search

Ekspert: Alternativets presseboykot er ren strategi

Det kan ikke tolkes som en tillidskrise mellem politikere og presse, at Alternativet i København netop har ført minivalgkamp om en borgmesterpost uden om den traditionelle presse. Derimod er der tale om en oplagt kommunikationsstrategi, vurderer ekstern lektor i journalistik Michael Bruun Andersen

”Det står enhver frit for, om man vil tale med pressen eller ej, det er ligesom en grundpræmis.”

Sådan lyder det fra Michael Bruun Andersen, ekstern lektor i journalistik ved RUC, som særligt har beskæftiget sig med forholdet mellem politikere, presse og demokrati. 

Journalisten har bedt ham vurdere den lille ”minivalgkamp” i Alternativet i København, som søndag aften førte til valget af Franciska Rosenkilde som Københavns nye kultur- og fritidsborgmester. Og herunder særligt lokalafdelingens dogme om, at kandidaterne i valgkampen skulle holde sig fra at udtale sig ”til pressen i digitale, radio eller trykte medier eller lignende”, indtil borgmestervalget var overstået.

Det må forstås som en helt straight kommunikationsstrategi og ikke for eksempel en tillidskrise mellem politikere og presse, at pressen på den måde blev sat ud på sidelinjen i processen, vurderer Michael Bruun Andersen. Men givetvis en kommunikationsstrategi, som irriterer pressen.

”Problemet for pressen er, at de lugter blod. En borgmester er gået af, og ud fra hvad vi hører, så er der fløje og interne magtkampe i partiet. Så ligger det lige til højrebenet, at det kan give anledning til det, journalister opfatter som en god konflikthistorie,” siger Michael Bruun Andersen.

Minder om et opstillingsmøde

Han mener, minivalgkampen skal sammenlignes med den proces, der foregår internt i et parti, når de for eksempel vælger deres spidskandidat frem mod et folketingsvalg.

”Fra Alternativets synsvinkel er det klart, at mange vil opfatte det som destruktivt for partiet, hvis pressen flasher den uenighed, der har været på området. At man ønsker at undgå det, er logik for burhøns,” siger han.

Men er det ikke et udtryk for en tillidskrise mellem pressen og partiet?

”Det vil jeg ikke kalde det. Det er en kommunikationsstrategi, som partiet har valgt for at forsøge at undgå, at partiet bliver svækket i den almindelige offentlighed. Er det udemokratisk? Det har jeg meget svært ved at se. Det er da klart, at det kunne være sjovt at være med – men jeg synes ret beset ikke, der er et problem,” siger Michael Bruun Andersen.

Han mener, det afgørende er, at vælgerne i København får at vide, hvem der bliver deres nye kultur- og fritidsborgmester, og at pressen får adgang til interviews med hende, efter at borgmester-valgkampen er afsluttet.

”Efter min opfattelse er hele denne her proces i nogen grad blæst ud af proportioner. Det er en politisk sag og en konfliktsag, og så kan vi ikke komme højere op på den journalistiske dagsorden. Jeg har lidt en fornemmelse af, at når denne her sag er faldet på plads, så er der ikke nogen, der vil interessere sig for det længere. Pressen er mere interesseret i proces end i politisk substans,” siger Michael Bruun Andersen.

Mediernes funktion som filter er presset

Han ser altså ikke demokratiske problemer i Alternativets presse-tavshed i den konkrete sag, fordi den handler om en proces i partiet. Men overordnet ser han en bekymrende tendens til, at partier i stigende grad forsøger at kommunikere uden om medierne, når de skal have budskaber ud i offentligheden.

”De politiske partier opfatter i stigende grad den traditionelle presses filterfunktion som forstyrrende for den politiske proces. Her er der et problem, og her må man sige, at kritkken (fra pressen, red.) holder et vist stykke vand. I det øjeblik man selv fuldt og helt styrer kommunikationen med medlemmer og vælgere, så bliver de ikke fuldt oplyst. Her er det vigtigt at holde fast i pressens rolle som dem, der følger op og uddyber,” siger han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen