Ekspert: Reelt kun to i spil til den nye news/talk-radio

JP/Politikens Hus er oplagte bydere. Men Berlingske Media skal bestemt ikke regnes ude af konkurrencen om den kommende news/talk-radio. Det siger medieforsker Per Jauert, der har svært ved at se andre seriøse udfordrere.

JP/Politikens Hus er oplagte bydere. Men Berlingske Media skal bestemt ikke regnes ude af konkurrencen om den kommende news/talk-radio. Det siger medieforsker Per Jauert, der har svært ved at se andre seriøse udfordrere.

»Nådada.«

Lektor og radioforsker Per Jauert var lettere overrasket, da Journalisten.dk overbragte ham nyheden om, at JP/Politikens Hus har slået pjalterne sammen med TV 2 i buddet efter den nye, landsdækkende radiokanal.

»JP/Politiken er jo oplagte bydere, men at TV 2 er koblet på, er lidt overraskende. For de har jo en gang brændt nallerne på at lave radio,« siger Jauert.

I hans øjne levner det kun Berlingske tilbage som seriøs modkandidat til radiokanalen.

»Jeg har vanskeligt ved at se andre end Berlingske. Det skulle være de samlede stiftstidender, men det vil i givet fald være en mindre spiller. Og jeg har svært ved at forestille mig, at SBS vil være interesseret i at gå ind i det her felt. Det vil kræve, at de ofrer en masse ressourcer på at opbygge et nyheds- og aktualitetsområde, de ikke har. Og her er de to andre spillere jo glimrende kørende,« siger han.

Han anerkender, at det nye konglomerat er et stærkt bud på radiokanalen, men Berlingske er i hans øjne stadig en lige så oplagt mulighed – også selv om koncernen i sommer satte sig på den udbudte kommercielle radiokanal i samarbejde med SBS.

»Formelt er der ingen problemer i det. Det er jo en helt anden type radio, så jeg vil mene, man kan tale om to helt adskilte forretninger, der hviler på hvert deres grundlag. Jeg vil ikke tillægge det en større vægt.

Uanset om Radio Møller-konkurrencen vindes af Berlingske eller JP/Pol +TV 2, vil der være tale om yderligere magtkoncentration i den danske medieverden. Heller ikke det tillægger Jauert en større betydning for valget.

»Ja, det betyder en yderligere koncentration, og pluralismen har det ikke for godt i forvejen. Berlingske sidder jo på en væsentlig del af avismarkedet. Men med den profil, stationen skal have, er det svært at se, at der skulle dukke et mediefortagende ud af ingenting og løfte den opgave,« siger Per Jauert.

0 Kommentarer