search

Efter syndefaldet

2006 var året, hvor cykelsportens glansbillede endnu en gang krakelerede. Men hvad med de historiefortællere, der efter sæsonens afslutning sidder tilbage med hult klingende lovsange om de tohjulede riddere? Her er fem cykelsportsjournalisters eftertanker.

2006 var året, hvor cykelsportens glansbillede endnu en gang krakelerede. Men hvad med de historiefortællere, der efter sæsonens afslutning sidder tilbage med hult klingende lovsange om de tohjulede riddere? Her er fem cykelsportsjournalisters eftertanker.

Glansbilleder. Cykelsporten – en episk fortælling om store bedrifter, stjerner og vandbærere. Året 2006 skulle have været beretningen om duellen mellem Ørnens sympatiske unge lærling og hans modstander, det tyske »Jahrhunderttalent« med kæmpekræfterne og den lade indstilling.

I stedet blev det en historie om snyd, løgn og hundenavne. Og dårligt var den nye mester trådt ned fra sejrspodiet, før dopingfløjten hvislede igen.

Bagefter kom juraen og usikkerheden: Tynde beviser, frafaldne sager, ryttere, der ikke skulle have været på listen, ryttere, der burde have været på listen. Sandt og falsk fortonede sig i et flimmerværk.

Men hvad med historiens fortællere, journalisterne? Hvad vidste de egentlig, hvad tænker de om det, og hvordan kan de arbejde med et stofområde, hvor mistro og usikkerhed er blevet tro følgesvende?

»Vi ved ikke mere end det, vi fortæller læserne og seerne. Vi bliver taget på sengen hver gang.«

Sådan siger Jørgen Leth, manden, der måske mere end nogen anden dansker har bidraget til mytologiseringen af cykelsporten gennem film, artikler og som tv-kommentator.

»Vi er jo ikke indblandet i løgnene. Så vi bliver altid lige så forbavsede, når vi oplever det. Og det kan somme tider være illusionsberøvende, det er jeg da klar over. Men man kan ikke bare blive fornærmet på sit stofområde og gå sin vej,« siger Leth.

Men når sporten har et troværdighedsproblem, så drypper det på degnen. Mange har svært ved at se, hvordan journalister kan gå klos op og ned ad rytterne i ugevis uden at vide, hvad der foregår.

»Det er jo som i et ægteskab. Man kan jo gå op og ned ad hinanden, men hvis en er utro, ved den anden part det jo ikke. Der er heller ingen forbrydere, der går og fortæller, at nu har jeg lavet det og det. Det er svært at gennemskue folk,« siger Mogens Jacobsen, cykelsportsjournalist gennem snart 40 år, de sidste 28 for Politiken.

En anden af fagets koryfæer, Henrik Jul Hansen, skribent for Information og kommentator på TV 2, støder jævnligt på mistanken.

»Jeg har hørt den masser af gange; at jeg skulle have fortiet et eller andet, jeg vidste. Det har jeg kraftedeme aldrig gjort. Jeg har ikke vidst det. Men jeg har så heller ikke undersøgt det.«

Jørgen Leth, Mogens Jacobsen og Henrik Jul Hansen repræsenterer en generation af skribenter, der er kendt for deres begejstring og fortælleglæde, men i mindre grad for kritisk og undersøgende journalistik på området.

På den fløj finder man til gengæld for eksempel Lars Werge fra Ekstra Bladet.

»Hvis man skal lave cykelsport, så kan man godt skrive, hvad folk siger, men du skal nok ikke tro, at det holder hele vejen op til alteret. Jeg har stået og lyttet til Lance Armstrong i fem år. Han er jo bare … der er så mange indicier på, at den mand har været dopet, og dem tror jeg mere på, end jeg tror på ham.«

Lars Werge er blandt andet kendt for at have fået skældud af Bjarne Riis for åbent kamera, og mange cykelfans ser skævt til ham for hans skeptiske tilgang. Men Werge kan godt begejstres, også når Lance Armstrong kører.

»Ja, ja … Jeg kan sagtens blive begejstret over et cykelløb. Jeg synes jo bare, at min mission som journalist ikke nødvendigvis er at videregive begejstringen i den rene form, som man ser på tv eksempelvis.«

Olav Skaaning Andersen stod sammen med Niels Christian Jung bag dokumentarfilmene »Tavshedens Pris« og »Danskerlægen« om doping i cykelsporten. I dag er han chef for DR Sporten.

»Sport er noget følelsesmæssigt og noget glædeligt. Det er en vanskelig genre, hvis man i hver eneste reportage skal skrive, at de er dopede. Efterfølgende tror jeg da, at de journalister, der beskrev Floyd Landis så flot, sidder med en følelse af at være blevet taget ved næsen. Så kan man gå ind og diskutere: Skulle de have vidst det? Jamen, det er også vanskeligt. Det kom jo som et lyn fra en klar himmel,« siger Skaaning.

Begejstring og følelser kan være vigtige motorer i en fortælling, men kan det også modarbejde den kritiske journalistiske sans?

Ja, erkender Henrik Jul Hansen, det kan farve synet.

»Jeg har et professionelt, venskabeligt forhold til Ivan Basso. Han er ikke min kammerat eller min ven, men jeg har interviewet ham nogle gange, jeg har været hjemme hos ham, og jeg synes, han er en skidefin fyr. Ham kan jeg simpelthen godt lide. Det betyder, at i det øjeblik han laver en stor præ-station, så siger min ønsketænkning: Bare han ikke er på forkerte midler. Det er jo ikke noget, jeg er mig bevidst, men sådan tror jeg bare, det fungerer.«

Henrik Jul Hansen bruger gerne ordene »dårlig journalistik« om sin tilgang til cykelsporten. Men journalist er han stadig.

»Hvis jeg sad med beviserne for, at Bjarne Riis var dopet, så ville jeg offentliggøre dem lige på stedet og være stolt af det. Selvfølgelig ville jeg det. Det er jo ikke på den måde, at journalistikken er blevet sat ud af kraft. Fandeme nej. Men jeg går heller ikke ud og leder efter dem. Det er der nogle andre, der gør,« siger han.

Efter mange år i sporten har Mogens Jacobsen mange og gode kontakter i miljøet, og han kommer nemmere til udtalelser fra for eksempel Bjarne Riis end mange andre. Han møder der-
for også konflikten mellem de personlige forhold og de ubehagelige spørgsmål.

»Det bliver man nødt til at sætte sig ud over. Kim Andersen havde jeg et mindst lige så tæt forhold til som til Bjarne Riis. Og jeg var den første, der skrev om, at han var testet positiv. Det var jo ikke noget, han ligefrem syntes var morsomt,« fortæller Mogens Jacobsen.

På Ekstra Bladet skulle Tour de France 2006 markeres med et særtillæg. Ivan Basso var manden i centrum, og alle hold og ryttere blev vurderet i lyset af ham som favorit.

»Da vi så to dage før start begynder at kunne mærke, at nu brænder det eddermaneme under den her vinkel, kunne vi jo ikke nå at lave 16 sider om. Vi skiftede så noget af det ud, blandt andet med et nyt kapitel fra en bog, jeg havde skrevet om CSC, der kastede kritisk lys over Ivan Basso – ligesom en modvægt til det der helteagtige,« fortæller Lars Werge.

Situationen var den samme på mange redaktioner, og kun dagbladene havde mulighed for refleksredninger.

»Det er jo bare et billede på, at man står med en sportsgren, der er svær at fæstne troværdighed til. Dem, vi udråber til helte den ene dag, er de værste forbrydere den næste,« siger Werge.

Netop usikkerheden er den værste konsekvens for Henrik Jul Hansen. Hvis en ukendt rytter pludselig kører over evne, melder tvivlen sig med det samme.

»Den første reaktion er: Den mand er dopet til op over begge ører. Men det kan man jo ikke sige. Så er man nødt til at sige: Nej, hvor kører han hurtigt. Man kan jo heller ikke sidde og sværte manden til, bare fordi han er god til sit arbejde.«

Henrik Jul Hansen mener dog, at de på TV 2 prøver at tale åbent om det uden at viderebringe rygter om navngivne ryttere.

»Man kan snakke om den situation, der har været i Spanien; at de har de der stjerneskud, der holder en eftermiddag, og lige så snart de kommer andre steder hen, kan de ikke køre
på cykel mere,« siger Henrik Jul Hansen.

Lars Werge ville gerne kalde Lance Armstrong dopingsynder, men han har aldrig gjort det.

»Det ville jo være en anklage, som jeg skulle bevise. Jeg har heller ikke skrevet, at Bjarne Riis har været dopet, men jeg har skrevet, at han har et meget meget stort forklaringsproblem. Men man skal også være lidt selvkritisk. Det, at man opfatter sig selv som kritisk journalist, det kan jo også bare være, at man er dogmatiker, der ikke er til at hugge eller stikke i. Tænk, hvis jeg nu rent faktisk tog fejl?«

Dansk sportsjournalistik har mange gange været kritiseret for manglende kritisk sans. Men når det gælder cykelsporten, mener Olav Skaaning Andersen, at der er sket store fremskridt.

»Før 98 var der en tendens til at feje problemerne ind under gulvtæppet og tegne et glansbillede af cykelsporten. Der var måske en generation af cykelsportsjournalister dengang, der gjorde det, men billedet er blevet forbedret med den seneste dopingskandale i 2006. Der er sket en mærkbar forbedring af den kvalitative journalistik på området, og der er sket en personudskiftning, som er til det bedre, når vi taler kritisk journalistik,« siger Skaaning.

1998 – året for den store Festina-skandale – fik også Jørgen Leth til at genoverveje sin rolle. I dag forsøger han at forholde sig kritisk og bevidst til dopingen, men han bruger det også som endnu et fortællende element af cykelsporten.

»Man må være der som fortæller i tykt og tyndt og så prøve at bevare perspektivet og fragte sin egen kærlighed til sporten igennem de omstændigheder. Jeg elsker den sport, og jeg tager den, som den er, med alle dens skønhedsfejl og skavanker. Men det ændrer ikke ved den grundregel, at man som journalist må bevare distancen.«

Så sagaen fortsætter, og historien bliver ikke nødvendigvis dårligere.

»Jeg synes, Landis-historien i dette års Tour de France er fantastisk. Jeg vil sige, for at sætte det på spidsen, at det er en historie, man næsten ikke kunne have undværet. Det fine er, at den bliver ført til ende. Det ender med, at han skal aflevere den gule trøje. Det er fuldstændig retfærdigt. Så det hører til de øjeblikke, man husker,« siger Leth. /

 

Dopingåret 2006

To dage før starten af Tour de France offentliggør det spanske politi en liste over ryttere, der er involveret i en dopingsag mod lægen Eufemiano Fuentes. På listen er de to favoritter Jan Ullrich og Ivan Basso, der begge trækkes fra løbet af deres hold. Det italienske cykelforbund vælger ikke at rejse sag mod Basso på grund af manglende beviser, men indicierne får alligevel Team CSC til at afbryde samarbejdet.

I de to favoritters fravær brillerer amerikaneren Floyd Landis. På et tidspunkt, hvor løbet synes tabt, kommer han på fantastisk vis tilbage, indhenter den tabte tid og vinder. Kort tid efter sejrsceremonien i Paris bliver der konstateret kunstig testosteron i en af hans dopingprøver. Sagen er ikke afsluttet, men det forventes, at han fratages sejren.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen