search

Egoistisk nationalisme

 Hvor er den internationale solidaritet henne, når dele af arbejderbevægelsen er bannerførere for undertrykkelse og uretfærdighed?

 

Hvor er den internationale solidaritet henne, når dele af arbejderbevægelsen er bannerførere for undertrykkelse og uretfærdighed?

Journalisterne på SIDs Fagbladet skulle ikke have haft Bording-prisen for at sætte fokus på ille-galt arbejde, og jeg kan forsikre, at det hverken er smålighed eller misundelse, der ligger bag den vurdering.

Da jeg 5. maj fik et andet fagblad, TIB, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, ind ad døren, som kører samme linie, sad jeg og tænkte på, om Træ-Industri-Bygs blad burde sendes til det udvalg, som har med klager over uetisk journalistik at gøre.

TIB hænger en ung arbejder ud med foto på forsiden. Han er lagt i håndjern. En polak som jeg selv. Han har arbejdet illegalt i Danmark.

Hvad med international solidaritet? Hvad med arbejder-bevægelsens hævdvundne målsætning om at beskytte de svageste arbejdere. I stedet for opfordrer et fagblad nu til at jagte dem med politiet. Læg dem i håndjern. Hep. Hep. Hep.

På mig virker det kvalmende. Noget med kriminalisering af en menneskeret til arbejde. Noget med, at en ung mand fra et naboland sikkert hellere end gerne ville betale skat for det arbejde, han udfører her i landet – hvis han fik lov. Noget med, at arbejdskraftens fri bevægelighed ikke behøver at være et skældsord. Noget med årsager til, at vi kan tillade os at sige, at vi lever i den frie verden. Noget med, at fundamentet for vores verden er noget, polakkerne har kæmpet ti gange mere for end de allerfleste danskere, da det for alvor gjaldt. Nemlig under Anden Verdenskrig. På dine og mine vegne.

Hvor de fleste danskere inklusive det officielle Danmark blot forsøgte at holde sig på god fod med dem, der så ud til at vinde, indtil amerikanerne i 11. time greb ind og fik vendt sejr til nederlag for de morderiske og imperialistiske nazister. Masser af unge amerikanere og polakker døde for den sag.

Derfor kan den priviligerede klasse, såsom undertegnede, uden videre tage arbejde i mange andre lande. Noget, den unge polske arbejder ikke kan, selv om han har mere behov for det end mig. Hvis man skal kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade, er undertrykkelse og uretfærdighed de rette betegnelser her. Hvor er vi henne, når dele af arbejderbevægelsen er bannerførere og aktiv part i dette. Når der oven i købet bliver uddelt en Bordingpris til de journalister, der viser vejen i det asociale broderskab.

Hvordan er arbejderbevæ-gelsen kommet væk fra at være de svageste og mest udsatte arbejderes beskytter til at være deres fjende. Jo – man under-ordner arbejderbevægelsens gamle idealer en afart af egoistisk nationalisme: Os, der har vores på det tørre, mod dem, der ikke har det. Os mod dem, der ikke er kommet til landet for at nasse. Som ikke kommer for at lægge samfundet til last. Ej heller for at lave om på noget som helst, men blot skaffer sig arbejde.

Lad en ting være lysende klart: Fagbevægelsens eneste moralsk legitime opgave i denne sammenhæng er at kæmpe for, at de pågældende ikke underbyder de danske tariffer for meget.

Jeg vil gerne pege på, at det nye begreb, illegal arbejdskraft, er en smart definition, opfundet af undertrykkerne. Af den nye kapitalstærke, velbjergede klasse. Ingen slendrian her, kære politi, lyder beskeden fra klassens prisbelønnede journalister.

Ser vi bort fra den umiddel-bare kvalme, som jeg måske, måske ikke er ene om at få, så vil jeg spørge de ivrige, hvor socialismen er henne i det her.

Jo, den trives vel stadig, hvis man kobler "national-" foran.

Så kan vi stadig være solida-riske og beskytte de svage og dyrke sammenhold og kæmpe arbejdernes kamp. Så kan vi stadig fastholde de retfærdige værdier, som arbejderbevægelsen med rette blev stor på. Men hvad er prisen? Uden at ville sige, at dele af den danske arbej-derbevægelse ser ud til at nærme sig noget af det tankegods, som nazistisk nationalsocialisme byggede på, vil jeg alligevel gøre opmærksom på et sammenfald i mere end retorikken, og pege på, at national socialisme er noget fornedrende skidt at få ind i arbejderbevægelsen.

Noget, der giver den gamle fagforeningsformand Thomas Nielsens slutreplik: "Vi har sejret ad Helvede til" ny mening.

* Sebastian Swiatecki er freelance journalist

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen