Efter New York Times-fremgang: Det kan være et gennembrud

Nyheden om The New York Times' eksplosive digitale abonnements-fremgang vækker begejstring hos Informations direktør og medieforsker Lars Kabel. ”Man begynder at kunne se et lys nu,” siger han
  • Shannon Stapleton / Ritzau Scanpix
    Det er ikke kun en god nyhed for The New York Times, at avisen har haft kraftig digital abonnements-fremgang i 2017. Det er også en god nyhed for danske medier, lyder det fra Information og DMJX.
14.02.2018 · 08:56

The New York Times' seneste årsregnskab har skabt nyt håb flere steder i mediebranchen.

Mediehusets omsætning på rene digitale abonnenter steg med 46 procent i 2017, viser en pressemeddelelse, der blev offentliggjort i torsdags. Og den samlede omsætning steg med otte procent.

”Det her kunne være en eller anden form for gennembrud,” siger Stine Carsten Kendal, administrerende direktør for dagbladet Information, efter at have nærlæst mediehusets pressemeddelelse.

Lars Kabel, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er enig:

”Man begynder at kunne se et lys nu,” siger han.

Og fra Stig Ørskov, administrerende direktør hos JP/Politikens Hus, lød det i sidste uge på Twitter: ”Virkelig imponerende.”

Følger avisen tæt

The New York Times betragtes af mange som et journalistisk og forretningsmæssigt fyrtårn på den globale medie-scene.

”Deres totale omsætning er faldet meget i mange år, og derfor har vi alle fulgt med i, hvordan sådan et kæmpestort, troværdigt, globalt nyhedsbrand kan få en bæredygtig forretning,” siger Stine Carsten Kendal og fortsætter:

”På den baggrund er det fantastisk at se, at de nu stiger i omsætning på det digitale. Men det sker selvfølgelig på den baggrund, at det stadig er printavisen, de tjener flest penge på,” siger hun.

Men printavisen har vel en stakket frist?

”Lige præcis. Og derfor er det godt at se, at de får flere indtægter på de digitale abonnementer.”

Det handler om digitale abonnenter

Nyheden kommer efter en årrække, hvor markedet for printaviser er faldet stort set konstant i det meste af verden.

”Man bliver nødt til at indstille sig på, at indtægterne fra papiret stille og roligt diffunderer væk,” siger Lars Kabel.

Samtidig er konverteringen til digitale abonnementer gået langsomt, og store dele af mediebranchen har mistet troen på digitale annonceindtægter.

Som Stine Carsten Kendal siger det:

”Den vækst, der har været i digital annoncering, tilfalder Google og Facebook.”

Men The New York Times' fremgang skaber altså nyt håb for digitale abonnementer. Og Stine Carsten Kendal mener, at The New York Times’ abonnementsdrevne forretningsmodel er mere interessant end eksempelvis The Guardians forretningsmodel, der blandt andet bygger på frivillig betaling.

”Jeg tror ikke, at The Guardians idé om at forære kvalitetsjournalistik væk vil kunne fungere. Særligt ikke i et lille marked. Så jeg kigger mere på, hvad The New York Times gør, forretningsmæssigt,” siger hun.

The New York Times skar i december antallet af gratis artikler ned fra 10 til 5 per måned. Derefter skal man betale abonnement.

Meget at lære

Danske medier kan lære meget af mediehuset på den anden side af Atlanterhavet, mener Stine Carsten Kendal.

”The New York Times’ succes er et resultat af mere end 20 års digitalt udviklingsarbejde, hvor de har afprøvet en masse ting og brugt en masse penge på at finde digitale indtægtskilder,” siger hun og uddyber:

”Noget af det, de virkelig har sat fokus på, er fastholdelse af læserne og dialog med læserne. De har lavet et nyt Reader Center, som er i dialog med læserne om deres input til historier – deres idéer. Det, tror jeg, vi alle kan lære meget af.”

Stine Carsten Kendal oplyser, at også Informations abonnementsfremgang er drevet af de digitale abonnementer.

”I 2017 får vi en abonnementsfremgang på små tre procent, som er drevet af vækst i digitale abonnementer,” siger hun.

Ikke alt kan oversættes til dansk kontekst

Lars Kabel pointerer, at danske medier kan lære det af The New York Times’ fremgang, som de allerede er i gang med:

”Der skal være ’added digital value’. Og de er jo i gang. De laver podcasts, video, longreads. De bruger de visuelle virkemidler. Hvis du virkelig går ind i det, opstår der reel værditilvækst digitalt,” siger han.

Det er dog langtfra alt ved The New York Times’ succes, der kan omsættes til en dansk kontekst, mener Stine Carsten Kendal.

”Forskellen på at have så stort et marked som dem og så lille et marked som vores, er, at The New York Times kan sætte deres priser noget lavere, end vi kan,” siger hun.

Lars Kabel understreger også, at The New York Times har den fordel, at den på samme tid har et stort og købestærkt lokalt publikum i New York – og et stort og købestærkt globalt publikum som engelsksproget ”elite-medie”.

Kommentar

14/02/2018 - 11:44

Frederik Nørgaard

Det skyldes vel Trump, som NYT hele tiden har en skandalehistorien om bygget på anonyme kilder.Det øjeblik Trump er væk, så forsvinder deres stigning også.
Selv om NYT helt åbenlyst hader Trump https://www.youtube.com/watch?v=D5854-qAqkM

14/02/2018 - 13:23

Kim Rasmussen

jeg har haft digitalt abonnement på NYT i årevis og er lige så langt fra at abonnere på noget dansk medieprodukt, som jeg nogensinde har været.

Betale for Politikens nuværende indhold? Berlingskes?

Og vi lo, og vi lo....



16/02/2018 - 06:33

Emma Klinker Stephensen

New York Times har i mine øjne begået en mindre genistreg ved at tilbyde studerende digitale abonnementer, der koster $1 om ugen. På den måde får avisen adgang til en ny generation af forbrugere, som den håber at gøre til livslange abonnenter. Jeg blev selv lokket af det tilbud og har været abonnent i halvanden måned. Det har koster mig $6.

16/02/2018 - 16:34

Martin Burcharth

En amerikansk journalistven fortalte mig i denne uge, at NYT nu har 1.500 ansatte på redaktionen, inklusive korrespondenter i udlandet.

Seneste jobopslag

Kommunikationskonsulent til udvikling og implementering

Region Nordjylland
Ansøgningsfrist: 10.06

Skatteministeriet søger intranetredaktør

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 10.06

Content Manager til Gyldendal Forlag

GYLDENDAL
Ansøgningsfrist: 07.06

Enhedslistens folketingsgruppe søger presserådgiver

Enhedslisten
Ansøgningsfrist: 01.06

Pressemedarbejder til Det Tekniske Fakultet

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 30.05

Journalist med videoerfaring

Bolius Boligejernes Videncenter A/S
Ansøgningsfrist: 03.06

Pressemedarbejder til Borgmesterkontoret i Odense Kommune

Odense Kommune
Ansøgningsfrist: 10.06

Kommunikationsmedarbejder til Blå Kors Danmark (barselsvikariat)

Blå Kors Danmark
Ansøgningsfrist: 01.06

Herning Folkeblad søger magasin- og ugeavisjournalist

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 25.05

Sportsjournalist til Skive Folkeblad

Skive Folkeblad
Ansøgningsfrist: 28.05

Pressechef til Københavns Rådhus (barselsvikariat)

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 07.06

Erfaren presserådgiver søges til Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.06

Kommunikationskonsulent til MKB-Kommunikation, Aarhus Kommune

Aarhus Kommune
Ansøgningsfrist: 30.05

SKARP POLITISK REPORTER TIL TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 23.05

Dygtig presse- og kommunikationsmedarbejder søges til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 03.06

Kommunikationsmedarbejder

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 22.05

Ambitiøs samfundsskribent med lyst til fordybelse

Zetland
Ansøgningsfrist: 28.05

Kommunikationsansvarlig til Ungdomsøen og SPEJDERNE

Ungdomsøen og SPEJDERNE
Ansøgningsfrist: 20.05

Skatteministeriet søger dynamisk og dagsordensættende pressechef

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 20.05

Samvirke søger Danmarks bedste madskribent

COOP
Ansøgningsfrist: 11.06

Press and Communications Consultant

KMD
Ansøgningsfrist: 20.05