Eks-medarbejdere roser DJ

De tidligere medarbejdere på Nyhedsavisen er positivt overraskede over, at Journalistforbundet gør så meget for at hjælpe dem efter konkursen. »Man kan godt mærke, at de har prøvet det før.«

De tidligere medarbejdere på Nyhedsavisen er positivt overraskede over, at Journalistforbundet gør så meget for at hjælpe dem efter konkursen. »Man kan godt mærke, at de har prøvet det før.«

Dansk Journalistforbund har siden Nyhedsavisens konkurs 1. september kørt det helt store apparat i stilling for at hjælpe avisens medarbejdere. DJ hjælper medarbejderne med at søge penge fra Lønmodtagernes Garantifond og tilbyder lån. Desuden afholder DJ kurser i jobansøgninger og individuelle karrieresamtaler.

Journalist Michael Lund (28) har været til alle de møder, DJ har afholdt for medarbejderne, inklusive et kursus i jobsøgning og en individuel karriereudviklingssamtale hos DJs afdeling for Uddannelse og Kompetence (DJUK).
Han er tilfreds med DJs indsats.
»Selvfølgelig skal forbundet hjælpe os med at komme videre. Men vi har talt om, at vi er positivt overrasket over, at de gør så meget – og så godt. Det er sat fuldstændigt i system. Man kan godt mærke, at de har prøvet det før,« siger Michael Lund.

Michael Lund fortæller, at selv om deltagerne på kurset i jobansøgning er vant til at skrive hurtigt og fængende, fik de meget ud af dagen.
»I virkeligheden er det mærkeligt, for vi er jo vant til at skrive. Men det var godt at få nogle tricks til, hvordan man sælger sig selv bedst. I Danmark er vi tit bange for at blære os, men det nytter ikke noget i en ansøgning. Man skal sælge sig selv ligesom en vare,« siger Michael Lund.

Ved massefyringer har DJ tidligere inviteret de fyrede medarbejdere til gruppesessions, hvor de kunne dele deres oplevelse af pludselig at stå uden arbejde.
For Nyhedsavisens medarbejdere er tilbuddene om job- og karriereudvikling mere individuelt tilpasset, fordi medarbejderne er parate til at komme videre med det samme.
Ifølge konsulent Jonas Thing Bech er DJUK i kontakt med hver tredje medarbejder fra Nyhedsavisen.

I går var Michael Lund til en timelang karrieresamtale med en af DJUKs karriererådgivere.
»Jeg tror, at mange søger jobs, der ligner det, de tidligere lavede. Men ved samtalen talte vi om, at jeg i virkeligheden har flere muligheder, end jeg måske forestillede mig – for eksempel inden for kommunikation eller lokaljournalistik.«

Belært af erfaringerne fra DAGENs konkurs i 2002 følger Journalistforbundet medarbejderne på Nyhedsavisen de kommende måneder. Selv om DAGENs journalister selv så optimistisk på deres muligheder for at få et nyt arbejde, var 25 procent alligevel arbejdsløse et år efter konkursen.

Nyhedsavisens tidligere medarbejdere har fortsat mulighed for at melde sig til en individuel karriereudviklingssamtale hos DJUK.

0 Kommentarer