Der tegner sig nu et stort flertal i Grønlands Landsting for en tilbundsgående undersøgelse af det forløb, der endte med, at TV 2 fire dage før det grønlandske valg publicerede en fejlagtig artikel om kandidaten Muté B. Egede.
Egede endte med at vinde valget, og siden har han presset på for at få TV 2 til at fremlægge alle dokumenter i sagen for at vise, hvordan den falske historie blev til. Og i dagens udgave af Berlingske får han opbakning af manden, han vandt over i april. Nemlig Erik Jensen, formand for det klart største oppositionsparti, Siumut.
”Det er skadeligt for demokratiet at forsøge at påvirke folkets opinion, og derfor skal et medie være klar til at stå frem og give de oplysninger, når man har fejlet, som vi ser i denne beklagelige sag,” skriver Erik Jensen til avisen.
Sagen førte i går til, at TV 2-chef Ulla Østergaard sygemeldte sig.