Eksperter om Bondo-Twitter-storm: Ikke bare et fejl-tweet

Uprofessionelt og langt ude! Et tweet fra lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, har rejst en Twitter-storm. Formanden selv fortryder intet, og to eksperter vurderer, at tweetet måske ikke er så dumt: »Om ikke andet får han jo kickstartet en debat, som han har interesse i ikke går død«

47 tegn og et billede fra Smukfest i Skanderborg blev i går eftermiddag startskuddet til en sand storm af negative kommentarer på Anders Bondo Christensens Twitter-profil.  

Tweetet fra lærerforeningens formand, som startede stormen, lød:

På kort tid begyndte kommentarerne fra andre Twitter-brugere at rulle ind, og formandens tweet blev både kaldt uprofessionelt og langt ude.  

Eksperter: Håndværksmæssigt er det rigtigt

Men spørger man to eksperter i kommunikation og brug af sociale medier, er tweetet fra Anders Bondo Christensen ikke nødvendigvis en svipser.

»Hans tweet understreger jo hans holdning – og at hans holdning ikke har flyttet sig. Så længe holdningen fortsat er, at reformen er dårlig og skal ændres, så er det jo en helt rigtig strategi, at de på alle medier og på alle måder kommunikerer ulempen ved den. Rent håndværksmæssigt skal Anders Bondo derfor blive ved med at bevise og understrege problemerne i reformen,« siger Sune Bang, direktør i kommunikationsbureauet København.

Han bliver bakket op af Astrid Haug, som rådgiver i kommunikation og sociale medier.

»I udgangspunktet er det en rigtig fornuftig strategi at bruge Twitter til at markere sine syspunkter over længere tid. Det er også rigtig fint at koble en aktuel begivenhed til ens synspunkt – og nogle gange tager man jo nogle chancer, hvis man som Bondo skal markere sig, så det ikke bare bliver ensformigt og lyder som den samme pressemeddelelse, man bare lirer af igen og igen,« siger hun.

En risikabel vej  

Alligevel er Astrid Haug ikke entydigt positivt stemt over for ordlyden i Bondos tweet. Hun påpeger, at der er en risiko for, at koblingen mellem lærernes ufleksible arbejdstider og Skanderborg Festivalen udvander Bondos budskab.

»Men det er ikke ensidigt bare et fejl-tweet, for om ikke andet får han kickstartet en debat, som han har interesse i ikke går død. Han får pustet til bålet, og han får Tesfay og andre inden for det politiske til at blande sig. Det er der, de sociale medier er gode at anvende,« siger hun.

Sune Bang er enig, men han understreger, at det kræver, at man fra Anders Bondo og Danmarks Lærerforenings side er konsekvent og holder fast i sin strategi.

»Det kræver, at man gør det i alle de kontaktpunkter, man har. Og det er risikofyldt at gøre det, for man risikerer at blive isoleret i et hjørne. Ved at blive ved og ved med at lufte sin utilfredshed kan det godt være, at han skaber grobund for at få ændret på aftalen. Men det kan også være, han får kørt lærernes image over i et hjørne, hvor de bare fremstår som negative og modvillige. Uanset hvad er det et sats,« siger han.

Bondo: Nødvendigt at skabe reaktioner

Sune Bang mener, at lærerforeningens formand har en oprigtighed i al sin kommunikation, som både er hans store styrke og svaghed som kommunikator.

»I sin retorik fremstår Anders Bondo helt generelt lidt som en frihedskæmper. Og gør man det, skal man være klar over, at enten ender man som den store helt, eller også ender man med at tabe krigen. Så det er en modig og risikabel vej.«

Selv fortryder Anders Bondo Christensen ikke gårsdagens tweet.

»Der er ingen tvivl om, at det er min strategi at blive ved med at påpege, at det er et problem for både lærerne, eleverne og den danske folkeskole, at vi har fået nogle oldnordiske og ufleksible arbejdstider. Og det vil jeg blive ved med at sætte fokus på. Jeg ved jo også godt, at når man skriver sådan noget, som jeg skrev, så kan det skabe reaktioner. Men det er jo også nødvendigt. Gør man ikke noget, sker der ingenting,« siger han til Journalisten. 

1 Kommentar

Jens Lindtner
8. AUGUST 2014
Bondo nævner ikke reformen
Bondo nævner ikke reformen med et eneste ord, han snakker om arbejdstidsregler, hvilket man tydeligt læser i hans tweet. Reform og arbejdstidsregler er ikke det samme så Bondo snakker ikke om for og imod reform, men de arbejdstidsregler som Folketinget forærede KL og kommunerne.