
Foto: TV 2
Ledelsen på TV 2 bliver beskyldt for ’et angreb på det allerhelligste’ fra egne medarbejdere, efter at nyhedschef Jacob Kwon onsdag meldte ud, at tv-stationen har besluttet at droppe den journalistiske dokumentar, som skulle afdække problemer med seksuelle krænkelser i mediebranchen.
Den har været flere måneder undervejs, men bliver altså nu taget af bordet, ifølge Jacob Kwon fordi den primært ville komme til at handle om TV 2 selv.
”Vores vurdering er, at TV 2 grundlæggende ikke er de rigtige til at undersøge sig selv,” sagde han onsdag til Journalisten.
Men selv om beslutningen skaber stor utilfredshed blandt TV 2’s egne ansatte, er det fra et kommunikationsfagligt synspunkt sandsynligvis den rigtige beslutning, TV 2 har truffet. Det vurderer dagens to eksperter i Journalistens podcast ’Budskab’.
”Jeg kan godt forstå, de trækker den tilbage, men det ser kluntet ud,” siger Mads Byder, stifter af Help Pr.
Han henviser til, at beslutningen kommer oven på en uge hvor mediebilledet i høj grad har været præget af historien om, at TV 2 har taget Jes Dorph-Petersen af skærmen på grund af metoo.
”Jacob Kwon har svært ved at kommunikere sig helt ud af den her. For det virker lidt, som om de ting, der er sket med Jes Dorph, som har taget fat i hele Danmark, har været oppe til diskussion og været en del af den beslutning, der er taget her,” siger Mads Byder.
En atombombe, som kan detonere
Henrik Kjerrumgaard, stifter af White Cloud, er enig.
”Da de melder ud, at de vil lave en dokumentar om sig selv, tænker jeg: Det er modigt, det kan også potentielt blive rigtigt farligt. Nu har de – som Mads siger – haft et forløb med Jes Dorph, hvor de virkelig har fået kritik. Og så har de tænkt, at det går simpelthen ikke, det er for stor en atombombe, vi risikerer detonerer i vores egne redaktionslokaler,” siger han.
Han kalder beslutningen om at stoppe dokumentaren et ’fornuftigt valg’, selv om processen ikke er køn.
”Nu ser det jo pludselig lidt rodet ud, fordi man først har sagt, at man gør det. Nu lukker man det så med en begrundelse, hvor man kan sige, at det kunne man jo have tænkt, før man satte det i gang,” siger Henrik Kjerrumgaard.
Selv om TV 2 har bremset dokumentaren, har de ikke nødvendigvis lukket metoo-sagen. Der findes optagelser, og hvad der sker med dem, kan TV 2 ikke kontrollere. Derfor forventer Mads Byder flere diskussioner om sagen.
”Måske kommer vi til at grave endnu dybere i TV 2. Det er jo nogle gange sådan, at når man siger stop til noget, er der en anden dør, der åbnes. Det er jeg ret sikker på sker i det her tilfælde,” siger han.
”Man kan forsøge at dæmme op for det, men det sidste ord er ikke sagt i denne her sag. Der kommer til at være mere, fordi det er blevet meget mere interessant nu. Så skal Jacob Kwon og company kæmpe for, at I og andre medier koncentrerer jeg om noget andet.”
Hør mere i dagens episode af ’Budskab’, som udkommer i eftermiddag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.