
Screenshot fra Youtube
Irene Manteufel skrev en klage til Pressenævnet, men da hun ville sende den i forgårs, kunne hun ikke. Det skyldes, at kulturmagasinet DOXA ikke er tilmeldt Pressenævnet, hvilket man som medie selv skal gøre, når man kun udkommer på nettet.
Irene Manteufel er talskvinde for projektet Everyday Sexism Project i Danmark. Projektet arbejder for at stoppe sexisme, og DOXA havde interviewet hende om den meget omtalte video af kvinde, der går rundt i New Yorks gader og får en række henvendelser fra mænd.
Artiklen på DOXA fik overskriften “Dansk talskvinde: Jeg ville bakke op om juridisk indgreb over for mænds henvendelser til kvinder på gaden”, og den overskrift var Irene Manteufel ikke tilfreds med. Da redaktionen på DOXA ikke ville ændre den, skrev hun en klage til Pressenævnet.
»Jeg har aldrig sagt, at det er en god idé med lovindgreb imod mænds henvendelser til kvinder på gaden. Jeg har udtalt mig generelt om tiltag imod sexchikane,« siger Irene Manteufel, der forklarer, hvorfor det er vigtigt for hende at få ændret overskriften fra juridiske indgreb imod ”henvendelser på gaden” til ”sexchikane”:
»Vi har ingen interesse i at virke rabiate. Når man arbejder med kønspolitiske sager, kan tonen være rigtig ubehagelig. Du ved, hvordan en overskrift fungerer, og vi kan risikere at blive angrebet i forskellige debatter for at ville lovgive om henvendelser på gaden. Det kan have en effekt for mulige fremtidige samarbejdspartnere og på de kvinder, vi gerne vil have til at skrive på vores hjemmeside,« siger Irene Manteufel.
Hun fortæller, at 'Go’ Morgen Danmark' kontaktede hende, efter at artiklen blev publiceret, men de var ikke interesserede i at interviewe alligevel, da hun forklarede, at hun ikke mente det, der stod i overskriften.
Professor: Misvisende overskrift
Hvis DOXA havde været tilmeldt Pressenævnet – og dermed faldet under medieansvarsloven – havde hun sandsynligvis vundet, vurderer juraekspert på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller:
”Efter min vurdering er overskriften misvisende og burde være berigtiget (regel A.6 og A.7). Hvis mediet havde været omfattet af medieansvarsloven, kunne der formentlig være forlangt genmæle, altså hvor hun kommer til orde og retter en faktuel fejl,” skriver Sten Schaumburg-Müller i en mail til Journalisten.
Redaktør på DOXA Lasse Marker forklarer, at han ikke mente, at overskriften skulle ændres, fordi der var belæg for den i teksten, hvor den også blev uddybet.
»Interviewet handlede om de her henvendelser og ikke sexchikane generelt, så derfor vinkler vi også på det. Men hvis en juraprofessor mener noget andet, må vi tage det til efterretning og finde en anden overskrift,« siger Lasse Marker.
Irene Manteufel ville som sagt gerne have sendt klagen over overskriften til Pressenævnet:
»Jeg blev faktisk lidt rystet, da jeg fandt ud af, at det ikke var tilfældet. Når jeg bliver kontaktet af medier, tjekker jeg altid op på, hvilken slags journalister det er, og hvad de laver. Jeg gik selvfølgelig ud fra, at de var tilmeldt Pressenævnet, men det vil jeg da sørge for at tjekke fremover,« siger Irene Manteufel.
Groupies til Bieber-koncert
DOXA, som blev lanceret i slutningen af september, kritiserede i flere medier den eksisterende kulturjournalistik for ikke at være seriøs nok. Blandt andet sagde redaktør Lasse Marker til Journalisten, at »mange kulturjournalister opfører sig som groupies til Justin Bieber-koncert«.
Lasse Marker kan godt se, at seriøs kulturjournalistik kræver, at man er tilmeldt Pressenævnet.
»Vi var ikke opmærksomme på, at man skulle registrere sig. Det sørger vi for at få gjort hurtigst muligt,« fortæller han.
Efter Journalistens henvendelse har DOXA ændret overskriften til ”Dansk talskvinde: Vi bør gribe juridisk ind over for den type henvendelser, som kvinde i viralvideo udsættes for”.
Irene Manteufel er dog stadig ikke tilfreds. Hun mener, at ordene ”bør gribe ind” giver et indtryk af, at hendes organisation kræver handling:
»Det gør vi ikke. Vi synes bare, det ville være en god idé, hvis nogen ville gøre noget. Det andet fremstiller os mere rabiate,« siger Irene Manteufel.
Lasse Marker har ikke tænkt sig at ændre den nye overskrift:
»Hvis man bakker op om noget, så mener man også, at det pågældende bør ændres, ellers taler man kulsort. Vi mener, at overskriften er helt i orden. Hvis hun fortsat mener, at noget er galt, må hun klage til Pressenævnet, som vi nu er tilmeldt,« siger Lasse Marker.
Irene Manteufel fortæller, at hun nu vil klage til Pressenævnet.
Rettet den 8/4 klokken 10.22: Journalisten har ændret rubrikken fra "Nyt kulturmedie glemte både Pressenævnet og god presseskik" til "Ekspert vurderer: Overskrift i nyt kulturmedie bør berigtiges". Rubrikken fremstod uden umiddelbar afsender på kritikken, som læseren skulle ned i underrubrik og brødtekst for at finde. Du kan læse mere om rettelsen her.
8