Ekstra Bladet har knækket koden og tjener penge på nettet. Nyhedschef på EB.dk Simon Stilling giver her tre tips til, hvordan andre medier kan lære at lave en forside, der får mange kliks – også selvom man skriver om betalingsring eller eurokrise.
I sidste uge kunne JP/Politikens Hus præsentere pæne regnskabstal. Tallene viser, at Ekstra Bladet har knækket koden og tjener penge på nettet.
Journalisten.dk har talt med nyhedschef på ekstrabladet.dk, Simon Stilling, der her kommer med gode tips til den perfekte net-forside.
Så live som muligt
»Det vigtigste er at have en væsentlig og dynamisk tophistorie, hvor man får fornemmelsen af selv at være på stedet. Hvor det foregår lige nu og her. Et godt eksempel var, da håndboldherrerne vendte hjem som europamestre. Her sendte vi live fra lufthavnen, da de ankom, og fulgte dem på motorcykel på Rådhuspladsen, hvor vi også var til stede med tekst billede og live-tv. Det gav en særlig nerve til sitet, at vi på den måde hele tiden kunne formidle, hvad der skete lige nu,« siger Simon Stilling til Journalisten.dk og fortsætter:
»På den måde formår vi også at komme tættere på end TV 2 News for eksempel gør det, fordi de ikke bare kan smide en rygsæk med et kamera på en journalist, men skal køre sendevogne eller flyve helikopter i stilling. Hos os kunne man derfor se Kasper Nielsen vise sin glatbarberede mave, på grund af et guldvæddemål. Og selvom det måske bliver lidt mere råt og dogmeagtigt med rystede billeder i ny og næ, kan vores brugere sagtens leve med det, hvis de kommer tæt på og får noget autenticitet.«
Grafiske og personlige indgange
Simon Stilling forklarer, at et af de store indsatsområder hos Eb.dk har været den grafiske fremstilling. For brugerne vil have mere end den traditionelle opsætning med rubrik og foto.
»Vi arbejder meget med at inkorporere grafik og TV, så indgangene bliver mere indbydende og spændstige. Blandt andet derfor har vi netop lavet et teknisk team, som udelukkende har til opgave at udnytte de tekniske muligheder og på den måde supplere journalistikken på sitet,« siger han.
»I går kørte vi eksempelvis en forside om betalingsringen, hvor man via via google streetview kunne tage en virtuel tur langs betalingsringen. Vi kombinerede også grafik og foto til at illustrere, hvordan vores case, Dorte, boede under 40 meter på den forkerte side af ringen og dermed kan se frem til en ekstraregning. Det er med til at løfte oplevelsen og klikantallet, når vi ikke bare bruger et normalt case-foto,« siger Simon Stilling.
Han forklarer også, det er vigtigt at lade billederne fortælle historien og undlade at plastre rubrikken til med unødvendige ord. Et par ord kan nogle gange være nok, mener han.
Det har desuden vist sig, at Eb.dk godt kan bringe historier, der normalt ikke forbindes med typisk nyhedsstof fra Ekstra Bladet – hvis indholdet »bringes ned på jorden,« siger Simon Stilling.
»Vi kørte et forsøg, hvor vi bragte stof om EU og situationen i Grækenland. Noget som ellers før var svært at få folk til at læse på Eb.dk. Men vi vinklede historierne på, hvad et krak i Grækenland for eksempel kan betyde for læserne – derfor skal Grækenland blive i EU og derfor skal Grækenland sparkes ud af EU. Og det klikkede, når indgangen til historierne på den måde bliver skrevet i øjenhøjde med læserne.«
Når noget af det, der tiltrækker læsere er levende billeder, gælder det også om at vise det hurtigst muligt, hvis en artikel indeholder video, forklarer Simon Stilling.
»Web-TV sælger også. Vi sørger for at have vores web-player logo som en del af billedet på forsiden, hvis artiklen indeholder video. Når vi for eksempel har en god historie på forsiden, som har 100 kliks i minuttet, og der efterfølgende bliver tilføjet video, er det ikke unormalt, at kliktallet stiger til 150.«
Mix fronten
Derudover skal man hele tiden have for øje, hvad der møder læseren på det første skærmbillede.
»'Fronten' skal have et godt miks af genrer, hvis vi altså ikke rydder forsiden, som da Concordia sank i Italien og Danmark vandt EM i håndbold. Det skal ikke kun være tragiske historier, der møder læseren, når man klikker ind på siden. Derfor har vi som hovedregel historier fra vores sports- og flashsektion samt krimisektionen 112 og politik i toppen. Det første skærmbillede skal gerne appellere bredt,« siger Simon Stilling.
Men det kræver også mange ressourcer at holde forsiden opdateret, fortæller han.
»Vores frontredaktion består af fire mand, der udelukkende har som opgave at lave forsiden og prioritere historierne. Med cirka hundrede historier om dagen er det vigtigt, at varen bliver solgt ordentligt. Særligt i vores tilfælde, hvor 90 procent af vores trafik bliver genereret via forsiden.
Ud over det tekniske og layoutmæssige handler det jo dybest set om at have dygtige journalister, som kan lave de rigtige historier. Vi vil være bedst og først med de vigtigste nyheder – og er det som regel også.«
»Senest da der var en stor busulykke i Nordsjælland med børnehavebørn for nylig. Der var vi så hurtigt fremme, at vores konkurrenter ringede og bad om lov til at interviewe vores mand på stedet som øjenvidne.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
If they are so smart, why can't they sell the bloody paper?