EB: Vi er ikke i krig med Kasi

Erhvervsfolk, der er blevet kendte gennem medierne, er mere ømskindede, når de udsættes for kritik. Det siger erhvervsredaktøren fra Ekstra Bladet, der er blevet lagt på is af den tidligere milliardær Jesper 'Kasi' Nielsen.

Erhvervsfolk, der er blevet kendte gennem medierne, er mere ømskindede, når de udsættes for kritik. Det siger erhvervsredaktøren fra Ekstra Bladet, der er blevet lagt på is af den tidligere milliardær Jesper 'Kasi' Nielsen.

Ekstra Bladet og erhvervsmanden Jesper 'Kasi' Nielsen er ikke lige frem bedste venner for øjeblikket. Siden 11. juli har Jesper Nielsen ikke ønsket at tale med Ekstra Bladet, fordi avisen skrev, at den kendte erhvervsmand havde problemer med økonomien og stod over for en række skattesager.
Ifølge Ekstra Bladet stod det blandt andet helt gal til med håndboldklubben AG Københavns økonomi.

Den gang meddelte Jesper Nielsen i en pressemeddelelse, at klubben var i "fin form". Han mente, at Ekstra Bladets "personangreb" var ubegrundet og uden moral.

»Først er det Pandora, der er ad helvede til, og så er det åbenbart AG København, der er ad helvede til, men på et eller andet tidspunkt må medierne spørge sig selv: Hvor meget hetz kan den mand holde til,« sagde Jesper Nielsen dengang.
31. juli gik håndboldklubben AG København konkurs. 

I går fik Jesper Nielsen så medhold i et fogedforbud mod Ekstra Bladet. Det betyder, at Ekstra Bladet ikke må bringe nye, fortrolige oplysninger om hans private skatteforhold.
Det ændrer dog ikke meget for avisens dækning, siger Ekstra Bladets erhvervsredaktør Morten Johnsen.
»Vi har skrevet de historier, der var værd at skrive, så det betyder ikke noget for den videre dækning. Vi vil fortsætte med at skriver om konkursen og økonomien i hans selskaber.«

Hurtigere boykot end Don Ø

Som journalist på Berlingske afdækkede Morten Johnsen i 2010 FCKs bestyrelsesformand Flemming Østergaards økonomiske problemer. Det førte til, at Don Ø i en periode boykottede alle journalister i hele Berlingske Media.

»På Berlingske blev vi også beskyldt med hetz og udsat for boykot. I den her sag er det ikke sket efter måneder, men to dage efter, vi skrev første gang om AG København.«

Morten Johnsen har registreret en forskel i, hvordan store selskaber som Mærsk eller Vestas reagerer på kritik – og så erhvervsfolk, der har profileret sig i medierne.

»Folk der har brugt medierne til at bygge deres virksomheder på op, er mere ømskindede, måske fordi der er flere følelser indblandet. Det er passionerede folk, og det må man respektere,« siger Morten Johnsen der gerne så Kasi-Jespers boykot af Ekstra Bladet ophævet.

»Vi prøver at få fat i ham hver dag. Vi vil gerne tale med ham.«

Det bliver i medierne skildret som en krig mellem Ekstra Bladet og Kasi-Jesper. Ser I også sådan på det?

»Jeg har ikke opfattet det som en krig. Han har boykottet os, men vi dækker det på samme måde som vi dækker resten af erhvervslivet.«

Hvordan har du det med at SKAT undersøger, hvor lækket kommer fra?

»Det må stå for SKATs egen regning. De papirer vi har, har vi fået på legal måde og ikke på ulovlig vis.«

0 Kommentarer