Efterlyser kvindelige kilder

Redaktør af Kvinfos webmagasiner, Anita Frank Goth, mener landets redaktioner og de journalistiske uddannelser i højere grad burde tage kønsskævheden i medierne alvorligt.

Redaktør af Kvinfos webmagasiner, Anita Frank Goth, mener landets redaktioner og de journalistiske uddannelser i højere grad burde tage kønsskævheden i medierne alvorligt.

I en kommentar i dagens udgave af Jyllands-Posten tager hun udgangspunkt i den nye nationale rapport "Who Makes the News", der viste, at to ud af tre kilder er mænd i nyhedshistorier i radio, tv, dagblade og på nettet.

Anita Frank Goth peger blandt andet på, at kvindelige journalister langt oftere vælger kvindelige kilder end mandlige journalister.

Undersøgelsen afslører således, at de kvindelige journalister vælger i 43 pct. af tilfældene kvindelige kilder, mens mændene kun vælger kvinder i 25 pct. af tilfældene. Samtidig producerer mænd hovedparten af alle nyheder.

"Nu sidder mange måske og ønsker svar på, om ikke der var mange journalister, der uden held havde kontaktet en kvinde og i stedet for måtte vælge en mere villig mand. Eller om kvinderne måske afslog, fordi de samtidig også skulle besvare spørgsmål om helt andre uvedkommende forhold som f.eks. mand og børn," skriver hun i dagens kommentar.

"Who Makes the News" blev søsat i 1995 og gennemføres hvert femte år. Kontrabande og Kvinfo har koordineret og gennemført den danske del af undersøgelsen med finansiel støtte fra DR, Dansk Journalistforbund, Dansk Magisterforening og Dagspressens Fond.

Mere om rapportens resultater kan læses her.

0 Kommentarer