
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (red. Journalisten)
Seks tidligere TV 2-ansatte stod tidligere i dag frem i Journalisten og fortalte deres historier om, hvor dybe rødder sexismen har på TV 2.
Flere fortæller, at mandlige chefer på TV 2 i årevis åbenlyst har haft seksuelle forhold til kvindelige medarbejdere. Det har skabt et usundt arbejdsmiljø med uklare karriereveje og grobund for sladder.
Og netop de konsekvenser kommer ikke bag på Eva Gemzøe Mikkelsen, lektor i arbejds- og organisationspsykologi på Syddansk Universitet. Hun forholder sig ikke konkret til TV 2, men siger generelt, at seksuelle forhold mellem chefer og medarbejdere kan skabe en lavine af problemer på en arbejdsplads.
”Det kan potentielt ramme alle på arbejdspladsen,” siger hun og peger på, at det først og fremmest underminerer tilliden til, hvordan man gør karriere.
”Det kan skabe en kultur, hvor dygtige medarbejdere, der har taget en uddannelse og fået et job, oplever, at de skal træffe et valg om at overskride deres grænser for at gøre karriere.”
Rygter kan føre til mobning
Ifølge Eva Gemzøe Mikkelsen kan det derudover give en oplevelse af uretfærdighed, hvis der er en udbredt opfattelse af, at man kan gøre karriere ”indenom”.
”Hvis man har fået afslag på en forfremmelse, fordi man ikke var dygtig nok eller ikke havde den rette faglige profil, så kan man sige til sig selv, at det nok var, fordi man ikke var pæn nok. Det kan være en måde at retfærdiggøre karrierefrustrationer over for sig selv,” siger hun.
Og de kolleger, som mistænkes for at have knaldet sig til nogle fordele, kan potentielt blive straffet af deres kolleger ved at blive holdt ude af fællesskabet.
”Med andre ord intern mobning kolleger imellem,” siger Eva Gemzøe Mikkelsen, der blandt andet rådgiver virksomheder om krænkende handlinger, f.eks. mobning og seksuel chikane.
Ansvaret er chefens
Eva Gemzøe Mikkelsen peger også på, at forhold mellem chefer og medarbejdere – og rygter om den slags – kan skabe utryghed, når man skal være sammen med chefen på tomandshånd.
”Er det her en leder, som jeg kan snakke professionelt med til et møde, eller risikerer jeg, at han kommer med en helt andet dagsorden,” forklarer hun.
Forskeren understreger desuden, at medarbejdere ikke kan drages til ansvar for en kultur, hvor de går med på at være sammen med chefen.
”Ansvaret for en sexistisk krænkende kultur ligger hos ledelsen – ikke hos den enkelte,” siger Eva Gemzøe Mikkelsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.