EB: Vi har ikke betalt for pirat-interview

Chefredaktør Poul Madsen er irriteret over artikler, der antyder, at pirat-interview blot er et spørgsmål om penge.

Chefredaktør Poul Madsen er irriteret over artikler, der antyder, at pirat-interview blot er et spørgsmål om penge.

»Jeg har set artiklerne, og jeg må sige, at det er det rene vrøvl, Rasmus siger.«

Sådan siger Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, om artikler på BT.dk og Berlingske.dk, hvor TV2-journalisten Rasmus Tantholdt fortæller, at han under et ophold i Somalia nærmest svømmede i tilbud om interview med piraterne, der har kidnappet en dansk sejler-familie.

»I Somalia er det meget nemt som journalist at få kontakt med pirater, men det koster penge. Folk kom hen til mig og spurgte direkte, om jeg ville i kontakt med de pirater, der havde taget danskerne, men at det kom til at koste en masse penge, fortæller Rasmus Tantholdt i et interview med Ritzau.

Den udlægning er Poul Madsen lodret uenig i.

»Alle mennesker dernede tilbyder hvad som helst, men det er ikke ensbetydende med, at du faktisk får et interview. Men jeg kan garantere, at Ekstra Bladets mand er den eneste, der kan skaffe sig adgang til båden, hvor gidslerne befinder sig. Vi har ikke betalt noget som helst, og det ville vi heller aldrig gøre, da det er imod vores etiske principper,« siger Poul Madsen.

Af sikkerhedsmæssige årsager vil han endnu ikke afsløre identiteten på den journalist, der har lavet historierne til Ekstra Bladet. Men han røber så meget, som at det er en erfaren international journalist, der har stor erfaring med at arbejde på disse breddegrader.

»Han har arbejdet for det spanske nyhedsbureau, Los Angeles Times og BBC, og han har et stort lokalt kendskab til området, så han er den rigtige mand. Vi ville ikke kunde sende en hvid, dansk journalist derned uden at løbe en kæmpe sikkerhedsrisiko.«

Ekstra Bladet har overvejet risikoen for, at deres journalist selv kunne blive taget som gidsel, når først han befandt sig i piraternes varetægt. Men vurderingen, som journalisten selv har foretaget på baggrund af sin erfaring, er, at han ikke er noget værd i piraternes øjne, simpelthen fordi han er mørk.

»Det er en iskold business-kalkule – det skal være en hvid dansker, ellers er han ikke noget værd,« fortæller Madsen, der ikke vil gå ind i en overvejelse om, hvorvidt Ekstra Bladet har det overordnede ansvar for journalisten, hvis det alligevel skulle gå galt.

Som sagt har der været påfaldende sammenfald mellem Ekstra Bladets pirat-artikler og Tantholdt-interviewet i flere andre medier. Poul Madsen kalder det et udtryk for misundelse og brødnid.

»Sådan læser jeg historien. Men jeg kender Rasmus Tantholdt som en god og hæderlig mand, så jeg går ud fra, at nogle af de ting, han har sagt, er blevet misforstået,« siger Poul Madsen.

3 Kommentarer

Jakob Andresen
24. MARTS 2011
Re: EB: Vi har ikke betalt for pirat-interview
Der står på bagsiden af EB, at avisen betaler for et godt tip, så man må gå ud fra, at Poul Madsen kun taler om betaling til pirater.
Nels Sørensen
24. MARTS 2011
Re: EB: Vi har ikke betalt for pirat-interview
Det var godt nok nyt for mig, at EB, ifølge Poul Madsen, har "etiske principper". Der kan man bare se!