Freelancere tilknyttet Egmonts magasiner må finde sig i at få et mindre honorar for deres arbejde. Flere af koncernens magasiner har skåret i honorarerne med omkring 10 procent, og samtidig kræver Egmont at kunne udnytte freelancernes artikler ubegrænset. Nej tak, lyder svaret. (Opdateret kl. 13.10).
Ifølge Journalisten.dk's oplysninger modtager flere af Egmont-magasinernes omkring 300 tilknyttede freelancere ikke længere det vante honorar som tak for arbejdet, idet Egmonts ledelse har valgt at nedsætte honoreret med omkring 10 procent.
Egmonts koncerndirektør, Kjeld Lucas, siger til Journalisten.dk, at koncernen fører individuelle forhandlinger med alle sine freelancere, men afviser, at der er et krav fra koncernen om en kollektiv nedgang i freelancehonoreret.
»Vi forhandler løbende med vores leverandører, og det gælder også freelancerne. Med den økonomiske afmatning er vi meget fokuseret på udgifterne, og vi forhandler individuelt om samtlige aftaler med vores freelancere,« siger Kjeld Lucas.
»Men det er da klart, at når vi forhandler betingelser, så er det fordi, vi gerne vil have nogle bedre betingelser end dem, vi har i dag,« fortsætter Egmonts koncerndirektør.
Samtidig har Egmont krævet at få lov til at udnytte sine freelanceres artikler ubegrænset i alle koncernens udgivelser, men har ikke villet imødekomme freelancernes krav, og det har fået forhandlingerne til at bryde sammen. Kravet fra freelancerne lyder derfor, at hvis Egmont ønsker på et tidspunkt at videreudnytte freelancernes artikler, så skal der forinden forhandles en aftale med DJ, oplyser DJ.
»Derfor har Egmont-freelancerne givet en klar melding: Hvis det er Egmonts tilbud, så laver vi ikke en aftale med Egmont. Så får Egmont til gengæld heller ikke retten til at kunne videreudnytte stoffet,« udtaler Hans Jørgen Dybro, der som faglig konsulent hos DJ fører forhandlingerne med Egmont.
Hertil svarer Kjeld Lucas, at det i udgangspunktet er DJ, der har ønsket en forhandling med Egmont Magasiner.
»Og vi har ikke fået besked om, at forhandlingerne skulle være brudt sammen. Så vi forhandler stadig,« siger han endvidere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.