Egmont og Bonnier går efter mediestøtte

Magasiner kan måske få en luns af fremtidens mediestøtte, og det håber Egmont og Bonnier at udnytte. Vi har samme offentlige relevans som dagbladene, lyder det fra Egmont til Journalisten.dk.

Magasiner kan måske få en luns af fremtidens mediestøtte, og det håber Egmont og Bonnier at udnytte. Vi har samme offentlige relevans som dagbladene, lyder det fra Egmont til Journalisten.dk.

Det var ikke kun de elektroniske medier, der vejrede morgenluft, da Henning Dyremose i fredags fremlagde sit forslag til en ny mediestøtte. Også fagblade og magasiner så pludselig en mulighed for at komme ind i støttevarmen. Hos Egmont håber man på, at ordningen vil sikre støtte til sine magasiner.

»Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, når Dyremose-udvalget anbefaler, at magasiner også kan få produktionsstøtte. Vi er spændt på at få konkretiseret, om fx Alt for Damerne eller Euroman kan få støtte ud fra kriteriet om at behandle emner inden for bl.a. samfund, kultur, sundhed. Vi mener i høj grad, at de blade indeholder journalistik med samme offentlige relevans som dagbladenes magasintillæg,« siger adm. direktør i Egmont Magasiner Torsten Bjerre Rasmussen til Journalisten.dk.

For at få støtte skal Alt for Damerne og Euroman opfylde kravet om at skrive om politik og samfund. Egmonts konkurrent, koncernen Bonnier, vil undersøge, om magasinet I Form, der især beskæftiger sig med sundhed, kan blive berettiget til støtte. Ændringen af mediestøtten er dog endnu ikke blevet gennemført, og viceadministrerende direktør i Bonnier Publications Jens Henneberg siger til Mediawatch, at koncernen endnu ikke har konkrete planer om nye udgivelser. Han vil vente, til mediestøttens skæbne bliver afgjort.

»Vi kan ikke leve af at være på støtten, og det er ikke sådan, vi driver vores forretning, men sundhed er nævnt som et af de områder, der kan være støtteberettigede. Vi udgiver I Form, som gør mere for sundheden end mange offentlige kampagner, så vi vil teste, hvordan I Form vil blive vurderet ifølge de nye regler,« siger Jens Henneberg til Mediawatch.

0 Kommentarer