Selvmord smitter. Og DR's beslutning om i søndags at vise den stærkt omdiskuterede dokumentar om aktiv dødshjælp vil givet fremme antallet af selvmord. Det vurderer Unni Bille-Brahe, mangeårig leder af Center for Selvmordsforskning.
»Det er helt hen i vejret.«
Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Unni Bille-Brahe, der er chokeret over, at DR uden nogen forhåndsdiskussion forleden valgte at bringe den canadiske udsendelse "Suicide Tourist" om den uhelbredeligt syge 59-årige amerikaner Craig Ewert. En udsendelse, hvor man følger Craigs sidste fire dage, mens han sammen med sin kone forlader hjemmet i England for at rejse til Zürich i Schweiz for at begå selvmord.
»Det, jeg ikke forstår, det er, at man ikke havde en større diskussion på forhånd. Det her er jo ikke bare almindelig søndagsunderholdning. Og jeg er fuldstændig enig med Mette Bock i, at man ikke kan sidde som formand for et etisk udvalg, når etik-udvalget slet ikke officielt bliver inddraget i beslutningen,« siger Unni Bille-Brahe til Journalisten.dk.
Unni Bille-Brahe var i 1989 initiativtager til Center for Selvmordsforskning og frem til 2000 dets leder. Siden er hun fortsat som gæsteforelæser på en række universiteter rundt i verden og fungerer stadig som formand for Landsforeningen af efterladte efter selvmord.
»Problemet er, at selvmord smitter. Det viser alle mulige statistiske undersøgelser. Ikke kun i Danmark – men i hele verden. Og derfor har DR også et ansvar,« siger hun.
Unni Bille-Brahe er derfor ikke i tvivl om, at visningen søndag vil øge antallet af selvmord i Danmark.
»Jeg kan godt forstå mennesker, som ikke holder ud mere og vælger den her beslutning som i dokumentarfilmen. Men når vi ved, at selvmord smitter, så burde netop den her sag være noget, som et etisk udvalg i DR diskuterede. Desværre tror jeg, det er udtryk for dumhed og lidt sensationstrang. Ikke mindst det sidste,« siger Unni Bille-Brahe.
Hun frygter, at det danske samfund er blevet mere overfladisk og ikke længere tager de etiske diskussioner så alvorligt.
»Men netop derfor burde et etisk programudvalg diskutere det her. Og havde de haft tid til at diskutere det og sætte sig ind i det, så er det ikke sikkert, de ville have sendt udsendelsen.«
Unni Bille-Brahe kalder det direkte »helt hen i vejret«, at etikudvalget ikke blev officielt inddraget, og tilføjer:
»Og at man så endda sender udsendelsen lige op til jul, hvor mange sidder alene eller gør sig overvejelser over livet. Det er jo rystende. Eller rettere: Det er i hvert fald et eksperiment, som vil noget.«
Mette Bock, der i går valgte at trække sig som formand for DR's etiske udvalg i protest mod netop visningen af udsendelsen, har siden ikke villet udtale sig. I en e-mail til etikudvalget skrev hun dog følgende:
"Jeg meddelte den øvrige direktion, at jeg stærkt ville fraråde visningen af den centrale dødsscene, da dødsøjeblikket er et meget privat øjeblik, og at DR i sin hidtidige praksis ikke har vist sådanne scener. Kenneth valgte imidlertid at følge Lars Grarups indstilling. Det er han som generaldirektør i sin gode ret til, og jeg respekterer valget," står der i mailen til etikudvalgets medlemmer.
Journalisten.dk har her til morgen forgæves forsøgt at få en kommentar fra generaldirektør Kenneth Plummer. Han siger dog følgende i en pressemeddelelse:
"Min vurdering er, at den omtalte dokumentar er et seriøst og relevant indlæg i debatten om aktiv dødshjælp." Og tilføjer:
"DR's programetiske rammer har altid været og vil fremover også være genstand for debat. Den debat skal vi være klar til at tage såvel internt som eksternt."
Læs også: Selvmord smitter.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Selvmord smitter, siges det.
Hvad med terrorisme? Kunne det tænkes at selvmordsangrebene i London for nogle år siden inspirerede nogle andre til at prøve igen 14 dage senere? Mon Volsmose, Glostrup eller Glasvejssagerne var inspireret af international terrorisme omtalt i medierne?
Ungdomsoprør og brandstiftelse på Nørrebro? Mon andre unge med indvandrerbaggrund antændte biler og udøvede hærværk, fordi de have set på tv, at det skete på Nørrebro?
Det kan virkelig ikke være journalisters opgave at forhindre selvmord. Tvært imod bør vi overveje om ikke selvmord kunne afmytificeres ved at fortælle om dem på en fornuftig måde, som eksempelvis i den canadiske dokumentar.
Sjovt nok er der ingen i nærværende diskussion, der nævner omtalen af en jysk popsangers kones selvmord for ganske nylig. Her er tale om en ren sensationshistorie, da selvmordhistorien ingen relevans har bortset fra, at det er en hustru til en kendis, der valgte at afslutte livet på egen hånd.
Omkring hver femte dansker bliver ramt af psykisk sygdom, og flere af dem har selvmordstanker eller direkte har forsøgt selvmord. Vi mangler masser af oplysning, og så længe medierne har berøringsangst overfor emnet, så sker der ingenting.
Mon ikke oplysningen om, at man kan få professionelt hjælp til behandling af depression, kunne forebygge selvmord?
Som journalister må vi belyse alle sider af emnet selvmord: Fra dem der vælger at afslutte livet på grund af psykisk sygdom til dem, der vil gøre en ende på deres fysiske lidelser (aktiv dødshjælp).
Hvis Unni Bille-Brahe virkelig har nogle resultater fra den forskning, som man må antage, at hendes center foretager, så frem med data.
Den sædvanlige smøre, om at det smitter, holder ikke vand. Ungdomsoprør, terrorisme og hypokondri smitter også ved omtale i medierne, men det er vi ikke bange for at omtale.
Selvmord smitter. Det fremgår af artiklen, at det er et faktum, men vi får ingen uddybning af de undersøgelser, som Unni Bille Brahe henviser til. Hvorfor ikke?
Der er næppe megen tvivl om, at selvmord stadig er et tabu i Danmark, og for snart et tiår siden fik en urproducent selvmordsforskerne på nakken grundet en uoverlagt reklame med fotos af unge piger, der havde begået selvmord.
Nuvel, man skal da have respekt for kundskaben, men måske ville en debat og en aftabuisering af emnet også være godt for de titusindvis af danskere, der har forsøgt selvmord.
Udsendelsen på DR1 i søndags var meget langt fra sensationsjournalistik. Det var en afdæmpet reportage, nøgen og usminket om en dødssyg mand og hans forsøg på at få en værdig afslutning på livet med sin hustru ved siden af sig. I min ordbog er aktiv dødshjælp ikke lig med selvmord.
Den døende mand kunne have levet i nogle måneder endnu i stor lidelse. Han kunne under et af sine hospitalsbesøg have fået morfindrop og hans hustru kunne have insisteret på at ge morfindosen for at holde ham smertefri og dermed fremskynde døden betragteligt. Det foregår hver eneste dag - eneste forskel er, at det ofte ikke er patienten, der beder om mere morfin, og at patientens liv afsluttes i en døs uden klarhed og mulighed for afsked med de pårørende.
Hvilken løsning er bedst? Ja, det burde vel være op til mennesker selv at vurdere?