Egmont dropper omstridt paragraf i freelancekontrakt

Forbuddet mod at arbejde for konkurrenter bliver nu fjernet fra Egmonts freelancekontrakter. »Når vi ser, hvordan det bliver opfattet, skal vi ikke stivnakket holde fast i den paragraf,« siger magasindirektør. Inddrag freelancerne næste gang, lyder opfordringen fra freelance-formand 

Journalistens artikel i går om Egmonts nye freelancekontrakter har skabt så meget uro om, hvad kontrakterne egentlig dækker over, at Egmont i dag har besluttet at fjerne en af de centrale passager i kontrakten.

Hele afsnittet om forbud mod at arbejde for konkurrerende medier uden tilladelse bortfalder nu, forklarer magasindirektør i Egmont Publishing Marianne Gram.

»Vi har en god dialog med freelancerne, men jeg kan mærke, at det giver for meget forvirring, og derfor fjerner vi konkurrenceparagraffen helt fra kontrakten,« siger hun.

»Normalt sker samarbejdet med freelancerne i fred og fordragelighed, og derfor skal vi ikke piske en stemning op – heller ikke fra vores side.«

Vi skal ikke være stivnakkede

Hun ønsker ikke, at kontrakten skal skabe en masse unødig uro.

»Når vi ser, hvordan det bliver opfattet, skal vi ikke stivnakket holde fast i den paragraf.«

Paragraffen, som nu bortfalder, handlede om ”forbud mod konkurrerende virksomhed”:

”Freelanceren er berettiget til at udføre arbejde for andre virksomheder. Freelanceren må dog ikke levere indhold til andre virksomheders udgivelser, hvis disse er i direkte konkurrence med, eller udgives på samme eller lignende område, som de Egmont-udgivelser, hvortil Freelanceren leverer Materiale, medmindre Freelanceren forudgående har indhentet skriftligt samtykke fra Egmont.”

I praksis ønsker Egmont ifølge Marianne Gram ikke, at freelancere skriver om samme stofområde for direkte konkurrenter. Direkte konkurrenter til Egmonts Alt for Damerne er for eksempel Femina fra Aller. Egmont vil ikke automatisk sige nej, hvis en freelancer henvender sig.

»Men hvis man som freelancer for eksempel optræder som profil på et stofområde hos os, kan man ikke også gøre det hos en af vores direkte konkurrenter,« forklarer Marianne Gram.

Tilfredshed i DJ

Marianne Molin fra Dansk Journalistforbunds forhandlingsteam siger om Egmonts kovending:

»Det er jeg glad for at høre – også på freelancernes vegne. Det er altid rart, når store arbejdsgivere kan se, at de ikke skal binde freelancerne unødvendigt,« siger hun.

Om den gamle kontrakt siger hun:

»Jeg kan godt forstå, at freelancere har følt sig stødt over afsnittet om konkurrerende medier, fordi de med god grund blev usikre på deres virke.«

Skal fortsat afgive ophavsret

Hun mener også, at Egmont Publishing skal kigge på de afsnit, der handler om afgivelse af ophavsret.

»Jeg vil gerne opfordre Egmont til at tænke over det igen. Behøver paragraffer for ophavsret være så stramme, at freelancerne skal opgive alle deres rettigheder,« spørger Marianne Molin.

I kontrakten skal freelanceren acceptere, at ”Egmont uden Freelancerens godkendelse er berettiget til at videreoverdrage rettighederne til Materialet helt eller delvist til andre selskaber i Egmont”. Det gælder også ”helt eller delvis i medier, som Egmont har et redaktionelt samarbejde med.”

Forelagt Marianne Molins udsagn siger Marianne Gram:

»Vi vurderer hele tiden, hvilke retningslinjer der skal gælde. Som udgangspunkt mener vi, at de er skruet fornuftigt sammen,« siger hun.

Egmont skulle have inddraget DJ

Ifølge formand for Freelancegruppen i DJ Sus Falch burde Egmont fra starten have inviteret freelancerne med i drøftelserne om nye kontrakter.

»Hvis man havde inddraget DJ og freelancerne, kunne man have undgået hele det her uskønne forløb. Samtale fremmer som regel forståelsen,« siger hun og tilføjer:

»Jeg gerne opfordre de gode fastansatte kolleger, som laver aftaler med freelancerne, om at inddrage dem og DJ på et meget tidligere tidspunkt i forløbet. For vi vil faktisk gerne være med til at lave kontrakter, der er gode, sunde, fair og operationelle for begge parter. I stedet for bare – som her – at få stukket noget ud,« siger Sus Falch.

Hvor slemt er det, at freelancerne skal afgive alle deres rettigheder på alle fremtidige platforme, kendte som ukendte?

»Det er da meget slemt. Hvis man ikke har noget kendskab til, hvad ens materiale risikerer at blive brugt til, kan man jo heller ikke stå på mål for det over for ens kilder. Og det udhuler jo også markedet og afsætningsmulighederne. Alt det genbrug gør mediemarkedet fattigere,« siger Sus Falch.

0 Kommentarer