Den væsentligste usikkerhedsfaktor i 2009 er annoncesalget, siger koncernchef Steffen Kragh om nyt, men mindre overskud i Egmont. Tab på valutakurser, børn og film trækker ned.(opdateret)
En af Skandinaviens førende mediekoncerner, Egmont, kan stadig tjene penge. Men overskuddet bugner ikke som tidligere. Egmont havde i 2008 et resultat på 114 millioner kroner før skat. Til sammenligning var resultatet i 2007 485 millioner kroner. Ifølge en pressemeddelelse fra Egmont er koncernens økonomi blevet påvirket negativt af valutakursreguleringer, nedskrivninger på goodwill og anlægsaktiver – samt omkostninger til lønsomhedsprogrammer.
Omvendt bidrager en engangsgevinst fra erhvervelse af Hjemmet Mortensen i Norge positivt.
"2009 bliver et særdeles udfordrende år, også selv om vi i 2008 har rustet os. Den væsentligste usikkerhedsfaktor i 2009 er annoncesalget," siger koncernchef Steffen Kragh.
Egmont står bag ugeblade, magasiner, tegneserier, bøger, undervisningsmaterialer, aktivitetsprodukter, film, tv-programmer, biografer og tv-stationer i mere end 30 lande – for eksempel ALT for Damerne, Euroman, Her og Nu og TV 2 i Norge. Der er i alt 7.600 medarbejdere i koncernen.
Det er især Nordisk Film og Egmont Kids Media, der trækker det samlede resultat ned. Resultat før renter i Nordisk Film er faldet fra 133 millioner kroner i 2007 til 38 millioner i 2008. Egmont Kids Media er faldet fra plus 228 millioner til et minus på 49 millioner, mens Egmont Magazines med 156 millioner kroner før renter stort set tjente det samme som i 2007. Egmont donerede i 2008 47 millioner kroner til sociale og kulturelle formål.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.