Efter valget: Tag en timeout

Træk stikket ud, og lad batterierne op, lyder rådet til DJ-medlemmer, der har dækket folketingsvalget. Kim Bildsøe-Lassen regner med at slappe af og gå nogle runder golf. Test dig selv: Er du stresset?

Træk stikket ud, og lad batterierne op, lyder rådet til DJ-medlemmer, der har dækket folketingsvalget. Kim Bildsøe-Lassen regner med at slappe af og gå nogle runder golf. Test dig selv: Er du stresset?

Var du med til at dække valget – og føler du dig nu lidt tom indeni, har svært ved at sove og problemer med at slappe af, så er du måske ved at få stress. Det er ikke selve valget, man bliver syg af, selv om man knokler uafbrudt. Men man risikerer at gå ned, hvis man ikke trækker stikket ud bagefter, lyder det fra arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund Eva Jakobsen.

»Nyhedsjournalister, fotografer og produktionsfolk har været pumpet fulde af adrenalin. Det har været hektisk, udfordrende og sjovt. Men efter en periode med meget høj intensitet har kroppen behov for at lade op igen,« siger Eva Jakobsen.

Hun opfordrer medlemmer, der har dækket valgkampen, til at forlange, at de kan holde fri og bruge de aftaler, som DJ har lavet for overarbejde og afspadsering.
På TV 2 forventer tillidsmand Lennart Sten, at der nu kommer en reaktion blandt medarbejderne, når regeringen er dannet, og ministrene er på plads.
»Jeg tror, at mange synes, det var fedt at være med til at dække valget. Men bagefter kan man godt føle sig lidt trist og tom indeni, og at man står i gæld på hjemmefronten.«

Det er første gang, TV2 News for alvor spiller en hovedrolle i en valgkamp. Dækningen har været massiv og ambitionerne høje. Alle har knoklet, fortæller Lennart Sten.
»Da vi opfandt News, trykkede vi på en knap, der startede et nyhedsmonster. News udkommer hele tiden, og der skal hele tiden puttes nyt indhold og flere mandetimer ind. Og det monster har spist meget under valget,« forklarer han.

Han peger på, at TV 2 først lavede indsamlingsshowet "Afrika Nu" sammen med DR, siden fulgte den mest omfattende valgdækning på TV 2 nogensinde – samtidig med at der skulle laves en dokumentar for ofrene for ulykken på Præstø Fjord og programmer om 10-årsdagen for angrebet på World Trade Center.

Og det er ikke engang slut. For News-monsteret skal også fordres efter valget.
»Det bliver en udfordring, at alle er slidt, men vi kan ikke alle sammen afspadsere på en gang.«

Lennart Sten håber dog, at kollegerne er i stand til at sige fra, hvis de føler sig virkelig slidte.
»Det kræver mod at sige, at man trækker stikket ud, og at ingen skal ringe til dig den næste uge. Jeg håber, folk har modet til at sige fra.«

DR Nyheders Kim Bildsøe-Lassen har været med til at lave både "Afrika Nu", to partilederdebatter, hele valgaftenen på DR1 og valgprogrammet "Kandidaterne" på DR 1 klokken 21.25. Han har arbejdet stort set hele tiden under valget. Fra tidlig morgen til sen aften – og nogle gange også ud på natten.

»Det er hårdt, fordi det bare kører non-stop, og det fylder meget i hovedet. Men det er også enormt sjovt og fagligt udfordrende. Det er derfor, jeg har gjort det,« fortæller Kim Bildsøe-Lassen, der plejer at være god til at trække stikket ud, når han har været på i længere tid.
»Jeg regner med at slappe af, sove, gå nogle runder golf og læse meget lidt i aviserne.«

Malene S. Winding, produktionsleder på TV2 Nyhederne og News ser frem til at holde en forlænget efterårsferie, når valgkampen er slut. Efter hun i 2009 var med til at dække COP15-topmødet 12-15 timer om dagen i to uger, fandt hun sin opskrift på, hvordan hun kobler af.

»Måneden efter havde jeg kun omkring fem vagter, så jeg brugte det meste af tiden derhjemme på at ordne praktiske småting, sy og lave perlearmbånd. Det var en stor oplevelse at være med til at dække topmødet, men bagefter var det fantastisk at producere noget med hænderne, hvor jeg ikke skulle bruge mit hoved. Jeg faldt dejligt ned,« siger Malene S. Winding, der som produktionsleder blandt andet står for logistikken med at koordinere fotografer, biler og sendeudstyr.

»Mine unger syntes, det var dejligt at se mig igen. Og jeg tror, at min mand var overrasket over, at der skete så lidt.«

Hun følte ikke, at hun gik glip af noget – selv om hun var væk fra arbejdet i længere tid.
»Jeg tror, det er godt at have det på den måde – at man nyder, både at man kan give den en skalle i en periode og at kunne give slip bagefter.«

Arbejdsmiljøkonsulent Eva Jakobsen fortæller, at selv om det kan være smigrende, at chefen efter en hektisk valgkamp beder om hjælp til bare én opgave mere, skal man ikke være bange for at sige nej tak.
»Hvis man trænger til at se sine børn mere og kysse sin kæreste eller ægtefælle, skal man takke chefen for tilliden – og alligevel bede om en timeout,« siger Eva Jakobsen, der opfordrer kolleger, der ikke har været med til at dække valget til at tage over for kolleger, der har behov for en pause.

Mange medieledere koketterer faktisk med, at medarbejderne ofte selv har større forventninger til deres indsats, end cheferne har, fortæller Eva Jakobsen. Det kan i sidste ende betyde, at man glemmer hensynet til familien og helbredet.

»Når man står ved Sankt Peters port, har jeg aldrig hørt om nogen, der sagde, at de skulle have lavet flere artikler eller indslag. De fortryder nok snarere, at de ikke kyssede deres kærester og ægtefæller lidt mere og ikke brugte mere tid med dem, de holdt af.«

ER DU PÅ KANTEN AF STRESS?

Mærk efter
Er du i dårligt humør? Har du svært ved at slappe af, sove og koncentrere dig?

Hold fri
Hvis du ikke har planlagt ferie eller afspadsering, skal du gøre det nu.

Træk stikket helt ud
Når du har fri, har du fri. Ingen mails, ingen mobil. Punktum.

Husk, at livet er andet end arbejde
Læg en lille seddel i lommen med teksten: "Det er kun et job".

Vær en god kollega
Spørg, om du kan hjælpe, hvis du kan mærke, at en kollega virker stresset.

Ring til DJ's arbejdsmiljøkonsulenter
DJ har hjulpet 250 medlemmer med stressproblemer de seneste tre år.

Tag Journalistforbundets stresstest

0 Kommentarer