Stigende papirpriser og generel mangel på papir får nu Intergraf, der repræsenterer den grafiske industri i Europa, og kommunikationsindustriens organisation Grakom til at opfordre EU til at fjerne told på kinesisk papir.
Det skriver Grakom i en pressemeddelelse.
Udfordringerne i forhold til papir truer ikke bare med at ramme trykte ugeblade og magasiner, men også labels til fødevarer og medicinalindustrien.
”Papirmanglen er alvorlig, og alle initiativer, der kan hjælpe på situationen og bringe mere papir til det europæiske marked, hilser vi velkomne. Vi har selv presset på i Intergraf for at finde europæiske løsninger,” siger Thomas Torp, der er administrerende direktør i GRAKOM og medlem af direktørforretningsudvalget i Intergraf, i pressemeddelelsen.
Ifølge Intergraf kan en konsekvens af manglende indgriben betyde, at trykopgaver i stedet ender i Kina, da tolden kun gælder for blankt papir og ikke tryksager.