TENDENS. I forhold til befolkningsantallet må Danmark være det land i verden, der har flest eksperter. Universiteter og andre læreanstalter er fyldte til randen med ansatte, der er ekspert i et eller andet, selv i de mest utrolige ting. Mon der også findes en ekspert i, hvordan man bedst piller i sin egen navle? 

De mange – nogle gange vil jeg tillade mig at kalde dem 'såkaldte' – eksperter er man efterhånden i adskillige år stødt på døgnet rundt i aviserne og i de elektroniske medier. Der er bogstavelig talt ikke en større artikel eller et indslag i tv, der ikke ender med, at en ekspert giver sit besyv med og tilsyneladende helst som en "Rasmus Modsat".

Jeg mindes ikke, at man nogen sinde før i journalistikken har dyrket ekspertvældet i en grad som i dag. Er det journalistskolerne, som jo også har sine eksperter, der fortæller sine elever, at man altid skal finde en specialist til sin historie, eller er det redaktionerne, der mener, at læserne og seerne ikke længere tror på det, der bliver skrevet og sagt, hvis ikke en ekspert er med inde over historien?

Før i tiden kunne en journalist godt skrive en god og spændende artikel, hvor hun eller han havde indhentet kommentarer og oplysninger fra forskellig side, uden at der også skulle være en såkaldt ekspert med inde i billedet.

Jeg forstår godt, at læreanstalternes eksperter gnider sig i hænderne. De bliver pludselig kendte for noget, som ingen i verden havde troet, der blev "forsket" i, og så er der også nogle af dem, der tjener penge på at udtale sig.

Som læser føler man det i dag tit, som om journalisten blot har siddet på sin rumpe og talt med en ekspert, der også sidder på sin ditto. Hvor er den virkelige verden uden for redaktionerne og læreanstalterne blevet af?

–  Bent Johansen, freelancejournalist