
TV 2-direktør Anne Engdal Stig Christensen slider voldsomt på sin troværdighed, mener ekspert. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Hvis nogen troede, at MeToo-krisen var ved at slippe sit tag i TV 2-huset, fik de et tydeligt modbevis denne uge, da både Ekstra Bladet og Journalisten skrev om et seminar tilbage i 2017.
På seminaret fik deltagerne udleveret goodie bags med blandt andet kondomer i, og nuværende TV 2-direktør Anne Engdal Stig Christensen udtalte over for alle deltagere, at: ”Ingen skal være bange for at klappe mig i røven”.
Historien sendte TV 2-organisationen fluks tilbage i MeToo-krisens rampelys, og Anne Engdal Stig Christensen stillede op i en stribe medier og beklagede såvel kondomerne som sin udtalelse.
Slider voldsomt
”Det med kondomerne, det var fuldstændigt forkert og fuldstændigt beklageligt. Altså, det var forkert dengang, og det ville også være forkert i dag,” sagde hun for eksempel i ’TV 2 Nyhederne’ onsdag aften.
En kommunikation, der rent stilistisk virker ’oprigtig’, vurderer Henrik Kjerrumgaard, stifter af bureauet White Cloud, i podcasten ’Budskab’. Alligevel er det ikke helt godt – langtfra, faktisk.
”Hun slider meget voldsomt på sin troværdighed i øjeblikket,” siger Henrik Kjerrumgaard.
Han henviser til, at Anne Engdal Stig Christensen i tidligere interviews om sexisme og krænkelser på TV 2 har udtalt, at hun ikke har været opmærksom på den kultur og den sexisme, TV 2 nu står midt i et opgør med.
”Og lige pludselig har den samme kvinde været med til at uddele kondomer, hvor der står ’alt det, vi deler’ på med firmalogo og hele molevitten,” siger Henrik Kjerrumgaard og fortsætter:
”Det slider på hendes troværdighed. Og det bekræfter et billede af, at TV 2 så at sige hele tiden er bag bolden. Det vil sige, de udtaler sig kun, når der kommer nye afsløringer.”
Sub-forklaringer på egne forklaringer
Han nævner også, at TV 2 i første omgang sendte nyhedsdirektør Ulla Pors som talsperson i MeToo-dokumentaren ’Sexisme bag skærmen’ og ikke Anne Engdal Stig Christensen selv. Og så fremhæver han endnu et element, der slider på TV 2-direktørens troværdighed: Nemlig at hun er begyndt at tilføje forklaringer til sine tidligere udtalelser om sexisme og krænkelser på TV 2.
”Anne Engdal Stig Christensen har også nogle forklaringer nu med, at da hun udtalte sig efter dokumentaren, var det kun dokumentaren, hun udtalte sig om – hun udtalte sig ikke generelt. Det vil sige, hun begynder at have sub-forklaringer på sine forklaringer,” siger Henrik Kjerrumgaard.
Ifølge ham kan sagen ende et af to steder:
”Det, som jeg vurderer, hun står over for nu, er enten en nedslidningsproces, som ender grimt. Eller at om et par år har vi alle sammen glemt det. Men det er uomtvisteligt, at TV 2’s brand lider utroligt voldsom skade lige i øjeblikket.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.