search

Ejbøl gjorde sin pligt

Hvad er mest skadeligt for ytringsfriheden: At kneble Flemming Rose eller et terrorangreb mod et stort bladhus? Jørgen Ejbøl traf den beslutning med en bøffels situationsfornemmelse, men han gjorde sin pligt, skriver Uffe Gardel

Det er artige sager, der i disse døgn slipper ud fra JP/Politikens Hus, dette frihedens fyrtårn: Mens man udadtil prædikede for ytringsfriheden, kneblede man indadtil en fremtrædende journalist.

Og værre endnu: Knebling og bagbinding blev udført af bestyrelsesformanden, mens koncernchefen holdt offeret. Man spekulerer på, om der mon var en chefredaktør til stede, og hvad han i så fald tænkte om, at direktion og bestyrelse således både traf og udførte beslutninger, som alene tilkom ham?

Redaktørinstitutionen, redaktørens uafhængighed af udgiveren, er selve grundlaget for mediernes frihed. Og den virkelige krænkelse, det rigtigt alvorlige overgreb i denne sag, det er begået mod netop denne uafhængighed.

Så jeg er forarget over dobbeltspillet, over præsten som prædikede vand, men selv drak vin, som Heinrich Heine har udtrykt det. Og jeg er endnu mere forarget over overgrebet på redaktørinstitutionen.

Men selve kneblingen, selve overgrebet på Flemming Roses ytringsfrihed? Nej. Det forarger mig ikke.

Ledelsen havde ansvaret for sikkerheden

Jeg ved, at det er et beskidt stykke arbejde at forsvare Jørgen Ejbøl, men nogen skal jo gøre det, og jeg tager det her på mig:

Ledelsen i JP/Politikens Hus har og havde faktisk ansvaret for et helt hus fuldt af mennesker. Samt for alle de medier, som disse mennesker producerer. Og bladhusets ledelse gjorde formentlig nøjagtigt det, som PET bad dem om. Jeg har naturligvis ikke overhørt samtalerne mellem bladledelsen og PET, men vi ved hvad PET altid vil foreslå i den slags situationer: Ti stille, hold lav profil, du behøver såmænd ikke at sige undskyld, men lad dog være med at gå rundt og gentage, hvad du én gang har sagt. For det vil tiltrække nye tosser og nye mordere.

Så det er, hvad PET har sagt til danske muhammedtegnere, og det er, hvad PET-folkenes kolleger i andre lande har sagt til muhammedtegnernes kolleger dér, og til andre i samme situation.

Fra den yderste højrefløj og i en bred bue gennem landets kandestøberier og gymnasiale debatklubber vil der nu lyde et protestbrøl, et forarget skrig over dette ufattelige knæfald for trusler. Det vil hedde sig, at terroristerne har vundet, og vores ytringsfrihed gået tabt.

Hvad er værst for ytringsfriheden?

Se, nu er det jo altid let at være modig på andres vegne, herunder på vegne af de kolleger i huset på Rådhuspladsen, som nødigt vil sidde tæt på vinduerne, eller som en decemberdag i 2010 blev meget stille ved nyheden om, at politiet i sidste øjeblik havde anholdt fire mænd på vej til deres arbejdsplads for at dræbe så mange som muligt. Det er nemt at svinge frihedens fakkel, når det ikke er én selv, som skal leve med angsten.

De mennesker, som levede med angsten, har Jørgen Ejbøl haft ansvaret for, og han har som sagt også haft ansvaret for de medier, som de producerer.

Det sidste ansvar er måske det tungeste, og det er især dette ansvar, jeg gerne vil minde protestbrølerne om. For hvilken virkning tror man, det havde haft på mediernes frihed, på journalisters evne til at tale frit, hvis de fire mænd var nået frem dén decemberdag? Eller hvis fortsat medieoptræden fra Flemming Roses side havde lokket nye galninge op af hullerne, og en af disse en dag var lykkedes med at trænge igennem alle sikkerhedsforanstaltninger?

Her er det, at jeg beder om, at man overvejer, hvad der ville være dyrest og mest skadeligt for ytringsfriheden: Knebling af Flemming Rose, eller massedrab på et stort bladhus?

Det var dette problem, Jørgen Ejbøl stod med, og han løste det med en bøffels situationsfornemmelse. Men han gjorde sådan set sin pligt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen