»Hvis vi skal følge den præmis, at vi alle skal arbejde længere og mere, så skal der jo også være arbejde til os.«

For få dage siden mødte jeg et medlem, der efter 26 års ansættelse som led i en større sparerunde havde fået en fyreseddel fra den arbejdsplads, hvor han i det meste af sin karriere har lagt sin energi og taget medejerskab for udviklingen af produktet. Sammen med en anden med 25 års anciennitet måtte han blot konstatere, at han som 57-årig er blevet hældt ud, mens de yngre kræfter er blevet tilbage.

Den historie har vi vist alle hørt før, og hver gang med lige stor indignation. For hvad er det dog for en behandling, arbejdsgiverne giver kolleger, der har slidt og slæbt i en menneskealder, har rutinen, kontaktnettet og masser af potentiale til fornyelse?

Det er de samme arbejdsgivere og deres organisationer, der de seneste år har tudet regering og Folketinget ørerne fulde af, at vi alle sammen skal blive længere på arbejdsmarkedet, fordi der ikke er råd til efterløn, og fordi flere skal arbejde mere, for at vi har råd til velfærdssamfundet.

Det kan der laves rigtig mange beregninger på, men hvis vi skal følge den præmis, at vi alle skal arbejde længere og mere, så skal der jo også være arbejde til os. Derfor må vi også snart have hørt den sidste historie om medlemmer i 50'erne, der bliver kylet ud af arbejdsmarkedet, fordi hårfarven er blevet for grå.

Nu må arbejdsgiverne tage konsekvensen af deres holdninger og være med til at sikre arbejde til kollegerne, så vi alle reelt har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet, til vi bliver 67 år. Det er for mange fra fem til syv år mere på jobbet, end de havde regnet med. Det betyder altså også væsentligt flere jobs. Vi hjælper i DJ gerne til med kreativiteten, men det kan vi kun, hvis den anden side af bordet også hjælper til.

Situationen havde unægtelig været lettere at håndtere for alle, hvis vi havde valgt den omvendte model, altså at have fundet og sikret de gode arbejdspladser først og dernæst ændret efterlønsordningen, hvis det så overhovedet havde været nødvendigt. Jeg er nemlig overbevist om, at en stor del af DJ's medlemmer har lyst til at blive længere tid i medie- og kommunikationsbranchen, hvis de får lov til det, og der bliver taget højde for de kompetencer, medlemmer med lang erfaring har.

Når vi ikke bare taler om tre-fire år mere på arbejdsmarkedet, så skyldes det de nye modregningsregler, som gør, at langt de fleste DJ-medlemmer med gode pensionsopsparinger vil stå i en situation, hvor kun nød vil tvinge dem på efterløn, for ellers kommer de reelt til selv at betale den med deres pension. Det ligner tyveri først at lade dem betale ind til en efterlønsordning og dernæst tage de samme penge en gang til, hvis man nu skulle gøre brug af ordningen.

Jeg forstår godt, hvis mange medlemmer vælger at forlade en så usikker opsparingsordning, som efterlønnen kan gå hen at blive. Dog vil jeg opfordre hver enkelt til nøje at overveje de forskellige scenarier i ens egen situation og ikke bare skrotte efterlønsindbetalingerne. Det kan blive fatalt, hvis man pludselig i en alder af først i 60'erne står i den samme situation som medlemmet på 57.

Derfor vil de fleste blive på arbejdsmarkedet helt frem til pensionsalderen, som i første omgang bliver 67 år og efterhånden 69 år. Hvis der er gode jobs, kan det for manges vedkommende være en spændende udfordring, men bliver det under et evigt omstillingspres og en pusten i nakken af den yngre generation, fordi arbejdsgiverne vil have det sådan, så ser jeg en stigning i problemer med stress og nedslidning.

Det skulle vi gerne undgå, så derfor bør parterne på arbejdsmarkedet i fællesskab sørge for, at der bliver skabt en større sikkerhed og tryghed i ansættelsen, jo tættere man kommer på pensionsalderen. Og så skal der skabes seniorpolitiske ordninger, der øger mulighederne for efteruddannelse, og som på andre måder skaber gode attraktive arbejdspladser for de mange af os, som får en indian summer på arbejdsmarkedet. Bliver vi enige om det, åbner der nye muligheder og perspektiver for os alle.

Og så kan det medlem på 57 år, jeg mødte forleden, også se frem til en række nye år med spændende udviklingsmuligheder i medie- og kommunikationsbranchen. Det kræver mod og kreativitet – men det er vi også parate til.