”Tech Relations er del af Mediehuset Ingeniøren. Derfor har vi særlig kendskab til distributionskanalerne hos Ingeniøren, Version2 og Jobfinder. Vi kender produktionsplanerne og kan publicere og distribuere indhold via disse kanaler.”
Sådan præsenterer pr-bureauet Tech Relations sig selv på deres hjemmeside. Bureauet henvender sig til virksomheder, der gerne ser sig selv eller sine produkter omtalt i medierne. Samtidig bryster Tech Relations sig af at have kontakter i mediebranchen, som kan komme deres kunder til gode:
”Hver dag modtager Mediehuset Ingeniørens journalister bunker af pressemeddelelser. Tro os – vi ved, hvad der virker, og hvad der bliver slettet omgående,” står der videre i præsentationen.
Under samme tag sidder nyhedsmediet Ingeniøren, der betegner sin redaktionelle linje som ”uafhængig af økonomiske, foreningsmæssige og politiske interesser”.
Men ud fra Tech Relations’ præsentation af sig selv er det uklart, hvor meget de to medieforetagender er forbundet til hinanden. Det vurderer advokat Peter Lind Nielsen, der blandt andet underviser i presse- og medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).
»Man får den mistanke, at der er ugler i mosen. Medmindre der er fuldstændig vandtætte skotter og adskilt økonomi mellem mediet og pr-bureauet, så risikerer Ingeniørens journalister jo, at der klæber en mistanke til dem om, at de ikke har 100 procents uafhængighed. Især hvis deres løn kommer ud af samme økonomipose som de pr-ansattes løn,« vurderer Peter Lind Nielsen efter at have læst præsentationen.
Udsætter sig for mistanke
Han mener, at Ingeniørens journalister kan have gode intentioner om uafhængig journalistik, men at det er uigennemskueligt for læserne, om mediet er farvet af sit forhold til pr-bureauet Tech Relations.
»Det kan godt være, de siger, at her holder vi den journalistiske fane højt. Det kan også være rigtigt nok – men du udsætter bare dig selv for mistanke ved at gøre det her. For hvordan kan du sidde den ene dag og lave et kritisk interview med en kilde fra en virksomhed, som din kollega så den næste dag hjælper med at skrive pressemeddelelse?« spørger Peter Lind Nielsen.
Kan formuleringen om, at pr-bureauet ved, hvilke pressemeddelelser der virker på Ingeniørens journalister, ikke bare bunde i deres generelle ekspertise og viden om branchen?
»Rigtig mange kommunikationsfolk og journalister kan selvfølgelig sige, hvilke pressemeddelelser der fungerer, og hvilke der ikke gør. Det kan jeg da som advokat også nogle gange se. Men jeg synes, alarmklokkerne begynder at ringe lidt, når det kommer fra et mediehus, som selv driver et pr-bureau,« svarer Peter Lind Nielsen og understreger:
»Rent juridisk er der måske ikke så meget at komme efter. Vi er ovre i noget, der i højere grad er et troværdigheds-issue. Det her gør, at man kan sætte spørgsmålstegn ved deres troværdighed.«
Trækker i hver sin retning
Peter Lind Nielsens vurdering bakkes op af forskningschef i medieret ved DMJX Vibeke Borberg, som også har svært ved at gennemskue relationen mellem Tech Relations og Ingeniøren:
»I det her tilfælde markedsfører man sig med en professionel relation til Ingeniøren ved at sige, at ’vi ved, hvordan de arbejder’. Det er der etiske udfordringer i, fordi det bliver uigennemskueligt for mediebrugerne, hvordan deres relation egentlig hænger sammen. Udefra set er det svært at sige, hvad man skal lægge i den formulering,« vurderer Vibeke Borberg.
Hun mener, at der generelt ligger nogle etiske udfordringer i samspillet mellem journalistik og pr, fordi pr-branchens eksistens bygger på netværk og adgang til medieverdenen.
Kan mediehuset både sige, at deres medie er helt uafhængigt – og så samtidig have et pr-bureau under samme tag, som bryster sig af at vide, hvilke pressemeddelelser journalisterne får, og hvilke der virker?
»Det er klart, at det trækker i hver sin retning. Men det er ikke det samme som, at der er noget galt. Hvis mediet Ingeniøren lægger de samme journalistiske vurderinger og kriterier ned over en pressemeddelelse, der kommer fra husets eget bureau, som de lægger ned over alle andre, så er der ikke noget problem. Hvis Tech Relations har nemmere ved at komme i Ingeniøren, så er der et problem,« siger Vibeke Borberg.
Ikke en sammenblanding
Arne R. Steinmark, ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Mediehuset Ingeniøren, mener ikke, at der er noget usædvanligt i, at en udgivervirksomhed som Mediehuset Ingeniøren også arbejder med pr og kommunikation.
»Det handler ikke om sammenblanding af journalistik og pr. Der står ikke nogen steder, at Tech Relations er en del af Ingeniøren. Mediehuset Ingeniøren rummer forskellige aktiver, og det er sådan, virkeligheden er i mange mediehuse,« siger Arne R. Steinmark.
Han understreger, at formuleringerne om Tech Relations ikke skal forstås på den måde, at Ingeniøren og pr-bureauet udveksler viden om hinanden. Mediehuset Ingeniøren er en virksomhed og ikke et produkt, og her kan man sagtens skille tingene ad.
»Mediehuset Ingeniøren rummer både medier og kommercielle aktiviteter. Det betyder bare, at Ingeniøren og Tech Relations er aktiviteter under samme tag. Formuleringen på hjemmesiden betyder ikke andet, end at Tech Relations har en viden om Ingeniøren, som enhver anden også ville få ved at læse på vores hjemmeside,« siger Arne R. Steinmark.
Vil se på formuleringerne
Arne R. Steinmark understreger, at det ikke bør skade Ingeniørens troværdighed, at mediehuset bag også bedriver pr.
»Ingeniørens troværdighed er altafgørende for den rolle, mediet spiller i samfundsdebatten. Vores troværdighed er meget, meget høj. Hvis man tror, at Ingeniøren lader sig påvirke af, at moderselskabet åbner pr-virksomhed, så kender man ikke Ingeniøren godt nok. Vi har i mere end 100 år evnet at favne både redaktionelle og kommercielle interesser. Det kan vi også fremover,« svarer Arne R. Steinmark.
Hvad tænker du om, at de to eksperter, vi har spurgt, ikke kan gennemskue, hvordan Tech Relations og Ingeniøren hænger sammen?
»Hvis der er nogle eksperter, som ikke kan gennemskue sammenhængen, så er der måske noget, som skal omformuleres på hjemmesiden. Der er ikke nogen sammenblanding i det – det er helt straight. Men hvis det er formuleret, så det kan misforstås, så er det noget, vi skal se på,« siger Arne R. Steinmark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.