DR skal sikre sig, at kilder i interviews foretaget af Naser Khader i Syrien var orienteret om, at optagelserne var til TV Avisen. DR henviser til Khader. Regelbrud, vurderer eksperter.
Danmarks Radio agerer mod deres egne regler for programetik.
Det vurderer ekspert i journalistik ved RUC, Mark Ørsten, efter Journalistens historie om, at kilderne i et indslag i TV Avisen ikke blev orienteret om, at de blev interviewet til offentliggørelse i dansk tv.
Artiklen, der baserer sig på flere kilder med tæt kendskab til forløbet, er efterfølgende blevet afvist af Naser Khader, der fastholder, at alle kilder er blevet orienteret om, hvad de medvirker til – en udlægning, som souschef på TV Avisen Jacob Kwon hverken kan be-eller afkræfte.
Naser Khader siger, at alle kilder, der medvirker i TV Avisens indslag, bliver orienteret om, at de deltager til TV Avisen. Kan DR bekræfte den udlægning?
»Nej. Men jeg går da ud fra, at når Naser Khader siger det, så er det korrekt. Så er der ingen grund til at betvivle det. Der er ingen fra TV Avisen, der var til stede, så derfor er der ingen, der kan bevidne, at det er korrekt,« siger Jacob Kwon.
Khader siger, at han efterfølgende har clearet med en af de kilder, der udtaler sig til TV Avisen. Altså sikret sig, at det er okay. Er det noget, DR kan bekræfte?
»Det skal jeg ikke kunne afvise. Jeg var der ikke på det tidspunkt. Det er heller ikke en oplysning, jeg har fået, da jeg forsøgte at stykke sagsforløbet sammen. Men når Naser Khader siger det, så er der ikke nogen grund til at betvivle, at det skulle være sandt.«
Men DR overtræder sine egne regler for programetik, når de henviser til Khader og ikke selv sikrer sig, at kilderne ved, hvad de stiller op til, forklarer Mark Ørsten:
»Det er TV Avisens (DR's) ansvar at sikre sig, at det, de viser (dokumentar, interview eller hvad som helst), som de har købt eller fået fra andre kilder, lever op til DR's etiske regler, og det ser bestemt ud til at være smuttet i denne situation,« skriver Mark Ørsten i en mail til Journalisten og henviser til DR's 10 programetiske bud, hvoraf det fremgår, at DR skal "Indgå klare aftaler med de medvirkende" og "hvilken sammenhæng de indgår i, herunder hvilke indslag og udsendelser interviewet bliver optaget til".
Ørsten afviser, at Khader selv kan stå for at lave aftaler med kilderne i Syrien:
»Normalt vil det jo være journalisten, som laver interviewet, der skal sikre disse forhold, men her må DR selv gøre det, da Khader jo ikke er journalist eller ansat af DR,« siger han.
»Her må jo være tale om personfølsomme oplysninger, og derfor er der jo således skærpede omstændigheder til at sikre sig en klar aftale med de medvirkende.«
Mediejurist og forskningschef på DJMX Oluf Jørgensen mener heller ikke, at DR lever op til egne krav:
»Efter min vurdering lever TV Avisen i den konkrete sag ikke op til DR's egne programetiske regler,« siger Oluf Jørgensen, der påpeger, at mediers brug af andres private optagelser, som det er tilfældet i denne sag, ofte kan give anledning til forvirring:
»Der opstår nemt misforståelser, når journalister og medier bruger optagelser fra private, uden at de selv har kontakt med kilden.«
Ifølge Kwon er det imidlertid ikke afgørende, om kilderne i Syrien er blevet orienteret om, at de stiller op til dansk tv.
»De interview, som vi har bragt, har vi ikke haft noget problem med at bringe, fordi vi synes, det er professionelle kilder. De er sat i verden for at udbrede, hvad der sker i Syrien. Da vi har fravalgt dem, der har været den mindste tvivl om, og kun ender tilbage med dem, som er en form for officielle talsmænd, så har vi ikke samme skepsis omkring, om de nu er blevet orienteret eller ej,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.