Samtlige store danske medier var med til at puste liv i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Fagbladet Journalisten har fundet et par af de mest markante eksempler frem fra sommerens varmeste historie og spurgt journalister og redaktører, om der er grund til at fortryde noget efter SKATs frifindelse.
BERLINGSKE TIDENDE
Jesper Thobo-Carlsen, politisk redaktør
»Man kan altid diskutere, om det var rigtigt at skrive om, at Venstres Ungdom havde politianmeldt Helle Thorning-Schmidt, for det kan være en gratis omgang at politianmelde. Vi skrev om det, fordi eksperterne sagde, at der muligvis kunne være et strafbart forhold.
Helt grundlæggende var det en svær sag at dække. Der blev rejst en mistanke, og Thorning gav selv urigtige oplysninger. Det stod også hurtigt klart, at det politisk var en vigtig sag, for den havde potentiale til at flytte vælgergrupper. Men det var også en sag, som hverken kunne påvises eller gendrives. Det er et djævelsk dilemma, hvor man risikerer at komme til at skrive ting, der viser sig at være baseret på ingenting.«
DR
Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør
»På DR har vi ladet os fange for meget af folkestemningen og lavet nem journalistik – hevet en kommentator ind i studiet eller lavet lynmålinger, hvor folk har udtalt sig om Helle Thornings omdømme på baggrund af en spiseseddel, de har set på vej til stranden. Sagen om Helle Thorning er uden tvivl journalistisk relevant.
Hvis man har millionskat som symbolpolitik, er det selvfølgelig væsentligt at forholde sig til, hvordan en partileder bag sådan et forslag har indrettet sin egen husstands skattebetaling, og om det så er lovligt eller ej. Men vi har lavet for lidt selvstændig journa-listik hen over sommeren i både Helle Thorning- og Lene Espersen-sagen.
Generelt er medierne løbet ukritisk med, og det har ikke været en hellig stund for den danske presse.«
TV 2
Jakob Nybroe, nyhedschef
»Vi har diskuteret sagen meget på redaktionen og er enige om, at der er en historie. Der var tvivl om Helle Thornings skatteforhold, hun var også selv i tvivl og har givet forskellige oplysninger. Det i sig selv er anfægteligt for en statsministerkandidat.
På TV 2 synes vi ikke, at vi har overgjort sagen og er generelt tilfredse med dækningen. Men den første aften brugte vi blandt andet også Venstre-manden Tommy V. Christiansen som skatteekspert, og det er vi ikke vanvittigt stolte af. Det er problematisk, at vi i den situation overtog andre mediers kilder, og det er en huskekage til os.«
POLITIKEN
Jakob Nielsen, indlandsredaktør
»Overordnet er jeg godt tilfreds med vores dækning og synes, den har været nuanceret. Det har været en vanskelig sag – vi kunne ikke få adgang til dokumentationen, og de fleste eksperter var uenige. Derfor var vores dækning meget afdæmpet i starten.
Da Helle Thorning selv begyndte at tale om en gråzone og indleverede selv-angivelse, kom vi op i gear, for det er en vigtig historie. Her lavede vi også kritiske artikler i PS, hvor vi fulgte historiens oprindelse. Umiddelbart er min eneste fortrydelse, at vi i en rubrik skrev, at "Politi og Skat kulegraver Thorning-familiens indtægtsforhold". Politiet nævnte vi, fordi Venstres Ungdom havde politianmeldt Thorning. Det skulle vi ikke have skrevet, for enhver kan politianmelde, uden at der nødvendigvis er noget kriminelt i sagen.«
INFORMATION
David Rehling, journalist
»Den leder har jeg genlæst og står ved. Der gælder stadig de samme faktiske forhold om, hvad Helle Thorning-Schmidt har afgivet af oplysninger om, hvor hyppigt hendes mand har opholdt sig i landet. Vi overvejede meget, hvordan vi på forsiden kunne sætte et enkelt ord på det. Vi kunne ikke skrive svindel og humbug, for det var der ikke belæg for.
Det blev så 'ukammeratligt'. Det er det, at hun ikke har vist rettidig omhu, som gør hende ukammeratlig. Tænk på, hvordan det må opleves for hendes hårdtarbejdende partifæller at opleve, at en af dem, der er mest velbeslået, ikke har styr på sine private forhold og dermed risikerer at udsætte sig selv og partiet for kritik. Hvis Thorning-Schmidt kom forbi mit kontor nu, ville jeg også kunne sige det samme til hende i dag.«
JYLLANDS-POSTEN
Jørn Mikkelsen, chefredaktør
»Den leder er helt rigtig. Det er stadigvæk en kynisk vurdering, som Helle Thorning-Schmidt har foretaget af, hvad der tjener dem bedst at oplyse, når hun og hendes familie henvender sig til SKAT, og hvad der tjener dem bedst, når de henvender sig til Justitsministeriet.
I vores dækning har vi gjort mest ud af de to forskellige oplysninger, der er givet. Det er stadigvæk yderst relevant, at en statsministerkandidat ikke har styr på, hvilke oplysninger hun afgiver til offentlige myndigheder. Jeg deler slet ikke den massive kritik, der har været af B.T. Det i lederen med, at hun er beregnende, henviser til, at hun har skiftet politisk kurs flere gange undervejs i sin karriere. Det vidner om, at der ikke nødvendigvis er tale om et dybtfølt, politisk engagement fra Helle Thorning-Schmidts side, men snarere en taktisk kalkule af, hvad der kan lade sig gøre.«
EKSTRA BLADET
Poul Madsen, chefredaktør
»Det er den mest markante af vores forsider. Vi har internt evalueret, om sprogbrugen i det, vi skrev på forsiderne, var i den rigtige tone. Men vores holdning har været og er stadig, at det simpelthen var for dumt, at hun ikke sikrede sig en forhåndsgodkendelse. Overordnet er jeg tilfreds med vores dækning, fordi det er helt relevant at tjekke, hvad Helle har i sin Gucci-taske – om hun privat gør, hvad hun siger politisk. Derfor var det også relevant, at B.T. tog sagen op.
Det gjorde vi også selv i 2007. Den eneste forskel er, at Kinnock har skiftet job. Men B.T. overdrev deres forsider. De motivfortolkede uden at have den journalistiske dokumentation. Jeg synes, at de har gjort sig til anklagere i stedet for journalister. Hvis man her efterfølgende skal lave en selvransagelse i medierne, så må det være, at vi må være bedre til at gennemskue eksperterne. De er ikke altid uvildige. Det vigtigste eksempel er Venstre-manden Tommy V. Christiansen, der blev brugt som skatteekspert og sandhedsvidne.«
RITZAUS BUREAU
Henrik Røjgaard, politisk redaktør
»Selve sagens substans vidste vi ikke meget om inden sagens afgørelse. Helle Thorning-Schmidt sagde på et tidligt tidspunkt, at hun ville lade SKAT undersøge, hvor hendes mand skal betale skat. Vi prøvede derfor at holde vores dækning til det politiske. Om det er fair, er svært at sige, men det er omvendt svært bare at lukke øjnene.
Det bliver en sag med politisk betydning, fordi den bliver brugt af hendes politiske modstandere. Derfor skal den selvfølgelig dækkes. Uanset hvordan sagen endte, så mener Peter Christensen fra Venstre fortsat, at det er en sag. Og det var heller ikke bare de politiske modstandere, der har opfundet en sag. Det er et medie.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.