Efter chefafgang på Bornholm: Medarbejdere roser ledelsen

Øjvind Hesselager er fratrådt øjeblikkeligt på Bornholms Tidende. Medarbejderne kalder ledelsens håndtering af deres bekymringer ”forbilledlig”

Øjvind Hesselager havde i går sidste arbejdsdag på Bornholms Tidende. Ifølge tillidsrepræsentant Mads Westermann er Øjvind Hesselager stoppet øjeblikkeligt efter en proces, som tillidsmanden mener, direktion og bestyrelse har håndteret ”forbilledligt”.

Avisen har været præget af uro i et stykke tid. I februar sendte 19 ud af 24 journalister på redaktionen et bekymringsbrev til direktør Kim Eland. I brevet bliver der opridset en lang række kritikpunkter af den nu tidligere chefredaktør, hvor han blandt andet bliver kritiseret for ikke at tage ansvar for problemer med det psykiske arbejdsmiljø på redaktionen, og at hans ledelse er inkonsekvent og mangelfuld.

På et møde med alle medarbejdere i går meddelte ledelsen så, at Øjvind Hesselager fratræder, og Mads Westermann fortæller, at meldingen blev modtaget med ”ro” af medarbejderne.

”Direktionen og bestyrelsen har håndteret det forbilledligt godt. Tillidsfolk og udvalgte medarbejdere har været kaldt ind til snakke. De har lyttet og taget det alvorligt,” siger Mads Westermann.

Han ærgrer sig dog over, at det endte med, at ”enderne ikke kunne mødes”.

”Det skaber altid uro, når man skifter ud midt i det hele, og det er ikke optimalt. Ingen kan i dag sidde tilbage og være helt tilfredse,” siger Mads Westermann.

0 Kommentarer