”Det var så nervepirrende. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, og da hornet lød, var alle bare helt forvirrede. Folk begyndte at løbe, og alles telefoner begyndte at ringe. Og min ringede bare ikke,” siger Michelle Løvstrup Thejls.
Hun er én af de tre praktiksøgende journaliststuderende, Journalisten talte med tirsdag, dagen inden Store Match Dag. De to andre var Peter Hasle og Louis Beck Petersen, og i dag fortæller de tre, hvordan det gik, da de mange måneders forberedelse kulminerede til Store Match Dag i går.
Journalisten var også på tur blandt praktikstederne sidste mandag, første dag i åbent hus-ugen. Her var de praktiksøgende til ugens første samtaler.
Praktikplads sikret efter et kvarters ventetid
Traditionen tro samledes de mange praktiksøgende i går i vandrehallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, omkring klokken 13.00. Her stod de studerende i samlet flok og ventede på, at klokken slog 13.30, og praktikkoordinator Pia Færing truttede i hornet.
I dét sekund, hornet lyder, må de forskellige praktiksteder ringe til de studerende og tilbyde en kontrakt.
”Det er mærkeligt at stå inde i vandrehallen på Journalisthøjskolen sammen med alle andre, som også bare venter og venter. Man kan jo nærmest høre hjerterne banke,” siger Peter Hasle, der har været til Store Match Dag to gange før og nu kun mangler et halvt års praktik.
”Og så får man et chok, når hornet lyder, selvom man ikke laver andet end at kigge på uret to minutter op til,” fortæller han.
Da hornet lød, gik der ikke mange sekunder, før de første telefoner ringede blandt den store klump af studerende.
Peter Hasles telefon ringede dog ikke. Alligevel endte han med en praktikplads hos JydskeVestkysten.
”Jeg tror faktisk, der gik et kvarter, før en af praktikanterne fra JydskeVestkysten kom ud og spurgte mig, om jeg havde fået en praktikplads. Det havde jeg ikke. Og så gik jeg ind og snakkede med dem,” fortæller han.
”Tiden gik virkelig langsomt”
Louis Beck Petersens telefon var en af dem, der ringede. Men før han blev ringet op, nåede han at forvilde sig ned på en af skolens gange, hvor forskellige medier holdt til.
"Jeg stod i vandrehallen, og så gik der måske et halvt minut. Og min telefon havde ikke ringet. Så løb jeg ned på 100-gangen, for der var et af de medier, jeg havde søgt,” forklarer han.
”Da klokken så blev 13.33, ringede Ritzau. Tiden gik virkelig langsomt. Det føltes som ti minutter,” siger han om de få minutter, der gik, inden han skrev under med Ritzau.
”Det er så fedt, jeg har fået Ritzau, og jeg ville ønske, jeg bare skulle i gang nu,” siger han om sin kommende arbejdsplads.
Seks lange minutter
Også Michelle Løvstrup Thejls nåede at blive nervøs, da klokken blev 13.30, og mobilen forblev stille.
”Alle løb rundt, og min telefon ringede ikke. Så jeg løb derned, hvor jeg helst ville være, hvilket var hos Femina,” fortæller hun.
”Og så måtte jeg jo overtale dem, hvis de ikke ville have mig,” griner hun.
Efter seks minutter stak de dog hovedet ud fra lokalet og sagde Michelles navn.
”Det var meget, meget lange minutter. Vi stod fire piger uden for døren og ventede,” fortæller Michelle Løvstrup Thejls.
”Showet er skørt”
De tre praktiksøgende endte altså alle med at kunne skrive under på en praktik-kontrakt. Det lykkedes i alt for 231 studerende at gøre dét på dagen .
Men næste Store Match Dag vil måske foregå på en anden måde: Et digitalt system er på vej til at afløse den nuværende model.
Michelle, hvad synes du om, at man er fysisk tilstede på selve dagen?
”Jeg har det ambivalent med det. Det var som et realityshow ligesom Paradise Hotel: ”Stil dig bag min stol”. Og det er meget at tage derop for fem minutter, hvis man ikke får en plads,” siger hun.
Sammen med de 43 andre praktiksøgende RUC-studerende havde hun taget turen hele vejen fra København.
”Men på den anden side er det fedt at stå sammen deroppe og ikke sidde alene derhjemme og ikke få en plads. Det er fedt at have opbakning fra venner og studiekammerater,” siger hun.
Også Louise Beck Petersen har blandede følelser om den traditionsrige dag.
”Showet er skørt. Men bagefter er det jo også noget, man tænker tilbage på. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme den dag,” siger han.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fordelen ved Store Match Dag er vist helt kort bare, at det hele er overstået meget hurtigt.
At de store medier skulle have en konkurrencemæssig fordel, har jeg svært ved at se. De skal nok få flest ansøgere, uanset hvordan systemet ser ud. Det er vel snarere de mindre medier, som ringer tidligt på Store Match Dag, som kan nyde godt af, at en studerende ikke tør sige nej af frygt for i sidste ende at stå uden praktikplads. Med andre ord er det formentlig ikke Praktikudvalgets bagtanke med at have holdt fast i Store Match Dag så længe.
Min tolkning og erfaring efter seks år som DJ-studenterpolitiker er ganske enkelt, at det handler om min første sætning: Det går hurtigt, ergo sparer medierne en masse ressourcer, som det ellers ville kræve at hive folk til samtaler for så eventuelt at se en praktikant, man har brugt tid på, gå til et andet medie. Samtidig foregår det hele på én dag - eller to-tre dage, hvis forsamtaler/åbent hus skal regnes med - frem for en ansættelsesproces, hvor ansatte på medierne skal afsætte tid over flere dage/uger.
Når det er sagt, bliver det interessant at opleve et digitaliseret system. Personligt kunne jeg som studerende godt lide Store Match Dag, da man ligesom fik det overstået - jeg var af sted to gange; første gang med lidt mere besvær end anden. Men det er jo en smagssag, og hvis man kan få ressourcer, effektivitet og behagelighed til at hænge sammen, kan man helt sikkert godt finde en mere optimal metode; fx en kvalitativ lodtrækning.
Kh
Peter Storgaard, tidl. formand for Danske Mediestuderende og suppleant til HB
Tak for din interessante rapport, Simon. Jeg tror hvert ord. Har gennem årene fulgt med og forsøgt at forstå, hvad der er på spil for parterne. Flere centrale personer af de 'voksne' har spillet flere roller gennem tiden og skiftet fra a- til b-siden.
En sociolog kunne forske i, hvorfor noget så tilsyneladende enkelt skal være så fastlåst. Jeg tænker at måske magtkampene her er udtryk for andre kræfter end de mest saglige, der strides. Så enorm er forskellen mellem bedste og dårligste praktikant ikke, at det her behøver være så hysterisk.
Tak igen for at fortælle om din erfaring.
Hej Lis
Mange tak for dit indspark i debatten om Store Matchdag/Panikdag.
Det er ikke for at vifte med det hvide flag, men min erfaring efter at have været en del af studenterforeningerne omkring Dansk Journalistforbund i flere år er desværre, at det er naivt at tro, at det er op til de studerende at forny Store Matchdag "hvis vi bare står sammen".
Igennem foreningen Danske Mediestuderende har vi faktisk i flere år haft et glimrende fælles ståsted på tværs af uddannelserne i en række år, og i 2016 forsøgte de studerende faktisk at lave matchdagen om. Det ved jeg, for jeg var selv med til det.
Dengang forsøgte vi at lave processen om, så den mere lignede en regulær ansættelsesproces, hvor man sendte ansøgninger og derefter blev kaldt til samtale - istedet for den nuværende bagvendte proces, hvor ansøgningerne er det sidste, man sender afsted (og som medierne kun har 1½ time til at læse). Samtidig argumenterede vi for, at der ikke længere skulle være nogen hemmelige forhåndsaftaler indgået under bordet. Alle skulle kunne tilkendegive interesse for hinanden helt åbent - det var bare ikke bindende før en "Store Kontraktdag", hvor alle så kunne skrive under med det medie eller med den praktikant, som de gerne ville have.
Det var et system, der skulle have givet noget magt tilbage til de studerende. Istedet valgte en række store medier dog at underløbe systemet, bl.a. da TV2 gik ud og ville ansætte folk inden åbent hus-ugen og da JP nedlagde en stilling i raseri, fordi en praktikant ringede og sagde, at han havde fået et tilbud et andet sted fra, som han hellere ville tage imod. Helt i ånd med systemet og JP havde stadig god tid til at lave aftaler med andre praktiksøgende. Forløbet dækkede Journalisten bl.a. her: https://journalisten.dk/tv-2-afviser-praktiksystem-sabotage-vi-bryder-ikke-en-regel og her: https://journalisten.dk/praktikudvalg-vil-droppe-forhaandsaftaler-i-panikuge
Det nye system var blevet vedtaget i Praktikudvalget (der rummer studerende, praktiksteder, uddannelser og DJ) efter forslag fra studerende, men da flere medier begyndte at underløbe systemet valgte Praktikudvalgets formand (Christian Kierkegaard) at ændre mening og støtte praktikstederne: https://journalisten.dk/praktikformand-en-aftale-er-en-aftale-og-den-er-moralsk-bindende
Miseren endte forudsigeligt nok i et værre rod og kaos, der var meget beklageligt for de studerende, der kom i klemme. Efterfølgende kritiserede de studerende forløbet internt i praktikudvalget og udtrykte mistillid til praktikformandens håndtering af forløbet: https://journalisten.dk/studerende-har-tabt-tilliden-til-praktikformand
Efterfølgende blev sammensætningen af praktikudvalget samt dets rolle redefineret, hvilket de facto gav de store medier større indflydelse til at diktere hvordan dagen skal forløbe på bekostning af de studerende, der fik en mere observerende rolle i udvalget.
Det forløb viste meget tydeligt, at de studerende kan stå nok så meget sammen - men i sidste ende, så er det de store praktiksteder, der har bukserne på. Hvis de ikke har tænkt sig at overholde reglerne, så har Praktikudvalget ingen sanktionsmuligheder overhovedet. Derfor bliver ethvert system i sidste ende et, der føjer de store praktiksteder - og der har du forklaringen på, hvorfor Panikdag er blevet det cirkus, det er. I takt med at praktikanter udgør en større del af arbejdskræfterne på forskellige mediearbejdspladser, så er kapløbet om at få de mest attraktive kandidater blevet værre. Og i det kapløb gavner det de største medier at gøre dagen til et kaotisk gedemarked, hvor de studerende flokkes foran deres ansættere, så de kan vælge og vrage blandt flest mulige kandidater.
Det er i hvert fald min tolkning af situationen :-)
Jeg håber, at det kunne bidrage med lidt perspektiv.
Kh
Simon Freiesleben, tidligere formand i Danske Journaliststuderende RUC
I slutningen af 1980´erne og begyndelsen af 1990´erne fordeltes praktikpladser ved, at man sendte ansøgning til fire arbejdspladser eller syv, hvis man havde børn eller andre sociale forhold, der berettigede til syv.
Arbejdspladserne kaldte ansøgere til samtale ude på arbejdspladserne og ansatte dem, de foretrak. Enkelte samtaler foregik på skolen i Århus. Også dengang var der flere ansættelsesrunder, men da der kun var én journalistuddannelse, fik stort set alle praktikplads.
Jeg sad i en periode som de studerendes repræsentant i Uddannelsesrådet og Praktikudvalget og husker ikke, at vi var utilfredse med måden, stillingerne blev fordelt på. Vi kæmpede mere for et ordentligt uddannelsesindhold i praktikken.
Efter min mening burde praktikpladser fordeles ved lodtrækning, idet man lagde sociale forhold ind i algoritmen. Store Match er et ritual med for mange menneskelige omkostninger. Arbejdstilsynet ville give et straks-påbud om at stoppe, hvis en arbejdsplads udsatte medarbejdere for sådan en forestilling.
Når systemet består trods årlig kritik, skyldes det stærke interesser i branchen, som uddannelsesinstitutionerne vælger at føje. Og så skyldes det, gætter jeg på, at I studerende ikke er enige om at kræve en ny procedure.
Jeg har diskuteret Store Match med studerende, som jeg underviser, og ansøgere, dengang jeg som arbejdsgiver var med til at ansætte praktikanter. I er ambivalente. Blandt andet det at være nødt til at flytte til en anden ende af landet i praktiktiden byder jer overraskende meget imod.
Stod I studerende sammen i stort tal og talte med én stemme, var branche og skoler nødt til at lytte til jer. En musketered for et mere værdigt fordelingssystem, var det noget?
Det klinger hult i mine ører, når onde tunger påstår, at der mangler penge i branchen, samtidig med, at stort set samtlige danske medier kan afsætte ressourcer til det, der bedst kan betegnes som et kæmpestort freakshow - hvad koster en redaktør fra København på sådan en dag inkl. transportomkostninger, kost, mv.? - Mit konservative gæt er, at det ligger på den forkerte side af 3000 kr.
Jeg kan ikke finde noget positivt at sige om Store Match-dag, overhovedet. At man gang på gang udsætter unge mennesker, mange af dem i alderen 19-23 år, for en ubehagelig situation som denne, har længe undret mig.
Jeg så to unge studerende sidde på jorden og græde ude foran skolen, mens en anden lidt større gruppe stod et par meter væk og jublede over deres egen succes.
Selvom forhåndsaftaler er ulovlige, er de i meget høj kurs, og det betyder i sagens natur, at de studerende og medier snyder hinanden, så vandet driver. Der bliver spillet så urent trav, at man skulle tro det var løgn. Spiller man ikke selv med på unoderne, kan man godt vinke farvel til de populære praktikpladser.
Nu bliver systemet så digitaliseret, men det ændre næppe det store hele. Et oplagt alternativ til Store Match-dag kunne være at lave en ganske traditionel ansøgerproces, ligesom man gør på det almindelige arbejdsmarked, og som så mange andre praktikanter i forskellige fag gør, fx. håndværkere.
Jeg kan ikke komme på noget, der taler imod et almindeligt ansøgersystem.
Ovenstående kritik og forslag er naturligvis fremsat masser af gange til de(n) ansvarlige for systemet, fra både mig, mine medstuderende og andre aktører. Det preller dog fuldstændig af på de(n) ansvarlige, og derfor er den eneste løsning nok, at systemet bliver set på af nye, friske øjne.
Et forslag kunne være, at lade de studerende selv få mere magt over, hvordan det praktiksystem, de selv skal ud i, skal fungere. Vi blev i hvert fald aldrig hørt, da jeg havde min gang på skolen.
Flere