning til annoncer er gratis.

I dag er værten altså en aktiv medspiller, når det gælder om at sælge programmet. Det ser nyhedsvært Jesper Steinmetz fra TV 2 ikke noget mærkeligt i. Han mener kun, at det er naturligt, at folk interesserer sig for de værter,  de aften efter aften ser i tv. Samtidig forpligter det førnævnte samarbejde med bladene ifølge Jesper Steinmetz i begge retninger. Han har selv for nyligt stillet op til et interview sammen med sin bror, der skal medvirke i et nyt program på TV 2, hvilket naturligvis er med til at sælge det nye program. Og når man bruger bladene på den måde, må man også give lidt den anden vej, mener han. 

»Vi bruger dem jo gerne til at reklamere for vores produkter. Og så mener jeg ikke, vi kan sidde og være alt for fine, når de så ringer og vil bruge os,« siger Steinmetz.

Det kan blandt andet ske ved, at Jesper Steinmetz fortæller om sin glæde ved musicals eller Melodi Grand Prix. Det er oplysninger, som Steinmetz ser som uskadelige og som en del af de informationer, seeren med en vis ret kan få et indblik i.

Men med hensyn til nyhedsværter er der også en naturlig grænse. Kendtheden skal nødig skade den journalistiske troværdighed, som nyhedsværten også lever af. Derfor taler TV 2s presseafdeling med journalisterne om, hvor meget og hvor lidt der skal stilles op til, og hvilke emner der er gode og mindre gode at komme ind på, når man er i et ugeblad.

På TV 2 er man godt klar over, at læserne gerne vil have information om værternes privatliv, og værterne bliver derfor af kommunikationsafdelingen opfordret til at give lidt af sig selv, dog med det for øje, at oplysninger om privatlivet skal balanceres i forhold til, at det ikke skader den journalistiske troværdighed. Det er Jesper Steinmetz da også yderst bevidst om.

»Man kan ikke den ene dag stå med en sjov hat på hovedet og synge og den næste dag fortælle, at et barnelig er fundet i en grusgrav. Det går bare ikke,« siger han.

Netop den journalistiske troværdighed kan være i fare, når man går hen og bliver kendt, mener Lars Kabel.

»Hvis nyhedsjournalister pludselig danser rumba i Vild med Dans, gør det naturligvis noget ved den seriøsitet, som nyhedsjournalisten traditionelt er omgivet af,« siger Kabel.

Han mener, at den journalistiske aura bliver svækket, og at der er en naturlig grænse for, hvor meget man skal vide om en journalist, før troværdigheden ryger, og information bliver til infotainment.

Grænserne mellem journalistik og underholdning bliver altså mere og mere udflydende i takt med, at journalister i stigende grad fremstår i medierne uden for deres direkte journalistiske hverv. Det skaber ifølge Lars Kabel groft sagt  to slags journalister: Rugbrødsjournalister og kendisjournalister. Førstnævnte fungerer endnu ud fra traditionelle journalistiske spilleregler, hvorimod den anden gruppe glider længere og længere væk fra at være journalister i ordets oprindelige betydning. /