Pelsdyravlerforeningen kan have skadet egen forretning med deres store kampagne mod Operation X og TV 2, vurderer kommunikationseksperter. "De burde have grebet kritikken anderledes an," siger Lotte Hansen, direktør i kommunikationsvirksomheden GCI Mannov.
På Berlingske.dk kritiserer hun Dansk Pelsdyravlerforening for at have grebet det helt forkert an.
"Pelsdyravlerforeningen er gået efter den brede offentlighed, og det synes jeg rent faktisk er lidt farligt. Der er ingen tvivl om, at de har brugt rigtig mange penge på de her annoncer, og de har selv bidraget til, at udsendelsen har fået ekstrem stor foromtale," siger Lotte Hansen, og tilføjer, at effekten risikerer at blive den fuldstændigt modsatte af det ønskede:
"At de er gået så bredt ud med det her, kan i sidste ende være med til at skade deres egen forretning. For selvfølgelig er der mange mennesker, der ser Operation X. Men der er endnu flere, der læser morgenaviserne," siger hun til Berlingske.dk.
Redaktør på TV 2, Lasse Bjerre, sagde da også allerede for to uger siden til Journalisten.dk, at Dansk Pelsdyrsavlerforening selv er med til at få sagen til at fremstå langt værre:
»Nu taler Dansk Pelsdyrsavlerforening om revolverjournalsitik, og at vi går over stregen. I det hele taget bruger den en hård retorik, som jeg synes, kun er med til at få den her sag til at eskalere,« udtalte Lasse Bjerre.
Den omfattende modkampagne har da heller ikke fået Ekstra Bladet til at skrue ned for kritikken. Tværtimod. Dagens forside af Ekstra Bladet lyder således:
"Glad for pelsen? – Nationen i oprør: Nu skal mishandlingen af pelsdyr stoppes".
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.